pseudopsykologisk gys
3.0
Den exceptionelle instruktør Robert Zemeckis (der har stået bag en af mine alle tiders favoritfilm, Cast Away) og den magtfulde producent Joel Silver (Matrix-trilogien blandt de mest betydelige) har sammen etableret gyserselskabet Dark Castle, der skulle genoplive de ældre gyserfilm fra 50’erne, som satsede mere på uhygge end historie, hvoraf flere af William Castles film har dannet grundlag for disse. Stilen fortsætter de med, hvor selve filmene dog er meget mere præget af visuelle spidsfindigheder (stedvis) og heftig brug af billige Mtv-tricks. Altså topmoderne hightech gysere uden nogen form for gys. Meget overraskende har deres projekter tiltrukket nogle af Hollywoods store og respekterede stjerner (ja ja, i hvert fald Geoffrey Rush), og instruktørtjansen er gået til nogle skandaløse ringe instruktører (William Malones senere FearDotCom var så elendig, en af historiens mest terrible film, at ikke engang Dark Castle ville producere den). House On Haunted Hill var ganske forfærdelig, men havde sine meget få momenter af spænding. Intet godt kan siges om deres næste, Thirteen Ghosts, hvor den uerfarne Steve Beck fik tjansen. Han instruerede også deres tredje film, Ghost Ship, som faktisk var udholdelig og tilpas underholdende. Alle filmene har besiddet et uoriginalt og sjusket manuskript, der lod absolut intet rum være til personkarakstik eller historieudfoldelse. Fortællerstilen var yderst fragmentarisk og mangelfuld. Man sad oftest og overværede et pinagtigt horror-show af klicheer og fuldstændig mangel på filmisk kvalitet. Meget overraskende, da Zemeckis og Silver jo er yderst talentfulde herrer (okay, nok kun Zemeckis. Silver er pengepungen).
Med Gothika har produktionsselskabet lavet deres mest helstøbte film, baseret på et holdbart og mere gennemtænkt manuskript. Instruktøren er denne gang den karismatiske Mathieu Kassovitz, der lavede den skrappe, men vellykkede Hadet med Vincent Cassel. Sidst begik han den mainstreamprægede franske De Blodrøde Floder, der udmærkede sig ved at overgå de fleste Hollywood standard post-Seven thrillers, som den tydeligvis var inspireret af. Kassovitz virker her underlig malplaceret i førersædet, hvor han åbenlyst tyvstjæler fra David Fincher og Roger Avary (på det visuelle plan) og Steven Spielberg og M. Night Shymalan med suspensen. Desværre kan Kassovitz (overraskende på den triste måde) ikke bygge en velfungerende spænding op. Dette virker måske kontradiktorisk, da filmen bruger meget tid på ildevarslende strygermusik og beskåret optagelsesramme for at pirre til publikums forventning om skrækscenarier. Det fungerer bare ikke efter forventningen, da Kassovitz hverken dvæler eller kæler for detaljerne, og det suggestive gys udebliver. Historien er lige ud af landevejen med obligatorisk overraskende (men definitivt ligegyldige) plottwists og erkendelsesmomenter. Den overordnede handling med psykiateren, der bliver tiltalt for mord og derved tvinges til at være på den anden side af gitteret, kunne egentlig have affødt nogle intelligente handlingstråde og psykologisk uhygge, men man kommer aldrig til at engagere sig i hovedpersonen, som er den altdominerende figur. Halle Berry kører den meget på rutinen, og hun formår ikke at gøre personen levende eller seværdig. Spøgelsesdelen kommer og går også efter hvad der nu i praktisk i den filmiske sammenhæng. En mere konsekvent stil fra Kassovitz ville have gjort underværker, da Gothika springer umotiveret mellem spøgelses- og mysteriefilm. Berrys egen revurdering af hendes rationelle logik og tankegang ses meget sjældent, et element som ellers burde have domineret filmen. Det værste er dog replikkerne, som er så gennemgående skrækkelige, især i begyndelsen serveres de dårligt af en alt andet end veloplagt Penelope Cruz, at man ikke nænner at tænke på Kassovitz som talentfuld.
Gothika besidder nogle højst ulogiske handlingstråde, som virkelig trækker ned, da de er så vigtig en del af historien. Blandt andet er det ret urealistisk, at Berry ville blive indlagt på det selv samme sindssygehospital, som hun før arbejdede på. Personerne omkring hende fungerer som endimensionale mennesker uden fornuftig tankegang. Afsløringen af filmens skurk kommer som noget af et anti-klimaks, da hans motiver på intet tidspunkt er blevet så meget som hentydet til, og som en ægte psykopat beretter han naturligvis alle deres ugerninger under den obligatoriske heltindejagt. Klichefuldt!
Jamen hvad er det så, der gør Gothika værdig til 3 stjerner? Ja, hvis du ikke ligesom mig elsker visuelle godbidder, der her kun fungerer som tiltrækningskraft og meget lidt som symbolsk medfortæller, så kan du sagtens trække en eller to stjerner fra. Visuelt set er Gothika en nydelse, hvor den langtfra er original i billedsproget, men alligevel er ganske mindeværdig. Vi får nogle virkelig lækre kamerapanoreringer gennem hospitalets kolde miljø. Disse kan naturligvis læses som Berrys psykologiske såvel som fysiske trang til at slippe fri, men hæmmes af barrikader og uigennemtrængelige objekter, men skal nok mere ses for nydelsens skyld. Matthew Libatique er fotografen, og hans indre lyst har han tydeligvis haft ubegrænset mulighed for at få visualiseret. Hans virtuose kameraføring blev dog anvendt mere stramt og signifikant i Darren Aronofskys dybt originale og oversete mesterværk Requiem For a Dream (der også er en af mine yndlingsfilm). Musikken af John Ottman er fin stemnings skabende.
