klassisk berettermodel

Joel Schumachers første kulmination med en John Grisham roman affødte den kedelige og uophidsende Klienten. Schumachers andet forsøg fungerer mere vellykket (højst sandsynligt takket være en god adaption af den talentfulde manuskriptforfatter Akiva Goldsman), selvom det evig aktuelle og interessante præmis ikke udnyttes optimalt, og vi står tilbage med en omgang ordinær Hollywood-spænding af den strømlinet, men effektive slags. A Time To Kill (Schumachers subjektive mening skinner klart igennem i titlen og resten af filmen) rejser nogle signifikante spørgsmål om racisme og selvtægt, men disse alvorlige emner behandles ikke med omhu, ja nærmest skødesløst, men tilsidesættes i underholdningens navn. Dette gør, at jeg sidder tilbage med en ambivalent følelse efter filmens slutning, for A Time To Kill er en spændende og veldrejet retssalsfilm, der desværre ikke tager sit emne så alvorligt, som den helt klart burde gøre. Hvis Schumacher havde vist den samme dedikation og ambitiøse mål, som Alan Parker gjorde med Mississippi Burning, så kunne A Time To Kill have været en virkningsfuld og tankevækkende film, som den ikke er nu.

Persongalleriet er ekstensivt, fængende og nogenlunde nuanceret. Matthew McConuaghey har jeg altid set som en interessant skuespiller, der dog aldrig rigtig har vist sit værd andet end i Bill Paxtons skræmmende og fremragende instruktørdebut, Frailty. Jeg mener, at man bag hans ansigt kan se en dybde i karakteren, men det kan være, jeg forleder mig selv, og at den slet ikke er til stede. Hvis han bliver ved med at tage disse glatte roller må jeg velsagtens bare give op. Her er han dog god i hovedrollen som den unge advokat, hvis bagvedliggende intention om at tage mordsagen ikke bunder i blæret opvisning i erhvervets formåen, men fordi han vil redde sig selv. Derved bliver karakteren mere spændende end først antaget, da han ikke er fejlfri eller på nogen måder den helt, som folk gør ham til. Filmen er yderst stjernebesat, hvoraf flere drukner i mængden, blandt andet en lidt rutinepræget Kevin Spacey. Men ellers fungerer skuespillet ganske fint.

Uden at komme ind på min egen personlige mening om selvtægt, så vil jeg sige, at filmen er for forsimplet og unuanceret indenfor dette område, hvor Schumachers stillingtagen er ganske forudsigelig, ligesom flere dele af filmen. Stedvis er den dog rystende i dens beskrivelse af bestialske gerninger udført af mennesket, men bliver aldrig, som førnævnt, tankevækkende. Noget, som emnet ellers klart ligger op til, men Schumachers instruktion er for overfladisk. Meget overraskende, at det er den samme mand, som lavede den indfølte og højst anbefalelsesværdige Tigerland.