..Ondskabens enigma..
5.0
- spoilers -
Når det drejer sig om filmisk udforskning af menneskets mørke sider, er der især to instruktører der umiddelbart falder mig ind. Cronenberg er den ene - bestemt en af de mest unikke og originale instruktører nogensinde. Han er ekspert i de surreelle mareridt, der på én gang frastøder og fascinerer med den konsekvente ”bodyhorror”.
Polanski er den anden - en efter min mening mere ujævn instruktør end Cronenberg, men til gengæld mere subtil og uden tvivl blandt verdens absolut bedste, når inspirationen og motivationen er tilstede.
Den røde tråd gennem Polanskis film er udforskningen af ondskab og forfald - et dystert studie skildret i vidt forskellige områder.
I ”Rosemarys Baby” var djævletilbedere under luppen (uanset om filmen tolkes umiddelbart, eller som en illusion skabt af en paranoid og ustabil kvinde).
I ”Chinatown” lærte Jack Nicholson på grusom vis, at verden er brutal, og at empati kan være uhyre smerteligt i et korrupt samfund.
Shakespeares ”Macbeth” var naturligvis også en oplagt filmatiseringsmulighed for Polanski, da værket i særdeleshed omhandler forfald og skæbnesvangre ambitioner.
”Death and the Maiden” opfatter jeg personligt som et underkendt mesterværk. Her er mørket repræsenteret af Ben Kingsley - en mand der ligesom John Huston i ”Chinatown” har udført umenneskelige handlinger under ”særlige” omstændigheder. En usædvanligt skarp film!
Og så er der selvfølgelig den nyere ”semi-selvbiografiske” ”The Pianist” hvor ondskaben vist ikke behøver nærmere præcisering. Jeg har udeladt nogle stykker (må skamfuldt erkende, at jeg stadig har ”Repulsion” til gode), men alle førnævnte film er eksempler på Polanskis konsekvente tematiske tilgang. Og ”The Ninth Gate” som er en filmatisering af Pérez-Reverte’s ”Dumas Klubben” er bestemt ingen undtagelse.
I hovedrollen som den kæderygende ”bog-detektiv” Dean Corso, leverer Johnny Depp en utrolig afdæmpet præstation. Depp er blevet beskyldt for at fremstå uengageret, men efter min mening har han fanget den apatiske udtryksform perfekt.
Desuden er Frank Langella eminent som den kultiverede Boris Balkan - en karakter der gemmer et brutalt udyr bag det civiliserede ydre. Og sidst men ikke mindst er Polanskis kone Emmanuelle Seigner noget nær perfekt castet som den dæmoniske hjælper. Hendes hurtige svar, den utilpassede facon og naturligvis de grønne øjne, omkranser hendes karakter med en velovervejet mystik.
Filmens fokus er centreret omkring Corso’s skæbnesvangre opdagelser. Hans mission er at sammenligne de tre eneste eksemplarer af ”The Nine Gates of The Kingdom of Shadows” - bøger der efter sigende er skrevet i kollaboration med selveste Satan. Corso påtager sig arbejdet udelukkende for pengenes skyld, men under de mørke studier opdager han en satanisk gåde, skjult i de tre bøger. Men i takt med at Corso intensiverer sin søgning, bliver arbejdet mere mystisk, for ikke at sige direkte livsfarligt!
Filmens genremæssige tilhørsforhold er usædvanligt svært at definere. Der er mange tydelige noir-elementer - farverne, antihelten, femme fatale-karaktererne o.s.v. Men Polanski har flettet dette ind i en okkult kontekst, hvilket bevirker at filmen kan karakteriseres som noget i stil med ”Rosemarys Baby” møder ”Chinatown”. Dette tror jeg personligt, har været årsag til nogle af de negative anmeldelser - for selvom filmen har skær af uhygge, er den ikke nært så renskåret som ”Rosemarys Baby” og derfor naturligvis ikke ligeså uhyggelig i den umiddelbare forstand. Så folk der forventede ”Rosemarys Baby 2” blev velsagtens skuffede, men denne genrehybrid tiltaler min personlige smag, og jeg fandt bestemt filmen fascinerende fra start til slut.
