Primært miljøskildring

Jeg oplever, at Flys ærinde med denne film snarere er at skildre det gamle overklasse-miljø fremfor at fortælle en gennemført god og opfindsom historie med dertil hørende helstøbte personligheder, der nødvendigvis skal "brænde igennem lærredet". Det sidste kunne i øvrigt let være gået hen og blevet et handicap for filmens overordnede mål.

Jeg har i sagens natur ikke forudsætninger for at vurdere, om miljøskildringen lykkes fuldt ud, selv om det er min umiddelbare fornemmelse.

Filmens problemstillinger (eller rettere dilemmaer) er så triste og problematiske, som kun virkeligheden fremstiller dem. Derfor ER "Arven" for mig at se en særdeles berigende oplevelse. Dels pga. valget af miljø. Dels pga. Flys fortsatte insisteren på realismen og dermed fravalget af de elementer, som ellers reducerer de fleste - også alvorlige - film til primært underholdning.
Håbet er ikke lysegrønt men grålige ligesom farvetonerne i selve filmen, og tilfældets musik er ikke i dur men i mol!

Replikkerne er ikke ladet med energi og fantasi men er holdt i et hverdagsagtigt toneleje. Lars Brygmann fungerer fremragende som ambitiøs, dernæst bitter og til slut ydmyg karrieremand. Peter Steen ligner også et fint valg som Firmaets Grå Mand. Ulrich Thomsen KAN næsten kun spille umiddelbart flegmatiske, lavmælte figurer, hvilket gør ham velvalgt til en rolle som denne. Lisa Werlinder er humnismen og menneskeligheden selv.
Ghita Nørby er dermed filmens eneste virkeligt dramtisk anlagte figur. Dermed bliver hun også dén person i filmen hvis replikker og troværdighed er sværest at vurdere.

Baggrundsmusikken er yderst underspillet. Den består af næsten minimalistiske synth-klangflader uden store armbevægelser og understøtter dermed udmærket stemningen i filmen.