1.

De fleste gengangere herinde på Scope ved velsagtens, at Quentin Tarantino er min absolutte yndlingsinstruktør. Denne prestigefyldte, men suveræn velfortjente plads erhvervede han sig, da jeg for et lille år siden så hans længe ventede Kill Bill Volume One. Filmen var en berusende, uforglemmelig og nærmest psykedelisk oplevelse, som straks blev en af mine yndlingsfilm, kun overgået af Tony Scotts True Romance, som Tarantino leverede manuskriptet til (I can see a pattern here). For nylig blev jeg den lykkelige ejer af Tarantinos tre første film, Håndlangerne, Pulp Fiction og Jackie Brown, på import dvd, hvor ekstramaterialet er enormt og yderst informativt. Jeg fik derfor en ubændig lyst til at (gen)skrive indlæg til disse film. Forhåbentlig går det bedre her anden gang.

Håndlangerne er en af filmhistoriens mest fantastiske og epokegørende debutfilm, hvor bagmanden var en ukendt filmelsker, der ikke havde fået sin uddannelse på et velanset filmuniversitet, men i en lille videoforretning, hvor han havde fri lejlighed til at se alle de film, som han lystede. Derfor besidder hans film også utallige filmiske referencer, udsprunget af Tarantinos kæmpe viden og afholdenhed. Grunden til at Tarantino er så elsket og idoliseret en filmskaber er, udover hans ubestridte og uopnåelige talent, at han kan ses som et bravureksempel for alle forhåbningsfulde up-coming filmmagere, der nu ved, at man ikke behøver at skulle deltage i intellektuelle filmkurser for at begå mesterværker. På den måde bringer Tarantino håb videre (ja ja, det lyder måske glorificerende, men sådan ser jeg det).

Denne film var med til at bringe det brede publikums opmærksomhed til independent-filmene, som ikke nødvendigvis er uforståelig art-film. For selvom Håndlangerne utvivlsomt er en kunstfilm, og hvor er det overdådigt kunst, så har den universal appel. Til masserne er den en superunderholdende og voldelig kupfilm, eller nærmere reaktioner og resultater heraf (kuppet ses aldrig). For analytikerne er den en superb og original film, der har haft en massiv indflydelse (naturligvis sammen med Tarantinos egen Pulp Fiction) på moderne film og dennes narrativ. I alle Tarantinos film er den kronologiske fremskridning blevet pillet fra hinanden og sammensat i Tarantinos helt unikke narration. I Pulp Fiction blev det mest gjort på grund af spænding og for at tilfører historien stærkere tiltrækningskraft. I Håndlangerne er det anvendt mere virtuost og vigtigt i historiens sammenhæng. Bare se indledningen med den famøse, og evig morsomt observerende, indledningsdialog omkring Madonnas Like a Virgin. Kameraet er i konstant bevægelse rundt om vores hovedpersoner, og det bibringer filmen energi, men viser også hvorledes personerne skal føle hinanden an. Lidt længere inde i scenen er kameraet roligt. Flokken sidder og snakker om alt mellem himmel og jord, men man kan sagtens høre, at dette er ren Tarantino dialog, genkendelig ved de naturalistiske emner, skarpe og vittige replikker og genial ordsammensætning. Dialogen er med til at gøre hver karakter individuel og livlig. Efter denne perfekte indledning kommer de legendariske credits med personerne gående i sorte jakkesæt i lidt hakkende slowmotion til George Baker Selection’s supercoole Little Green Bag. Sammensætningen af lyd og billede er ubeskriveligt, jeg elsker den scene højtidelig meget. Ren filmmagi. Røverne fremvises som hårdhærdede, effektive og ekstrem cool. Dette er dog selvindbildning fra deres side, for facaden krakelerer lynhurtigt, da Tarantino springer i kronologien, og vi ser en blødende Tim Roth på bagsædet af en bil. Vi ved, at noget er gået fuldstændig galt, men ikke hvad. Facaden var en illusion, som Harvey Keitel alligevel prøver at opretholde, da han senere kigger sig selv længe i spejlet og sætter hår, mens han prøver at få styr over situationen. Kan også ses ved hans fejlslagne forsøg på at tænde en lighter på en blæret måde.

Hvis man lytter til indledningssangens tekst, så får man hele filmens bagvedliggende handling serveret. ”Looking for some happiness, but there is only loneliness to find.” Karaktererne prøver at finde lykke, her igennem den materialistiske besættelse, som diamanterne giver. De ligger ikke mærke til livets andre (og vigtigere) værdier, som de enten har eller finder. Familiebåndet mellem Lawrence Tierney og Chris Penn. Det ældgamle, men varme venskab mellem Penn og Michael Madsen. Den udviklede interne respekt mellem Roth og Keitel, som senere kunne blive til venskab. Deres blindhed overfor disse værdier gør dem fortabte og tragedien er uundgåelig, det ved man fra første minut.

Harvey Keitel er hovedaktøren i denne tragedie, stærkt forfulgt af Roths historie. Efter denne er blevet skudt indsættes Keitel medvilligt i en beskytterrolle. En menneskelig kvalitet, som får ham til at føle sig levende og betydelig. Denne tvetydige besættelse visualiserer Tarantino perfekt i scenen, hvor Keitel står og snakker med Buscemi (uden spejlbillede), som er fokuseret på at løse situationen omkring røveriet. Kameraet opfanger både Keitel og hans spejlbillede, altså at han tænkere dybere end Buscemi, her på Roths velvære. Efter Roth indrømmer hans rolle som undercoverbetjent skyder Keitel ham, hvorefter han selv (sandsynligvis) bliver skudt. Slutningen er ret deprimerende, ikke på grund af de frarøvede menneskeliv, for skurkene fortjente det, men nærmere på grund af den psykiske fiasko. Keitel skyder ikke Roth fordi denne er rotten, men på grund af hans egen fortabte forsøg på næstekærlighed (igen, hør indledningssangens tekst). På trods af Keitels ihærdige og menneskelige forsøg, så kan han ikke godtgøre fortidens synder og leve op til sit alias, Mr. White, renhed.