Jeg er en smule ambivalent overfor slutningen. En film burde altid slutte ukonkluderende, men mere åben og eftertænksom, som gør, at man kan tage tankerne med efter man har forladt filmen. Gothika slutter med en lille overnaturlig overraskelse, som dog aldrig bliver til noget stort, da Kassovitz ikke har holdt Berrys nyfundne evne i en konsekvent stil.
Gothika kunne have været en medrivende og spændende psykologisk gyser a la Shymalan, men ser sig åbenbart tilfreds med at være en omgang velproduceret samlebåndsarbejde. Jeg havde troet, at Kassovitz ville have bragt noget nyt og frisk på banen, men instruerer forbavsende uengageret.
Med Gothika har produktionsselskabet lavet deres mest helstøbte film, baseret på et holdbart og mere gennemtænkt manuskript. Instruktøren er denne gang den karismatiske Mathieu Kassovitz, der lavede den skrappe, men vellykkede Hadet med Vincent Cassel. Sidst begik han den mainstreamprægede franske De Blodrøde Floder, der udmærkede sig ved at overgå de fleste Hollywood standard post-Seven thrillers, som den tydeligvis var inspireret af. Kassovitz virker her underlig malplaceret i førersædet, hvor han åbenlyst tyvstjæler fra David Fincher og Roger Avary (på det visuelle plan) og Steven Spielberg og M. Night Shymalan med suspensen. Desværre kan Kassovitz (overraskende på den triste måde) ikke bygge en velfungerende spænding op. Dette virker måske kontradiktorisk, da filmen bruger meget tid på ildevarslende strygermusik og beskåret optagelsesramme for at pirre til publikums forventning om skrækscenarier. Det fungerer bare ikke efter forventningen, da Kassovitz hverken dvæler eller kæler for detaljerne, og det suggestive gys udebliver. Historien er lige ud af landevejen med obligatorisk overraskende (men definitivt ligegyldige) plottwists og erkendelsesmomenter. Den overordnede handling med psykiateren, der bliver tiltalt for mord og derved tvinges til at være på den anden side af gitteret, kunne egentlig have affødt nogle intelligente handlingstråde og psykologisk uhygge, men man kommer aldrig til at engagere sig i hovedpersonen, som er den altdominerende figur. Halle Berry kører den meget på rutinen, og hun formår ikke at gøre personen levende eller seværdig. Spøgelsesdelen kommer og går også efter hvad der nu i praktisk i den filmiske sammenhæng. En mere konsekvent stil fra Kassovitz ville have gjort underværker, da Gothika springer umotiveret mellem spøgelses- og mysteriefilm. Berrys egen revurdering af hendes rationelle logik og tankegang ses meget sjældent, et element som ellers burde have domineret filmen. Det værste er dog replikkerne, som er så gennemgående skrækkelige, især i begyndelsen serveres de dårligt af en alt andet end veloplagt Penelope Cruz, at man ikke nænner at tænke på Kassovitz som talentfuld.
Gothika besidder nogle højst ulogiske handlingstråde, som virkelig trækker ned, da de er så vigtig en del af historien. Blandt andet er det ret urealistisk, at Berry ville blive indlagt på det selv samme sindssygehospital, som hun før arbejdede på. Personerne omkring hende fungerer som endimensionale mennesker uden fornuftig tankegang. Afsløringen af filmens skurk kommer som noget af et anti-klimaks, da hans motiver på intet tidspunkt er blevet så meget som hentydet til, og som en ægte psykopat beretter han naturligvis alle deres ugerninger under den obligatoriske heltindejagt. Klichefuldt!
Jamen hvad er det så, der gør Gothika værdig til 3 stjerner? Ja, hvis du ikke ligesom mig elsker visuelle godbidder, der her kun fungerer som tiltrækningskraft og meget lidt som symbolsk medfortæller, så kan du sagtens trække en eller to stjerner fra. Visuelt set er Gothika en nydelse, hvor den langtfra er original i billedsproget, men alligevel er ganske mindeværdig. Vi får nogle virkelig lækre kamerapanoreringer gennem hospitalets kolde miljø. Disse kan naturligvis læses som Berrys psykologiske såvel som fysiske trang til at slippe fri, men hæmmes af barrikader og uigennemtrængelige objekter, men skal nok mere ses for nydelsens skyld. Matthew Libatique er fotografen, og hans indre lyst har han tydeligvis haft ubegrænset mulighed for at få visualiseret. Hans virtuose kameraføring blev dog anvendt mere stramt og signifikant i Darren Aronofskys dybt originale og oversete mesterværk Requiem For a Dream (der også er en af mine yndlingsfilm). Musikken af John Ottman er fin stemnings skabende.
Jeg er en smule ambivalent overfor slutningen. En film burde altid slutte ukonkluderende, men mere åben og eftertænksom, som gør, at man kan tage tankerne med efter man har forladt filmen. Gothika slutter med en lille overnaturlig overraskelse, som dog aldrig bliver til noget stort, da Kassovitz ikke har holdt Berrys nyfundne evne i en konsekvent stil.
Gothika kunne have været en medrivende og spændende psykologisk gyser a la Shymalan, men ser sig åbenbart tilfreds med at være en omgang velproduceret samlebåndsarbejde. Jeg havde troet, at Kassovitz ville have bragt noget nyt og frisk på banen, men instruerer forbavsende uengageret.
11/09-2004
