Jim The Great
3.0
Det unge syrehoved Morrison (Kilmer) former sammen med keyboard spilleren Ray (MacLachlan) og et par andre, bandet ”The Doors”, der bliver et af verdens mest banebrydende rockbands.
60’erne er instruktør Stone’s årti, han har lavet flere film om denne periode, ofte med udgangspunkt i det politiske og/eller Vietnamkrigen. Her har han så valgt et andet udgangspunkt og har filmatiseret en biografi om Jim Morrison, der med sine lyriske tekster og provokerende attituder sammen med ”The Doors” blev et idol for millioner og et symbol (et af flere vel at mærke) for den tid filmen foregår i.
Til den krævende hovedrolle har Stone valgt Kilmer, og det må siges at være et godt valg. Kilmer spiller ganske enkelt sin livs rolle, han er ikke set bedre hverken før eller siden. Med risiko for at fornærme Jim Morrison’s fans, så får man følelsen af at Kilmer ikke spiller, men derimod er Morrison. Hele Morrison’s excentriske opførsel kunne let have kommet til at virke pinligt overspillende, særligt kunne jeg have frygtet dette at en som Kilmer, men under filmen sidder man ikke engang og tænker, ”hvor er det godt spillet”, for Kilmer er rollen så meget, at man ikke tænker på det som spil. Ja, Kilmer lægger såmænd også stemme til en del af Morrison’s sange, uden at man tænker over at det ikke lige er Morrison man hører.
Desværre finder jeg ikke selve filmen synderligt vellykket ellers. Historier halter for meget og har for mange spring i tid, der ikke kædes godt nok sammen, så filmen kommer af den grund ikke til at fremstå som en helhed. Handlingen fænger af den grund ikke som den burde og skulle have gjort, men bliver blot et fragmentarisk billede af et menneske, en stjerne, en tid, et band og alle de ting der hører dette til, uden at man får en klar fornemmelse af hvad der formede Morrison, gjorde ham til den han var eller hvor han var på vej hen, selv om vi dog mærker at vi hele vejen er på vej mod ”The End”.
Vi hører ganske lidt om hans baggrund, men man ved nu heller ikke meget om den, men et godt bud havde været ønskelig. Man ser kun i starten af filmen, at Morrison som dreng sammen med familien, kører fordi et biluheld, hvor en gammel indianer er involveret. Denne gamle indianer kommer siden til at fremstå som en form for shaman for ham. Et symbol på Morrison’s åndelige verden og hans spirituelle tilstand, påvirket af sprut og andre såkaldte ”bevidsthedsudvidende” stoffer, eller skal vi blot kalde dem euforiserende som næsten er to sider af sammen sag. Men denne symbolik finder jeg personligt ikke særlig god, og den kører for ensidigt på det billede, mens jeg indrømmet finder det poppet at give indianere denne åndelige rolle, hvad enten den så er sand for Morrison eller ej.
Filmen er ellers på mange andre måder lækkert lavet. Måden hvorpå kameraet i flere scener snurrer og suser rundt, for at synliggøre både den kaos der ofte er omkring sådanne bands, men endnu mere for at symbolisere Morrison’s påvirkede og psykedeliske tilstand, er fremragende og smukt lavet. Indimellem rammer Stone’s instruktion også en god fornemmelse for tiden den foregår i, så man næsten kan føle man er der, mens scenografien prøver at gøre resten for at skabe illusionen af hvad 60’erne var (eller også var) set igennem Stone’s øjne ud fra en rockstjernes synspunkt.
Filmens stærkeste triumf er i første og sidste ende musikken der spilles, men uden at vi ret ofte ser den skabt ud fra inspirationen. Det er så et problem for Stone som kunster, da han ikke får alvor formår at vise Morrison som den skabende kunster og en af musikhistorien største rockpoeter som han var. Musikken eksisterede jo allerede før længe før filmen og er ikke et ny bidrag til kunstens verden. Men god er den og den holder den dag i dag sin glød og sin dybe poetiske form, både i de mere stille numre og når The Doors med Morrison i forgrunden ”fyrer den af”.
Jeg har læst en lille sjov anekdote i forbindelse med ”The Doors” filmen og det er, at på et tidspunkt ser man i en scene hvor Morrison bliver fotograferet og hvor vi skal have illustrere Doors ”rise to fame” via aviser og samtidig Morrison’s sindstilstand og hans begyndende storhedsvanvid, en statue af Alexander Den Store, som Morrison skulle have sammenlignet sig selv med adskillige gange. Det sjove er, at Oliver Stone’s nye film jo netop handler om Alexander Den Stone. Tilfældigt?