Filmens fascinationskraft skyldes i høj grad Polanski, men bestemt også resten af de kompetente filmfolk. Jeg tænker især på Darius Kondji, som har sørget for en ualmindeligt imponerende og fængende billedside - mørk, støvet og noget af det mest atmosfærefyldte jeg nogensinde har set! Desuden har Wojciech Kilar (som også eksponerede sit musikalske talent i Bram Stokers ”Dracula”), skabt et noget nær genialt score. Velvalgt og stemningsfyldt musik gennem hele filmen, og til tider ganske gåsehudsfremkaldende.
Der er to yderst centrale punkter i ”The Ninth Gate”. Det ene er Dean Corso’s udvikling, dvs. den besættelse der langsomt fylder mere og mere i hans sind. I starten af filmen er Corso udelukkende optaget af rent verdslige interesser - han er kynisk, usympatisk og egoistisk, men bestemt ikke en utroværdig karakter. Som han selv påpeger, bekymrer han sig ikke om satan, men derimod om sine procenter, og han falder såmænd også i søvn under Balkans foredrag.
Men efterhånden som Corso indser, at de tre bøger rummer en metafysisk gåde, bliver pengene nedprioriteret - i stedet søger Corso nu INDSIGT og MAGT. Og netop dette aspekt leder tankerne hen på en decideret (!) faustisk handel. Corso bliver i løbet af filmen rede til at forkaste alle jordiske lænker, menneskelige relationer og selve sjælen for at træde gennem ”The Ninth Gate”. Den gradvise udvikling bemærkes eksempelvis på flyet, hvor Corso siger: ”“Someone’s playing a game with me” og bliver mødt med svaret: ““Of course, you’re part of it - and you’re getting to like it”. Eller da Corso har mødt Kessler, og hun udbryder: “Get out before it’s too late!” og Corso svarer: “I’m afraid it already is”. Denne korrumpering af mennesket er et klassisk Polanski-tema.
Et andet centralt punkt, er det faktum at Corso er den ”udvalgte”, og ikke Balkan eller Telfer - som jo har studeret satan hele deres liv. Hvorfor denne ”uindviede” karakter? Jeg tror personligt, at Polanski bruger Dean Corso som et billede på mennesket i al dets almindelighed - naturligvis gennem en kynisk optik. En mand med mange laster (kæderygning, whisky, farlige kvinder etc.) men ikke en satanist som Balkan eller Telfer. Via Corso-karakteren påviser Polanski hvor uhyggeligt nemt, menneskeligheden korrumperes - ligesom Cassavetes i ”Rosemarys Baby”, ligesom Huston i ”Chinatown”, ligesom Kingsley i ”Death and the Maiden” o.s.v.
Et andet spørgsmål man kan stille, mens man ser ”The Ninth Gate” er: Hvem dælen er ”god”? Der er masser af satanister, egoister og mordere, men ikke den hellige kristne modpart, der ellers ofte er inkluderet i okkulte film. Mørket er næsten atomfavnende, og mens Corso forsøger at løse gåden, bliver tilskueren holdt i et jerngreb - lige til den kryptiske og flertydige slutning. Og netop slutningens ambiguitet synes jeg personligt, bevarede filmens elegante mystik. Jeg kan til dels følge de folk, der opfattede de sidste minutter som antiklimaktiske, men Corso’s rejse mod mørket, bør efter min mening ikke skildres eksplicit. Tværtimod lægger den åbne slutning op til adskillige tolkninger (se eks. IMDB).
Nej, det er bestemt ikke et videre positivt syn, Polanski har på mennesket, men han har også oplevet flere tragedier end ét menneske burde, og derfra må hans fascination af de mørke sider stamme. Og deri har Polanski en noget nær uudtømmelig inspirationskilde - der når den benyttes korrekt - placerer Polanski blandt verdens absolut bedste instruktører!
