Camareros!
2.0
Ken Loach behandler den nicaraguanske borgerkrig i sin nye film "Carlas song".
Den engelske instruktør Ken Loach er en af de få instruktører i moderne film, som laver politiske film ud fra en fast politisk overbevisning. Loach er socialist med stort S, og det ses på filmene, som tit lyder meget fodformede, når man får handlingen refereret. Men heldigvis er Loach også realist, og på mystisk vis har han en evne til at puste liv og glød i emner, der ellers kalder på klichéer og oplagte fjendebilleder. Mest bemærkelsesværdigt i "Land and Freedom", hvor den spanske borgerkrig blev skildret ikke kun som en krig mellem de gode og de onde, men også mellem forskellige fraktioner på demokraternes side.
Eksotiske romancer
Hans nye film, "Carlas Song", bygger videre på et motiv fra "Ladybird, Ladybird": Den helt almindelige englænder, som forelsker sig i en politisk flygtning på trods af alle barrierer. Hovedpersonen George (spillet af Robert Carlyle fra "Riff-Raff") er en anarkistisk buschauffør i Glasgow. En dag redder han den nicaraguanske pige Carla fra en emsig billetkontrollør. Han opsøger hende igen, selv om han egentlig snart skal giftes, og inden længe har han forelsket sig i hende. Han indstallerer hende i en vens lejlighed, og dropper sin kæreste. Men Carla er dybt traumatiseret af sine oplevelser under den nicaraguanske borgerkrig, og prøver at begå selvmord. Det ender med, at George og Carla rejser til Nicaragua for at finde ud af, hvad der er blevet af Carlas tidligere kæreste Antonio, som er blevet smadret af contra'erne. Her møder de amerikaneren Bradley (Scott Glenn), og både den latinamerikanske livsglæde og krigens ubarmhjertighed.
Den gode vilje
Der er ingen tvivl om, at Loach har en god "Sag". Amerikanernes involvering og financiering af contrabevægelsen var en svinestreg af rang, og er et oplagt emne at lave film om. Men på en eller anden måde er det som om, at den gode vilje har skygget for Loachs evne til at blæse liv i vanskelige problemstillinger. Ind i mellem glimter hans evne til at fange små realistiske detaljer med stor poetisk værdi, men andre gange bliver der smurt for tykt på i skildringen af de livsglade nicaraguanere og de onde contraer. Der er grænser for hvor mange gange det er spændende at se indfødte spille festlig musik og danse, og det er vel trods alt næppe alle fra nicaragua, der græder glædestårer, når talen falder på det revolutionære sammenhold. Vi kan alle blive enige om, at krig og tortur er en frygtelig ting, men der bliver noget firkantet og forudsigeligt - man kan næsten sige Hollywoodsk - over personskildringen, når konflikten står mellem de stakkels udpinte og skamferede revolutionære og de onde, minesprængende og voldtagende contra'er. Det er venstrefløjens rigtige meninger og slet skjulte revolutionsromantik, som køres frem, og det er sikkert både rigtigt og vigtigt nok, men vi vil se det behandlet og diskuteret oppe på lærredet, ikke bare postuleret. Det bliver ikke bedre af, at det ikke lykkedes Oyanka Cabezas at give Carla-figuren meget andet end et mut smil og en dårlig accent, og af, at Hollywoodskuespilleren Scott Glenn er decideret rædselsfuld som den nu omvendte CIA-spion Bradley.
Det er klart i filmens første halvdel, skildringen af Glasgow, buschaufførerne, pub'erne og Roberts vaklen mellem kæresten og den eksotiske Carla, at filmen har sin styrke. Robert Carlyle er god som George, og trods alt mærker man stadig den urokkelige sympati for sine figurer, der er Ken Loachs adelsmærke. Men man er kommet til at forvente endnu mere fra Loach.
Den engelske instruktør Ken Loach er en af de få instruktører i moderne film, som laver politiske film ud fra en fast politisk overbevisning. Loach er socialist med stort S, og det ses på filmene, som tit lyder meget fodformede, når man får handlingen refereret. Men heldigvis er Loach også realist, og på mystisk vis har han en evne til at puste liv og glød i emner, der ellers kalder på klichéer og oplagte fjendebilleder. Mest bemærkelsesværdigt i "Land and Freedom", hvor den spanske borgerkrig blev skildret ikke kun som en krig mellem de gode og de onde, men også mellem forskellige fraktioner på demokraternes side.
Eksotiske romancer
Hans nye film, "Carlas Song", bygger videre på et motiv fra "Ladybird, Ladybird": Den helt almindelige englænder, som forelsker sig i en politisk flygtning på trods af alle barrierer. Hovedpersonen George (spillet af Robert Carlyle fra "Riff-Raff") er en anarkistisk buschauffør i Glasgow. En dag redder han den nicaraguanske pige Carla fra en emsig billetkontrollør. Han opsøger hende igen, selv om han egentlig snart skal giftes, og inden længe har han forelsket sig i hende. Han indstallerer hende i en vens lejlighed, og dropper sin kæreste. Men Carla er dybt traumatiseret af sine oplevelser under den nicaraguanske borgerkrig, og prøver at begå selvmord. Det ender med, at George og Carla rejser til Nicaragua for at finde ud af, hvad der er blevet af Carlas tidligere kæreste Antonio, som er blevet smadret af contra'erne. Her møder de amerikaneren Bradley (Scott Glenn), og både den latinamerikanske livsglæde og krigens ubarmhjertighed.
Den gode vilje
Der er ingen tvivl om, at Loach har en god "Sag". Amerikanernes involvering og financiering af contrabevægelsen var en svinestreg af rang, og er et oplagt emne at lave film om. Men på en eller anden måde er det som om, at den gode vilje har skygget for Loachs evne til at blæse liv i vanskelige problemstillinger. Ind i mellem glimter hans evne til at fange små realistiske detaljer med stor poetisk værdi, men andre gange bliver der smurt for tykt på i skildringen af de livsglade nicaraguanere og de onde contraer. Der er grænser for hvor mange gange det er spændende at se indfødte spille festlig musik og danse, og det er vel trods alt næppe alle fra nicaragua, der græder glædestårer, når talen falder på det revolutionære sammenhold. Vi kan alle blive enige om, at krig og tortur er en frygtelig ting, men der bliver noget firkantet og forudsigeligt - man kan næsten sige Hollywoodsk - over personskildringen, når konflikten står mellem de stakkels udpinte og skamferede revolutionære og de onde, minesprængende og voldtagende contra'er. Det er venstrefløjens rigtige meninger og slet skjulte revolutionsromantik, som køres frem, og det er sikkert både rigtigt og vigtigt nok, men vi vil se det behandlet og diskuteret oppe på lærredet, ikke bare postuleret. Det bliver ikke bedre af, at det ikke lykkedes Oyanka Cabezas at give Carla-figuren meget andet end et mut smil og en dårlig accent, og af, at Hollywoodskuespilleren Scott Glenn er decideret rædselsfuld som den nu omvendte CIA-spion Bradley.
Det er klart i filmens første halvdel, skildringen af Glasgow, buschaufførerne, pub'erne og Roberts vaklen mellem kæresten og den eksotiske Carla, at filmen har sin styrke. Robert Carlyle er god som George, og trods alt mærker man stadig den urokkelige sympati for sine figurer, der er Ken Loachs adelsmærke. Men man er kommet til at forvente endnu mere fra Loach.
19/11-2018