60’erne er instruktør Stone’s årti, han har lavet flere film om denne periode, ofte med udgangspunkt i det politiske og/eller Vietnamkrigen. Her har han så valgt et andet udgangspunkt og har filmatiseret en biografi om Jim Morrison, der med sine lyriske tekster og provokerende attituder sammen med ”The Doors” blev et idol for millioner og et symbol (et af flere vel at mærke) for den tid filmen foregår i.
Til den krævende hovedrolle har Stone valgt Kilmer, og det må siges at være et godt valg. Kilmer spiller ganske enkelt sin livs rolle, han er ikke set bedre hverken før eller siden. Med risiko for at fornærme Jim Morrison’s fans, så får man følelsen af at Kilmer ikke spiller, men derimod er Morrison. Hele Morrison’s excentriske opførsel kunne let have kommet til at virke pinligt overspillende, særligt kunne jeg have frygtet dette at en som Kilmer, men under filmen sidder man ikke engang og tænker, ”hvor er det godt spillet”, for Kilmer er rollen så meget, at man ikke tænker på det som spil. Ja, Kilmer lægger såmænd også stemme til en del af Morrison’s sange, uden at man tænker over at det ikke lige er Morrison man hører.
Desværre finder jeg ikke selve filmen synderligt vellykket ellers. Historier halter for meget og har for mange spring i tid, der ikke kædes godt nok sammen, så filmen kommer af den grund ikke til at fremstå som en helhed. Handlingen fænger af den grund ikke som den burde og skulle have gjort, men bliver blot et fragmentarisk billede af et menneske, en stjerne, en tid, et band og alle de ting der hører dette til, uden at man får en klar fornemmelse af hvad der formede Morrison, gjorde ham til den han var eller hvor han var på vej hen, selv om vi dog mærker at vi hele vejen er på vej mod ”The End”.
Vi hører ganske lidt om hans baggrund, men man ved nu heller ikke meget om den, men et godt bud havde været ønskelig. Man ser kun i starten af filmen, at Morrison som dreng sammen med familien, kører fordi et biluheld, hvor en gammel indianer er involveret. Denne gamle indianer kommer siden til at fremstå som en form for shaman for ham. Et symbol på Morrison’s åndelige verden og hans spirituelle tilstand, påvirket af sprut og andre såkaldte ”bevidsthedsudvidende” stoffer, eller skal vi blot kalde dem euforiserende som næsten er to sider af sammen sag. Men denne symbolik finder jeg personligt ikke særlig god, og den kører for ensidigt på det billede, mens jeg indrømmet finder det poppet at give indianere denne åndelige rolle, hvad enten den så er sand for Morrison eller ej.
Filmen er ellers på mange andre måder lækkert lavet. Måden hvorpå kameraet i flere scener snurrer og suser rundt, for at synliggøre både den kaos der ofte er omkring sådanne bands, men endnu mere for at symbolisere Morrison’s påvirkede og psykedeliske tilstand, er fremragende og smukt lavet. Indimellem rammer Stone’s instruktion også en god fornemmelse for tiden den foregår i, så man næsten kan føle man er der, mens scenografien prøver at gøre resten for at skabe illusionen af hvad 60’erne var (eller også var) set igennem Stone’s øjne ud fra en rockstjernes synspunkt.
Filmens stærkeste triumf er i første og sidste ende musikken der spilles, men uden at vi ret ofte ser den skabt ud fra inspirationen. Det er så et problem for Stone som kunster, da han ikke får alvor formår at vise Morrison som den skabende kunster og en af musikhistorien største rockpoeter som han var. Musikken eksisterede jo allerede før længe før filmen og er ikke et ny bidrag til kunstens verden. Men god er den og den holder den dag i dag sin glød og sin dybe poetiske form, både i de mere stille numre og når The Doors med Morrison i forgrunden ”fyrer den af”.
Jeg har læst en lille sjov anekdote i forbindelse med ”The Doors” filmen og det er, at på et tidspunkt ser man i en scene hvor Morrison bliver fotograferet og hvor vi skal have illustrere Doors ”rise to fame” via aviser og samtidig Morrison’s sindstilstand og hans begyndende storhedsvanvid, en statue af Alexander Den Store, som Morrison skulle have sammenlignet sig selv med adskillige gange. Det sjove er, at Oliver Stone’s nye film jo netop handler om Alexander Den Stone. Tilfældigt?
27/08-2004