Når det drejer sig om filmisk udforskning af menneskets mørke sider, er der især to instruktører der umiddelbart falder mig ind. Cronenberg er den ene - bestemt en af de mest unikke og originale instruktører nogensinde. Han er ekspert i de surreelle mareridt, der på én gang frastøder og fascinerer med den konsekvente ”bodyhorror”.
Polanski er den anden - en efter min mening mere ujævn instruktør end Cronenberg, men til gengæld mere subtil og uden tvivl blandt verdens absolut bedste, når inspirationen og motivationen er tilstede.
Den røde tråd gennem Polanskis film er udforskningen af ondskab og forfald - et dystert studie skildret i vidt forskellige områder.
I ”Rosemarys Baby” var djævletilbedere under luppen (uanset om filmen tolkes umiddelbart, eller som en illusion skabt af en paranoid og ustabil kvinde).
I ”Chinatown” lærte Jack Nicholson på grusom vis, at verden er brutal, og at empati kan være uhyre smerteligt i et korrupt samfund.
Shakespeares ”Macbeth” var naturligvis også en oplagt filmatiseringsmulighed for Polanski, da værket i særdeleshed omhandler forfald og skæbnesvangre ambitioner.
”Death and the Maiden” opfatter jeg personligt som et underkendt mesterværk. Her er mørket repræsenteret af Ben Kingsley - en mand der ligesom John Huston i ”Chinatown” har udført umenneskelige handlinger under ”særlige” omstændigheder. En usædvanligt skarp film!
Og så er der selvfølgelig den nyere ”semi-selvbiografiske” ”The Pianist” hvor ondskaben vist ikke behøver nærmere præcisering. Jeg har udeladt nogle stykker (må skamfuldt erkende, at jeg stadig har ”Repulsion” til gode), men alle førnævnte film er eksempler på Polanskis konsekvente tematiske tilgang. Og ”The Ninth Gate” som er en filmatisering af Pérez-Reverte’s ”Dumas Klubben” er bestemt ingen undtagelse.
I hovedrollen som den kæderygende ”bog-detektiv” Dean Corso, leverer Johnny Depp en utrolig afdæmpet præstation. Depp er blevet beskyldt for at fremstå uengageret, men efter min mening har han fanget den apatiske udtryksform perfekt.
Desuden er Frank Langella eminent som den kultiverede Boris Balkan - en karakter der gemmer et brutalt udyr bag det civiliserede ydre. Og sidst men ikke mindst er Polanskis kone Emmanuelle Seigner noget nær perfekt castet som den dæmoniske hjælper. Hendes hurtige svar, den utilpassede facon og naturligvis de grønne øjne, omkranser hendes karakter med en velovervejet mystik.
Filmens fokus er centreret omkring Corso’s skæbnesvangre opdagelser. Hans mission er at sammenligne de tre eneste eksemplarer af ”The Nine Gates of The Kingdom of Shadows” - bøger der efter sigende er skrevet i kollaboration med selveste Satan. Corso påtager sig arbejdet udelukkende for pengenes skyld, men under de mørke studier opdager han en satanisk gåde, skjult i de tre bøger. Men i takt med at Corso intensiverer sin søgning, bliver arbejdet mere mystisk, for ikke at sige direkte livsfarligt!
Filmens genremæssige tilhørsforhold er usædvanligt svært at definere. Der er mange tydelige noir-elementer - farverne, antihelten, femme fatale-karaktererne o.s.v. Men Polanski har flettet dette ind i en okkult kontekst, hvilket bevirker at filmen kan karakteriseres som noget i stil med ”Rosemarys Baby” møder ”Chinatown”. Dette tror jeg personligt, har været årsag til nogle af de negative anmeldelser - for selvom filmen har skær af uhygge, er den ikke nært så renskåret som ”Rosemarys Baby” og derfor naturligvis ikke ligeså uhyggelig i den umiddelbare forstand. Så folk der forventede ”Rosemarys Baby 2” blev velsagtens skuffede, men denne genrehybrid tiltaler min personlige smag, og jeg fandt bestemt filmen fascinerende fra start til slut.
