Det så jeg, da jeg så filmen..

Noget af det absolut vigtigste Moore gør i F 9/11, er at menneskeliggøre Irak krigen. Vi bliver fodret med facts, bodycounts og billeder fra Irak dagligt via medierne, men vi bliver mere og mere immune, Irak er langt væk og vi føler stort set intet mere, når vi bliver oplyst om det faktum at andre mennesker dør. Billederne fra krigen er uhyggelige og langt fra vores verden, vi har svært ved at identificere os med de mennesker som kæmper i krigen eller befinder sig i krigszonen og denne uvirkelighed lammer os, holder os i sofaen og gør at vi højest finder på at skrive et indlæg på en debat side som denne.

Når vi ikke føler, men tænker og vores tanker er styret af det vi får lov til at se og høre af medierne og politikerne, er vi nemmere at kontrollere. Der er langt fra at tale om krig, at se billeder fra krig, og rent faktisk stå midt i en krig. Moores mission er at oplyse os, magelige vesterlændige om smerten ved krig, han ved at kun ved at aktivere vores medfølelse og naturlige iboende næstekærlighed, kan der gøres håb om at stoppe dette vanvid, som foregår i verden lige nu. Det er os folket, som vælger vores ledere, men så længe vi er bedøvede af frygt og ikke får lov til direkte at opleve de menneskelige lidelser, krigens sande konsekvenser, kan vi kontrolleres til ikke at blande os for meget, og måske endda genvælge de mennesker som styrer os, blot fordi vi "kender" dem og derved føler en vis tryghed ved det velkendte.

Moores vigtigste pointe er ikke at krigen er startet på et umoralsk, korrupt grundlag, men at denne umoralske korrupte krig rent faktisk dræber og har dræbt ufatteligt mange mennesker. Han ønske er ikke så meget at vi skal sige: "nå, ja, Bush og hans regering ER nogle være nogen, det er nok bedre hvis de ikke bliver genvalgt", men at vi skal føle lidelserne, at vi en gang for alle må få en åbenbaring, et følelsesmæssigt gennembrud, at vores dybeste menneskelighed må træde frem, så vi rent faktisk får ondt i sjælen, græder, snor os i stolen og lærer en meget vigtig lektie omkring ansvar, politik og det at være et voksent menneske med stemmeret og friheden til at rent faktisk at kunne gøre en kæmpe forskel til det bedre i verden.

At der kan sidde mennesker og hygge snakke om hvorvidt filmen var god, underholdende, skarp eller vittig, som Moores andre film, beviser min pointe med at vi er ligeglade med lidelse. Den trænger ikke rigtigt ind. Mange sidder lidt og keder sig i de lange pasager i filmen og nogen synes det er for meget at vi skal bruge en masse tid på at se folk græde, jamen det er jo netop det filmen ønsker at give os; vores følelser og medmenneskelighed tilbage. Jo mere ligeglade, afstumpede og intellektualiserede vi bliver, jo mere tillader vi overgreb på menneskerettigheder, og ser stiltiende til mens der dagligt manipuleres med os, og bliver skjult viden fra os. Moore gør et kæmpe stykke arbejde i at samle fact´sne til os som ingen andre vil eller tør lade os se. Uden ham eller folk som ham, tør jeg ikke tænke over hvor vi ville havne! Han lyser på mørket for at vise os ondskabens sande ansigt. Han fortæller os at kejseren altså ikke HAR noget tøj på!! At vi bliver holdt for nar!

Moore viser os idylliske billeder fra Irak og viser i mine øjne hvor vigtig denne provokatør er. Han ved at vi aldrig ville se glade, rolige Irakere ifærd med dagligdags gøremål andre steder. Han ved at hans opgave er at vise os at vi har meget tilfælles med disse mennesker, at de er os, bare i et andet land i en anden kultur. Han skubber med vilje til vores forestilling om Irakerne som nogle stakler som har været tyraniseret og kuet, et billede som de fleste elsker, for det giver dem nemlig mulighed for at sige, "nårh hvor er det synd, de er nogle stakler" (oversat: vi er bedre stillet end dem, vi har det godt). Det er ikke nogen hemmelighed at de fleste mennesker styrker deres selvværd ved at se andre mennesker der lider mere end dem.
Vi kan ikke lide at se Irakerne har det godt, at de er ligesom os, at nogle af dem måske har det bedre end os, er stærkere end os, har mere succes i deres liv end os, for så vil vi for alvor begynde at se de lidelser denne krig skaber. Vi vil for alvor se at det ikke er et spørgsmål om nogle få korrupte politikere som vi ikke skal genvælge, vi vil se at vi lige nu i verdenshistorien er direkte vidner til den største og mest nederdrægtige form for ondskab og mørke som menneskeheden kan præstere, og ikke nok med det, vi vil dybt nede føle at denne ondskab faktisk findes i os allesammen, at denne ondskab er vores allesammens ansvar at bevidstgøre og forvandle. Sandheden ville begynde at gå op for os. Dette er filmens budskab (selvfølgelig set igennem mine øjne). Denne film kan ikke tænkes, så mister man helt dens mening og så er det klart, der ikke er andet tilbage end at diskutere kameravinkler, storyboards og hvorvidt manden fra styrketræningscenteret burde have været med eller ej. Denne film må i største grad opleves med følelserne. Den må sive ned under huden og aktivere hjertecenteret. Hvis der er en eneste kritik jeg kan give denne film, så er det at den desværre ikke har gjort det godt nok. Der er stadig for mange mennesker som ikke forstår.