Tim Roth er dog filmens mest tragiske karakter, der finder forståelse for forbryderne efter et længere tvunget ophold i deres miljø. Hans ideologiske tanker om at gøre verdenen til et retfærdigt sted fucker Tarantino fuldstændig op, da han lader Roth skyde en civil, som i selvforsvar sårede ham. Desuden er han en passiv tilskuer, mens Keitel skyder to betjente. Hans færden i forbrydermiljøet har gjort ham så forskruet og handlingslammet, at han har mistet realitetssansen og ophøjer sig selv. Tarantino viser dette i en mageløs morsom scene, hvor Roth har lært en underholdende anekdote ud af hovedet, som han skal imponere forbryderne med. Under fortællingen er der en genial krydsklipning mellem hans første forsøg for sig selv, fremvisningen for chefen, forestillingen for forbryderne og slutteligt hans egen vision. Tarantino viser os, hvor meget Roths karakter lever sig ind i rollen, og da han slutteligt står i situationen og fortæller det til politimændene i historien (blændende fotograferet) har han mistet kontakten. Anekdoten visualiseres stiliriseret for dramatikkens skyld, altså i stil med hans dramatiske fremførelse og iscenesættelse af situationen. Roth er indfanget i forbrydermiljøet, hvor han selv kan skabe sin facade, en magt som han ikke vil undvære.

I scenen, lige inden Roth hentes af Penn, står han i sin lejlighed og gør sig klar. Efter at have påmonteret sig endeløse våben og en forlovelsesring (et sidste desperat forsøg på tilbagevendende menneskelighed?) kigger han sig selv i spejlet og giver en lille peptalk. Her beder han til sin egen kølighed og overlegenhed, i stedet for til de højere magter, hvor der på væggen ved siden af ham hænger et kors. En egoistisk handling selvforskyldt i undergang? Opdelingen mellem helte og skurke, her politi kontra røverne, er ganske udflydende, da man ser en manisk betjent (spillet af Tarantinos faste producent, Lawrence Bender) skyde løs efter Buscemi kørende i offentligheden. Denne manglende stillingtagen til retfærdighed i menneskeform er med til at gøre filmen endnu mere brutal og deprimerende.

Håndlangerne er blevet beskyldt for at være ulidelig voldelig og udpenslet. Det finder jeg ganske malplaceret, for selvom den er brutal, så er det jo en del af filmens univers, og Tarantino kender grænsen (noget som mange andre instruktører ikke gør). Det handler jo ikke ligefrem om en børnehave-tur til zoologisk have, men foregår i et forbrydermiljø med en anden form for moralisering. Et element, som Tarantino altid arbejder med. Ikke fordi filmen(e) er positiv formidlende omkring denne brutale verden, men voldsglorificerende er den langtfra heller ikke. Det er en nødvendig del af filmens fortælling og handling. Men det er altså heller ikke så slemt som påstået. Den notoriske scene med det afskåret ører har skræmt folk, mere på grund af dens suggestive fremvisning (ifølge Tarantino inspireret af Hitchcock) og den kontrapunktiske musik. På dvd-skiven er der en alternativ scene, hvor man ser Madsen skære øret af meget udpenslet. Selvom det er ulækkert at se, så ville det ikke have ramt så hårdt som Tarantinos udladelse af handlingen.

Fotograferingen er helt fantastisk. Original og tålmodig med de lange montager, noget der gør filmen mere nærgående. Filmens lave budget taget i betragtning, så er Håndlangerne et af de ultimative bedst filmede mesterværker, hvis banebrydende stil har dannet kutyme. Detaljemættet og symbolsk. Hver og en af skuespillerne fortjener ros for deres præstation, for de gør alle sammen et fremragende stykke arbejde. Især Michael Madsen bør dog fremhæves for sit psykopatiske spil, som ikke lader Joe Pesci meget efter.

Det, som er med til at gøre Håndlangerne så perfekt som den er, er musikken. Tarantinos brug af ældre hits er mesterlig retro, er og vil aldrig blive overgået. Om det er kontrapunktisk eller ren beskrivende medfortæller er lige meget, jeg kan ikke sætte ord på hvor sindssyg velvalgt og kunstnerisk det er. Filmen besidder (både ifølge mig og Empire Magazine, nok også mange andre) en af alle tiders bedste soundtracks. Eviggyldigt smukt (ja, virkelig!).

Håndlangerne er en af den slags film, som jeg har lyst til at se nærmest konstant. Genopleve den atypiske og originale historie, høre det perfektible og ophøjede musik, lytte til den knivskarpe og sublime Tarantino-dialog, som kun han kan skrive. Den bliver bedre og bedre for hver gang. Håndlangerne er et betydeligt mesterværk, som skal ses, sanses og for evigt huskes. Tarantinos bedste film efter Kill Bill Volume One. Og jeg kan bare ikke komme over, at dette er hans første film! Jeg bøjer mig dybt i støvet.