Filmens fascinationskraft skyldes i høj grad Polanski, men bestemt også resten af de kompetente filmfolk. Jeg tænker især på Darius Kondji, som har sørget for en ualmindeligt imponerende og fængende billedside - mørk, støvet og noget af det mest atmosfærefyldte jeg nogensinde har set! Desuden har Wojciech Kilar (som også eksponerede sit musikalske talent i Bram Stokers ”Dracula”), skabt et noget nær genialt score. Velvalgt og stemningsfyldt musik gennem hele filmen, og til tider ganske gåsehudsfremkaldende.
Der er to yderst centrale punkter i ”The Ninth Gate”. Det ene er Dean Corso’s udvikling, dvs. den besættelse der langsomt fylder mere og mere i hans sind. I starten af filmen er Corso udelukkende optaget af rent verdslige interesser - han er kynisk, usympatisk og egoistisk, men bestemt ikke en utroværdig karakter. Som han selv påpeger, bekymrer han sig ikke om satan, men derimod om sine procenter, og han falder såmænd også i søvn under Balkans foredrag.
Men efterhånden som Corso indser, at de tre bøger rummer en metafysisk gåde, bliver pengene nedprioriteret - i stedet søger Corso nu INDSIGT og MAGT. Og netop dette aspekt leder tankerne hen på en decideret (!) faustisk handel. Corso bliver i løbet af filmen rede til at forkaste alle jordiske lænker, menneskelige relationer og selve sjælen for at træde gennem ”The Ninth Gate”. Den gradvise udvikling bemærkes eksempelvis på flyet, hvor Corso siger: ”“Someone’s playing a game with me” og bliver mødt med svaret: ““Of course, you’re part of it - and you’re getting to like it”. Eller da Corso har mødt Kessler, og hun udbryder: “Get out before it’s too late!” og Corso svarer: “I’m afraid it already is”. Denne korrumpering af mennesket er et klassisk Polanski-tema.
Et andet centralt punkt, er det faktum at Corso er den ”udvalgte”, og ikke Balkan eller Telfer - som jo har studeret satan hele deres liv. Hvorfor denne ”uindviede” karakter? Jeg tror personligt, at Polanski bruger Dean Corso som et billede på mennesket i al dets almindelighed - naturligvis gennem en kynisk optik. En mand med mange laster (kæderygning, whisky, farlige kvinder etc.) men ikke en satanist som Balkan eller Telfer. Via Corso-karakteren påviser Polanski hvor uhyggeligt nemt, menneskeligheden korrumperes - ligesom Cassavetes i ”Rosemarys Baby”, ligesom Huston i ”Chinatown”, ligesom Kingsley i ”Death and the Maiden” o.s.v.
Et andet spørgsmål man kan stille, mens man ser ”The Ninth Gate” er: Hvem dælen er ”god”? Der er masser af satanister, egoister og mordere, men ikke den hellige kristne modpart, der ellers ofte er inkluderet i okkulte film. Mørket er næsten atomfavnende, og mens Corso forsøger at løse gåden, bliver tilskueren holdt i et jerngreb - lige til den kryptiske og flertydige slutning. Og netop slutningens ambiguitet synes jeg personligt, bevarede filmens elegante mystik. Jeg kan til dels følge de folk, der opfattede de sidste minutter som antiklimaktiske, men Corso’s rejse mod mørket, bør efter min mening ikke skildres eksplicit. Tværtimod lægger den åbne slutning op til adskillige tolkninger (se eks. IMDB).
Nej, det er bestemt ikke et videre positivt syn, Polanski har på mennesket, men han har også oplevet flere tragedier end ét menneske burde, og derfra må hans fascination af de mørke sider stamme. Og deri har Polanski en noget nær uudtømmelig inspirationskilde - der når den benyttes korrekt - placerer Polanski blandt verdens absolut bedste instruktører!
06/09-2004
