ekspressiv og kompromisløs

Et par år forinden denne films udgivelse så man Tim Robbins i en af filmhistoriens stærkeste og mest fascinerende præstationer i Frank Darabonts mesterværk, The Shawshank Redemption. Med Dead Man Walking viste Robbins sig også som en afdæmpet, men svigende sikker instruktør, der med mange års erfaringer indenfor skuespillerkunsten har arbejdet med så forskellige instruktører som Cohen-brødrene, Robert Altman og førnævnte Darabont. Dette har utvivlsomt haft indflydelse på Robbins’ ambitiøse, men sublim vellykket instruktørdebut, og har derfor også været medvirkende til, at denne film er blevet en smuk, men tragisk rørende oplevelse, som virkelig bliver hos publikum længe efter den er slut.

Dead Man Walking er baseret på den selvbiografiske bog af nonnen Helen Prejeas, som i filmiske sammenhænge har været med som konsulent. Robbins har selv omskrevet bogen til film, og dette har han gjort med en meget realistisk tone. Hustruen Susan Sarandon spiller hovedrollen som Sister Helen, og det gør hun virkelig fantastisk. Hun lader os komme ind bag facaden på dette menneske, som ofte griber sig selv i at være i tvivl om hun gør det rigtige. Ved at være spirituel leder for denne voldtægtsmand og morder træder hun mange folk over tæerne, inklusive hendes egne forældre, der må stå uforstående tilbage. Med opgaven tvinges hun dog til noget selverkendelse i nogle få flashback, som måske forklarer hvorfor hun føler sig kaldet til at hjælpe/redde dette menneske. Sean Penn er den dødsdømte, som indledningsvis ikke viser nogen tegn på anger eller fortrydelse, men skræmmende fokuseret på at bebrejde alt andet og alle andre for hans synder. Filmen er en tankevækkende, men også uhyggelig studie i en person, hvis adfærd ændrer sig drastisk gennem filmens forløb. Jo nærmere Penn kommer på dødsøjeblikket, jo mere usikker og følelsesubehersket bliver han, og hans stenhårde og kolde facade krakelerer. Filmen er smukt optaget, og hvert eneste klip virker gennemtænkt. Billedsymbolikken er fremstående, blandt andet ved det første møde med Penn, hvor der er gitter mellem kameraet og ham. Allerede ved Helens andet besøg har hun nået ind til ham, og der er nu ingen spærringer mellem kameraet og personerne. Man ved nu, at dette er to mennesker der taler frit og grænseløst med hinanden, ikke materialemæssigt, men mentalt.

Penn er absolut fremragende som den dødsdømte, hvor man tydelig kan se den indre kamp gennem hans dirrende ansigt. I samfundets søgelys fremstår han som et stort og umenneskeligt svin, mens han for publikum langsomt virker fortrydende og menneskelig, og man føler næsten (men kun næsten) for ham. Men hverken Penn eller Robbins lader os glemme hans dyriske handlinger, her set igennem kraftfuld krydsklipning, som virkelig fungerer rammende og overrumplende. Ligeså bruger Robbins en genial overlapning mellem dialog og scenerne. Dette er ikke et moderigtigt og blæret trick, men eviggyldig for hans fortælling og dennes gennemslagskraft. Scenen, hvor Sarandon besøger den dræbte piges forældre er virkelig deprimerende og tragisk i sin enkelhed. Når R. Lee Ermey sidder med et stille smil og fortæller om datterens fremtidige planer, som var hun stadig levende, rammer det publikum så ufattelig hårdt, at man virkelig fordømmer gerningsmændene. Det bliver dog næsten ubærligt, når Robbins lader forbrydelserne udfolde sig visuelt, mens der krydsklippes med billeder af ofrenes liv. Robbins lader dog os ikke blive i hadet, for han giver her et nuanceret billede af en forbrydelse, hvor man selv tvinges til at tage stilling, da gerningsmanden fremstilles som et menneske som alle os andre. Robbins er dog ikke objektiv omkring dødsstraf, som fremstår ganske inhumant, ligesom de begåede forbrydelser. Han bliver dog aldrig postulerende eller prædikende i hans budskab, til dette instruerer han for observerende.

Så tragisk det er at se ofrenes efterladte familier og deres forsøg på at komme sig over tabet, (næsten) ligeså hårdt er det at se Penns sidste møde, og senere telefonopkald, med hans egen familie. Hans umenneskelige side er forsvundet, og tilbage er der kun et skræmt menneske, som selv er bror og søn, der ved, at han aldrig kommer til at se sin familie igen. Forholdet mellem Penn og Sarandon er filmens bærende del, og sammenspillet er helt unikt. Det bliver for meget i de scener, hvor de erklærer en stille kærlighed overfor hinanden (dog i form af frelsens lyksalighed), men ellers styrer Robbins udenom alt følelsesmanipulation og klicheer, og holder sig til de åbenlyse intimiderende scener, der taler for sig selv. Eksempelvis der, hvor Penn går døden i møde iført ble og sutsko. Musikken er virkelig velvalgt og kommer aldrig til at overskygge scenerne, men lægger sig som en subtil, men uundværlig medfortæller. Afslutningsnummeret fra Bruce Springsteen er forrygende i dens nedtonede form.

Jeg elskede filmens sidste kameraindstilling, hvor denne starter med at vise Sarandon siddende i en kirke og bede sammen med faderen til et af ofrene. Langsomt trækker kameraet sig bagud og vi forlader filmen med en forhåbning om fremtiden. Der kan selvfølgelig læses meget i dette klip, men jeg ville tro, at Robbins siger, at nu er det op til os mennesker at frelse menneskeliv (frelse i mange former), da vi her kun har været med som observatør. Dette virker måske for glorificerende og naivt fra min side, men filmen er en slående (og autentisk) eksempel på næstekærlighed.

Dead Man Walking er en stærk og ukonventionel film, der breder sig over mange følelser og anskuelser med sit evige højaktuelle tabuemne. Med stærkt og indfølt spil fra de medvirkende, trøstesløse, men vigtige historie og alsidig personbehandling er det en vigtig film, der på eftertænksom vis efterlader publikum i et deprimeret humør, men med en uundværlig filmoplevelse rigere. Robbins’ instruktørtriumf og Sarandon og Penns exceptionelle indlevelsesevne.