kvalmende patosrealisme

Mænd af Ære er baseret på den virkelige historie om Brashea, den første farvede i søværnets historie, som blev dykker. Denne slags film, der skal beskrive en faktuel person på en filmisk gribende måde, kan være en inspirerende og rørende oplevelse, mens der oftest desværre tangeres til heltedyrkelse og udeblivelse af de dårlige menneskelige sider. Denne film hører til den sidste kategori, hvor fortællingen om Brashea er forfærdelig snæversyndet og naiv. Filmen er ikke en hyldest til Brashea som person og dennes opnåelser, men en skrækkelig opvisning i tyndslidte Hollywood-klicheer og uoriginalitet.

Cuba Gooding, Jr. gør virkelig sit bedste i hovedrollen som den stædige mand, der må gå så meget lort igennem for at opretholde løftet til sin fader og derved beære hans minde. Hans ideologiske opførsel grænser sig flere gange til det fordummende, mens den psykiske fremdrift er ekstrem flad og utroværdig. Vi kommer virkelig aldrig ind under huden på hovedpersonen, og selvom Gooding, Jr. er sympatisk nok, så er det direkte pinlig i de sekvenser, hvor han nærer af sin stædighed for at vise sit værd. Der er en verden til forskel mellem Gooding, Jr.’s præstation her og til den oscarbelønnede birolle i Cameron Crowes lidt sentimentale, men medrivende Jerry Maguire. Ligeledes er det deprimerende at se en alt andet end veloplagt Robert De Niro i birollen som den hårde og racistiske chef, der naturligvis bløder op og hjælper til sidst vores helt. De Niro er rutinepræget med en elendig accent, og man tager sig selv flere gange i at grine af hans præstation. Man ignorerer associationer til rollerne i Scorseses film, for det kan da umuligt være den samme mand. De Niro kan dog stadig fremmane autoritet, men hans karriere er kun gået ned af bakke de sidste mange år med den ene ligegyldige rolle efter den anden.

Instruktøren George Tillman, Jr. er rimelig fokuseret på, hvad han vil fortælle, men gør det så klichefyldt og ufængende, at man som publikum allerede er stået af efter den flotte indledningssekvens. Han giver os her et unuanceret billede af racediskriminationen, som på intet tidspunkt griber og/eller skræmmer en. Mænd af Ære benytter sig faktisk flere steder, utilsigtet, af omvendt racisme, hvor de hvide mænd er nogle forbandede svin, mens de sorte er evig gode. Som førnævnt, unuanceret og enøjet. Filmen er nydelig produceret med nogle enkelte flotte billeder, men spændingen er fantastisk uophidsende og forudsigelig. Ligeledes er musikken overeksponeret og dybt glorificerende og filmen er fragmentarisk sammenklippet uden det rette flow. Desuden får personerne i filmen fyret en ordentlig røvfuld umotiverede handlinger af.

Mænd af Ære irriterer mig virkelig med dens forherligende og sentimentale stemning, der, nærmest uden at vide det, taler ned til publikum og nedværdiger vores intelligens med dens latterlige fremstilling af virkeligheden (kommer fra en der synes Pearl Harbor er god). Man sidder hele tiden og venter på den gode film, som er lige rundt om hjørnet, da historien utvivlsomt har tiltrækningskraft og filmisk appeal. Den kommer bare aldrig, og i stedet for at være inspirerende, så er filmen bare moraliserende på den irriterende måde. Den er virkelig tæt på at få bundkarakter, men den sniger sig op på de to stjerner, da intentionerne har været reelle.