ambitiøs og vellykket

Instruktøren Alex Proyas har før begået den udmærket spændende The Crow med Brandon Lee i hans sidste rolle, og den ret så fantastiske og originale Dark City, der må siges, at være endnu en af de film, som blev skammeligt overset og ikke kunne stå distancen med de velpolerede mainstreamfilm, da Dark City faktisk krævede stærkere indlevelse fra publikum. Filmen var en overrumplende og intelligent genremix, og Proyas kom på min liste over interessante instruktører. Mine forventninger til I, Robot var derfor tårnhøje, og meget behageligt blev jeg ikke det mindste skuffet.

I fare for at gentage frasen unødvendigt, så er denne film delvist baseret på den respekterede science fiction forfatter Isaac Asimovs tidligere bøger. Her var heltinden Dr. Susan Calvin, og den kække Will Smith-figur var (nærmest tydeligvis) ikke en af Asimovs’ påfund. De tre robotlove blev grundlagt af Asimovs, og han byggede så sine historier op omkring konflikten og omgåelsen af lovene, som skal sørge for, at robotterne ikke gøre skade mod mennesker. Asimovs var inspireret af Frankenstein-fortællingen om skaberen og den skabede, som blev den magtfulde. I, Robot har dog også hentet en del af sin overordnede handling fra en bog af Eando Binder, som også hed I, Robot. Dette lyder måske som et fragmentarisk forlæg til en ujævn film, men I, Robot er blevet overraskende helstøbt og stramt fortalt.

Proyas fortsætter med sin rammende vision, dog ikke så mørk og deprimerende utopisk som i Dark City. Den futuristiske verden er her lysende og farvefyldt, men alligevel let genkendelig i dens grundstruktur. Inspirationen fra Spielberg er tydelig, men tangerer aldrig til tyveri. Til dette er Proyas for unik en visionær. Computereffekterne er virkelig gennemførte og åndeløs flotte, især er robotterne (med bevægelse og stemme af Alan Tudyk fra A Knight’s Tale) overbevisende og skelsættende. Det er langtfra James Camerons tunge Terminator, men dette er gjort bevidst. Filmen rummer naturligvis de tankevækkende undertoner af Frankensteins historie, og også menneskets evindelige forsøg på at opnå perfektionisme. For det er lige det, som man prøver på med robotterne. Det perfekte og evig udholdelige menneske (hvorved robotterne her har iøjefaldende krops- og ansigtstræk, moduleret efter mennesket). Proyas går dog dybere end denne lidt forslidte, men altid aktuelle tese. I alle hans film forsøger han at definere et menneske og dens individualitet, mest markant i Dark City. Her er det robotten Sonny, der er blevet inkorporeret med menneskelige handlinger og følelser. Derved kommer der også noget Pinocchio ind over filmen, bare ikke nær så sentimentalt som i Spielbergs mislykkede, men alligevel fascinerende A.I. I, Robot er dog fremragende underholdning, og selvom Proyas med stor succes indfører intelligens og forsøg på eftertænksomhed i en decideret mainstreamfilm, så er der nok forbløffende actionscener og underholdningselementer til at filmen appellerer til masserne.

Will Smith var min ungdomshelt efter Bad Boys, men har på det seneste også vist sig at være ikke helt veloplagt. Han var kun sporadisk morsom i den elendige Men In Black 2 og virkede overraskende sløv og næsten lidt utilpas i Michael Bays visuelorgie Bad Boys 2. Min respekt blev dog genetableret efter Smiths Oscarnominerede præstation i Michael Manns noget nær mesterværk Ali (kun 47 dage til Collateral), der også var en overset genistreg. I I, Robot er Smith tilbage i topform, men har også taget noget af seriøsiteten med fra Ali, og jeg synes, at han spiller rigtig godt. Man kan selvfølgelig argumentere, at hans rolle som wise-cracking betjent er et kejtet forsøg på at nå masserne, men det vil jeg ikke gøre. For selvom I, Robot er en alvorlig film, så vidste Proyas jo nøjagtig hvad han gik ind til ved at hyre Smith. Og derved må det have været en del af hans vision. Smith er forrygende morsom (Oh, I’m Sorry. I’m allergic to bullshit), men også troværdig og medfølt i de mere seriøse aspekter af hans karakter. Gode skuespillere som Chi McBride og Bruce Greenwood er desværre ikke synderlig nuanceret (sådan er rollerne skrevet) og Bridget Moynahan virker også en smule uforsigtig som Dr. Susan Calvin. Det er dog befriende at se, at man har udeladt en udviklende kærlighedshistorie imellem Smith og Moynahan, som ellers er kutyme i disse store Hollywood-film.

Actionscenerne er virkelig hæsblæsende og adrenalinpumpet, og fungerer heldigvis ikke som en stopklods i den dramaturgiske fremdrift. Som førnævnt er effekterne virkelig imponerende, og dette skyldes, at de er en detaljeret og integreret del af filmen, og overeksponeres ikke bare i et forsøg på at fremvise effektfolkenes tekniske formåen, George Lucas-style. Kameraføringen er intens og virkelig sublim. En visuel nydelse at overvære. Talrige sekvenser og enkeltstående billeder har brændt sig fast, og Proyas må siges at være en æstetisk exceptionel herre.

I, Robot træder enkelte gange ved siden af med lidt for konstruerede hændelser og sentimentale replikker. Dette trækker dog ikke ned i mit helhedsindtryk, hvor I, Robot balancerer perfekt mellem enestående underholdning med et sindrigt konstrueret plot (slutningens twist er rimelig vellykkede) og intelligente (fremtids)observationer. Jo mere jeg tænker over filmen, jo bedre bliver den. Den er helt klart de 5 stjerner værdig. Ikke kun fordi den indfriede alle mine forventninger og lidt til, men også fordi den ikke bare er tanketomt effektjageri. Superb instrueret, jeg glæder mig allerede til at se den igen.