Rise Of The Machines

En Dr. Lanning (Cromwell), der arbejder med at udvikle robotter, findes død. De fleste mener der er tale om selvmord, men politimanden Spooner (Smith) tror at en robot har myrdet ham. En teori alle andre mener er umulig, da fremtidens robotter er programmeret til ikke at kunne skade mennesker.

Den australske instruktør Proyas, der har en fortid indenfor musikvideoer (har de alle ikke snart det?), er en af de her nye filmskabere hvis film ofte har en flot visuel stil, hvilket han beviste i den dystre og voldelige ”The Crow” og den fremragende ”Dark City”, der tillige havde en rigtigt spændende historie (jeg har ikke set filmen ”Garage Days”).

Hans nye film ”I, Robot”, der nok er hans hidtil mest kommercielle, selv om de to førstnævnte også var kommercielle produktioner, er også en teknisk og visuelt imponerende film, men holdt i en lysere tone end hans forrige. Der er massere af flotte kamerature, et gennemført design, formidabel scenografi og blændende effekter, krydret med formidabel action. Alligevel overrumples man nu ikke ligefrem, det hele føles som noget man har set før, der er intet nyskabende eller overraskende over det. Det er en videreførelse af hvad vi før har set i film som ”The Matrix” og andre af den slags smukt designet og stilistiske produktioner.

Historien er det gammelkendte tema, om hvordan menneskeheden trues af egne opfindelser, hvor man får sluppet kræfter løs man tror man kan kontrollere, men ikke kan. Det er en materialistisk anklage, men også en kritik af vores egen hovmod og en advarsel om at spille Gud. Endvidere er der problematikken omkring kunstigt liv der begynder at føle sig ”menneskelig” og vil respekteres som sådan.

Det er set mange gange før, er brugt i adskillige historier gennem tiderne, også på film og det lige fra filmens barndom. Der refereres i filmen selv til Mary Shelley’s ”Frankenstein”, som jo blev filmatiseret allerede tilbage i 1910, men nok bedst er kendt i 1931 versionen af James Whale. Men ellers findes disse temaer i film som ”Westworld” ”2001”, ”Blade Runner”, ”Terminator” og mange, mange andre. Her får vi så lige en bibelsk metafor smidt oveni (hvad der heller intet nyt er i), til Moses der skal føre israelerne ud af slavedommen i Egypten.

Men til disse temaer føjes der intet nyt eller originalt til, det virker ikke engang særligt dybt, så filmens mission er i første og sidste ende det underholdningsmæssige, men det gør den til gengæld også ret godt, trods visse svagheder her også.

Smith’s karakter er en ren actionkliche, han lider af traumer fra en tragisk oplevelse i fortiden, han hader robotterne og er noget nær den eneste der tror at de kan finde på at gøre noget, han har en hovedrystende chef der beklager sig over ham, han fortrækker og nyder at køre sin bil manuelt (en futuristisk Audi, gav vide hvad de har smidt af penge for at få deres mærke placeret) og han lever gammeldags i et gammeldags hjem, med en Cd-afspiller fra fortiden, hvorpå han hører gammel musik. Når han er i gang med arbejdet fyrer han massere af tåbelige one-liners af, desværre så det indimellem tager fokus fra spændingen og den uhygge der kunne have været, for når vores hovedperson ikke virker mere skræmt eller seriøst presset, hvorfor skal vi som publikum så være det. Smith er heller intet særligt i rollen, men når den heller ikke er bedre skrevet, så klarer han det trods alt godt nok, han har i hvert fald fysikken.

Ingen af filmens andre roller er noget særligt, Moynahan skal blot være der, Greenwood er tæt på at have en snert af noget, men når det ikke. Den ellers ofte gode Cromwell’s rolle er temmelig lille, og Tudyk der har lagt stemme og indimellem bevægelser til robotten Sonny kan ikke fremhæves for noget specielt, han spiller rollen som det må kræves og det er så det.

Men når mange af filmens svagheder og kritikpunkter er sagt, skal det altså kraftigt understreges at som tempofyldt og medrivende action og science fiction spektakel, er filmen på mange måder vellykket. Den er indimellem ganske spændende, har massere af opulente og hårdtpumpet ramasjang af førsteklasse. Selv om handlingen hverken er særligt overraskende eller original og replikkerne kun er til for at føre handlingen videre eller er fyld, mens man langsomt irriteres over at høre de tre robotlove nævnt som var det de ti bud, så er det en historie man gider følge med i og som sagt er filmen scenografisk og effektmæssig veludført. Det ser eksempelvis skræmmende koldt og drabeligt ud, når robotterne som hjernevaskede og næsten udtryksløse nazister står stillet op som hære parat til krig. Musikken og lydsiden fungerer også upåklageligt, hvad der i hvert fald med lydkulissen selvfølgelig ikke er overraskende.

Jeg følte mig personligt rigtigt godt underholdt, for filmen indeholder ikke et eneste kedeligt øjeblik, men kørte derudaf med et godt drive, uden at det virkede presset eller handlingen gik tabt og blev unødigt rodet.

Historien er mere eller mindre hentet fra Isaac Asimov, der også leverede forlægget til ”Bicentennial Man”, sci-fic fortælling af samme navn og er blevet omskrevet til film af Jeff Vintar, der var medforfatter på computerfilmen ”Final Fantasy: The Spirits Within”, og Akiva Goldsman, der har været med på så forskellige film som ”A Beautiful Mind”, ”Batman Forever” og flere andre.