konservativ overfladbehandling
3.0
Mike Newells Mona Lisa Smile er en velment, men alt for sødladen kvindelig version af Peter
Weirs gode Døde Poeters Klub. Her er rebellen en udmærket Julia Roberts, der kører det lidt for meget hjem på rutinen. Hun vil lære de intelligente kvindelige studerende ikke at forspilde deres lovende fremtidsudsigter ved at være så fokuseret på de indbildte idealer om mand, børn, hus og have. Disse emner blev også behandlet i Todd Haynes’ fremragende Far From Heaven. Man kan begå flere sammenligninger mellem de to film, for selvom Haynes’ film var kunstnerisk mere dramatisk og alvorlig, og Newells film ligger mere i komediespektret, så omhandler de begge den konservative efterkrigstid, hvor lykkelig fremtoning var det altafgørende. Hvor Far From Heaven var mere nuanceret og afdæmpet, er Mona Lisa Smile en smule naiv og alt for forsimplet i dens beskrivelse af tiden. Starten er en smule forfærdelig, da man allerede her har gættet filmens forløb og nærmest også slutning. Der går et stykke tid før historien begynder at fænge en smule, men forudsigeligheden lurer konstant lige om hjørnet. Vi ved, at Roberts utvivlsomt vil have en indflydelse på pigernes fremtidige observering, og at enkelte selvfølgelig først indser dette, når det er for sent.
Filmens rollebesætning er ganske tiltrækkende, selvom rollerne og de indbyrdes karakter er for skarpt opskåret, så Newells pointe går klart igennem og han ikke mister nogen under forløbet. Kirsten Dunst er en talentfuld skuespiller, men hendes rolle her som obligatorisk efternøler (i den sammenhæng af, at hun er den sidst, der indser, at Roberts moralprædikener består af noget sandhed) er så klichefyldt, at hun ikke får noget originalt materiale at arbejde med og derved også forfalder til det velkendte. Julia Stiles ligger godt ud med en spændende karakter, der dog hurtig drukner i mængden af oplyste piger. Den eneste, som virkelig bider fra sig, er den forbavsende alsidige Maggie Gyllenhaal, der tilmed er nærmest klassisk smuk, på en ikke-ordinær Hollywood måde. Disse personer (med enkelte til trods) bliver aldrig levende figurer, hvorved man heller ikke kommer til at interessere sig for dem. Deres tanketomme idealisme fremstilles nærmest imbecilt, og selvom lighed mellem kønnene var ekstrem mangelfuld i den tid, så kunne jeg ikke forestille mig, at mændene betragtede deres koner som rene kludedukker, hvis plads kun var i køkkenet, som det udstilles her. Der er begrænset kærlighed mellem nogle af ægteskabsfolkene i denne film. Marcia Gay Harden er dog god som den forladte dame, der belærer pigerne om korrekt opførsel og pli, da hun mener, at dette vil få mændene til at blive hos dem. Igen, jeg synes det hele er lidt for utroværdigt fremstillet, men jeg kan tage fejl. Jeg levede ikke i den periode.
På trods af alle mine kritikpunkter, så er Mona Lisa Smile ikke en ueffen film. Den er til tider ganske morsom, men ikke nok til at man kan påstemple den som komedie. Den tynde dramatik bunder stedvis dybere, og de enkelte tvetydige scener er fermt iscenesatte og medrivende. Desværre virker filmen alt for fokuseret på at kritisere perioden og glorificere oprørerne. Naturligvis har de været med til at forme verdenen som den ser ud i dag, bare ikke så enkelt og overfladisk som der vises i denne ordinære Hollywood-film. Stedvis charmerende, men let forglemmelig.
Weirs gode Døde Poeters Klub. Her er rebellen en udmærket Julia Roberts, der kører det lidt for meget hjem på rutinen. Hun vil lære de intelligente kvindelige studerende ikke at forspilde deres lovende fremtidsudsigter ved at være så fokuseret på de indbildte idealer om mand, børn, hus og have. Disse emner blev også behandlet i Todd Haynes’ fremragende Far From Heaven. Man kan begå flere sammenligninger mellem de to film, for selvom Haynes’ film var kunstnerisk mere dramatisk og alvorlig, og Newells film ligger mere i komediespektret, så omhandler de begge den konservative efterkrigstid, hvor lykkelig fremtoning var det altafgørende. Hvor Far From Heaven var mere nuanceret og afdæmpet, er Mona Lisa Smile en smule naiv og alt for forsimplet i dens beskrivelse af tiden. Starten er en smule forfærdelig, da man allerede her har gættet filmens forløb og nærmest også slutning. Der går et stykke tid før historien begynder at fænge en smule, men forudsigeligheden lurer konstant lige om hjørnet. Vi ved, at Roberts utvivlsomt vil have en indflydelse på pigernes fremtidige observering, og at enkelte selvfølgelig først indser dette, når det er for sent.
Filmens rollebesætning er ganske tiltrækkende, selvom rollerne og de indbyrdes karakter er for skarpt opskåret, så Newells pointe går klart igennem og han ikke mister nogen under forløbet. Kirsten Dunst er en talentfuld skuespiller, men hendes rolle her som obligatorisk efternøler (i den sammenhæng af, at hun er den sidst, der indser, at Roberts moralprædikener består af noget sandhed) er så klichefyldt, at hun ikke får noget originalt materiale at arbejde med og derved også forfalder til det velkendte. Julia Stiles ligger godt ud med en spændende karakter, der dog hurtig drukner i mængden af oplyste piger. Den eneste, som virkelig bider fra sig, er den forbavsende alsidige Maggie Gyllenhaal, der tilmed er nærmest klassisk smuk, på en ikke-ordinær Hollywood måde. Disse personer (med enkelte til trods) bliver aldrig levende figurer, hvorved man heller ikke kommer til at interessere sig for dem. Deres tanketomme idealisme fremstilles nærmest imbecilt, og selvom lighed mellem kønnene var ekstrem mangelfuld i den tid, så kunne jeg ikke forestille mig, at mændene betragtede deres koner som rene kludedukker, hvis plads kun var i køkkenet, som det udstilles her. Der er begrænset kærlighed mellem nogle af ægteskabsfolkene i denne film. Marcia Gay Harden er dog god som den forladte dame, der belærer pigerne om korrekt opførsel og pli, da hun mener, at dette vil få mændene til at blive hos dem. Igen, jeg synes det hele er lidt for utroværdigt fremstillet, men jeg kan tage fejl. Jeg levede ikke i den periode.
På trods af alle mine kritikpunkter, så er Mona Lisa Smile ikke en ueffen film. Den er til tider ganske morsom, men ikke nok til at man kan påstemple den som komedie. Den tynde dramatik bunder stedvis dybere, og de enkelte tvetydige scener er fermt iscenesatte og medrivende. Desværre virker filmen alt for fokuseret på at kritisere perioden og glorificere oprørerne. Naturligvis har de været med til at forme verdenen som den ser ud i dag, bare ikke så enkelt og overfladisk som der vises i denne ordinære Hollywood-film. Stedvis charmerende, men let forglemmelig.
21/08-2004
