når alderen trykker
3.0
Instruktøren Nancy Meyers lavede for nogle år siden den morsomme, men overlange What Women Want, der besad en forrygende Mel Gibson i topform og kvindetøj. Med Gibsons charme blev filmen en fint underholdende sag, der dog hurtig var glemt. I Something’s Gotta Give (kan ikke rigtig regne titlen ud, måske noget med at gå på kompromis) fortsætter hun med at analysere forholdet mellem mænd og kvinder. Her har hun allieret sig med Jack Nicholson i hovedrollen, som den midaldrende skørtejæger, der kun er til kvinder under 30. Forudsigeligt nok får dette ham til at føle sig ung, altså er han en slags aldersbenægtende individ, der aldrig har mødt den ægte kærlighed. Dette manifesteres igennem musikken (tonerne er komponeret af en lidt for afslappet, men altid dygtig Hans Zimmer), hvor man i begyndelsen af filmen hører glatte og overfladiske popsange uden tyngde eller decideret tema. Mens Nicholson indser fascinationen og den opbyggede kærlighed for Keaton skifter musikken også stil, hvor den nu går i retningen af klassisk og får en rørende temamelodi. Et ganske snedigt træk fra Meyers og Zimmer.
Something’s Gotta Give er blevet solgt på associationerne mellem Nicholsons karakter i filmen og Nicholson som virkelig person. Desuden gik der rygter om, at Nicholson og Keaton havde en offscreen romance. Jeg finder det tvivlsomt, da det lyder som et kommercielt stunt, men kemien mellem de to er ubenægtende til stede. Især Keaton spiller fremragende og indfølt, mens Nicholson er mere tilbagelænet og afslappet og kører den lidt hjem på den velfungerende rutine. Filmen besidder en alt for tyk og tydelig symbolik, men Meyers er nu ikke helt ueffen i hendes beskrivelse i vores nutidige kærlighedsliv. Opvågningsøjeblikket for dem begge kommer, da de chatter med hinanden over computeren. Det er paradoksalt, at vi i disse teknologifikserede tider har lettere ved at lette vores hjerte og bekende vores tanker og ønsker på skrift i stedet for direkte til den anden person. Dette giver dog bagslag for dem senere hen, hvor de begge ønsker at skrive, at de savner hinanden, men ikke gør det. Den upersonlige misforståelse sejrer.
Filmens første halvdel er frisk, morsom og ganske medrivende. Cirka halvvejs slår den desværre over i kvalmende sentimentalitet og forudsigelige intriger og plottwists. Desuden fandt jeg slutningen ganske forfærdelig med dens uretfærdige og urealistiske afslutning på kærlighedshistorien. Jeg ved godt, at dette er en letbenet og varmhjertet romantisk komedie med dramatiske undertoner, men i min verden fortjener Nicholson ikke kærligheden. Forløsning må have været nok fortjeneste for ham efter hans bestræbelser på at finde sig selv, men han får også Keaton på en højst umotiveret måde ”Han (Keanu Reeves, som står tilbage som filmens taber), kunne se, at jeg stadig var forelsket i dig.” Dåselatter og kvalm fornemmelse. Something’s Gotta Give er alligevel en udmærket film, uforpligtende underholdning i den lette ende.
Something’s Gotta Give er blevet solgt på associationerne mellem Nicholsons karakter i filmen og Nicholson som virkelig person. Desuden gik der rygter om, at Nicholson og Keaton havde en offscreen romance. Jeg finder det tvivlsomt, da det lyder som et kommercielt stunt, men kemien mellem de to er ubenægtende til stede. Især Keaton spiller fremragende og indfølt, mens Nicholson er mere tilbagelænet og afslappet og kører den lidt hjem på den velfungerende rutine. Filmen besidder en alt for tyk og tydelig symbolik, men Meyers er nu ikke helt ueffen i hendes beskrivelse i vores nutidige kærlighedsliv. Opvågningsøjeblikket for dem begge kommer, da de chatter med hinanden over computeren. Det er paradoksalt, at vi i disse teknologifikserede tider har lettere ved at lette vores hjerte og bekende vores tanker og ønsker på skrift i stedet for direkte til den anden person. Dette giver dog bagslag for dem senere hen, hvor de begge ønsker at skrive, at de savner hinanden, men ikke gør det. Den upersonlige misforståelse sejrer.
Filmens første halvdel er frisk, morsom og ganske medrivende. Cirka halvvejs slår den desværre over i kvalmende sentimentalitet og forudsigelige intriger og plottwists. Desuden fandt jeg slutningen ganske forfærdelig med dens uretfærdige og urealistiske afslutning på kærlighedshistorien. Jeg ved godt, at dette er en letbenet og varmhjertet romantisk komedie med dramatiske undertoner, men i min verden fortjener Nicholson ikke kærligheden. Forløsning må have været nok fortjeneste for ham efter hans bestræbelser på at finde sig selv, men han får også Keaton på en højst umotiveret måde ”Han (Keanu Reeves, som står tilbage som filmens taber), kunne se, at jeg stadig var forelsket i dig.” Dåselatter og kvalm fornemmelse. Something’s Gotta Give er alligevel en udmærket film, uforpligtende underholdning i den lette ende.
04/09-2004
