3.
6.0
Nu virker det måske en smule underligt, at jeg i løbet af de sidste 9-10 måneder, siden jeg første gang skrev indlæg til Tarantinos tre første film, har ændret karaktererne markant. Dette er der vist kun en logisk forklaring på; i løbet af det tidsrum begyndte jeg mere og mere at se film som en kunstart i stedet for som rendyrket underholdning. Derved er Quentin Tarantino også blevet min yndlingsinstruktør, for snakker man filmkunst, så bliver det ifølge mig hverken større eller bedre end QT! Et postulat, som jeg altid vil stå fast ved.
Efter den hårdkogte, men ret så nyskabende og flerlagede Håndlangerne, og den mere postmodernistiske Pulp Fiction indeholdende utallige referencer, holdte Tarantino en længere kunstnerisk pause. Hovedsagligt renskrev han manuskripter, producerede nogle enkelte film og medvirkede til tider i dem. Pressen råbte straks op, at han havde mistet sit talent, kunne ikke finde sin personlige signatur, var et one-hit-wonder (med to unikke film bag sig, hmm) og mere af den slags lort. Ifølge Tarantino selv holdte han en tiltrængt filmpause efter at han i mange år havde knoklet røven ud af bukserne for at have kunnet skabe hans visioner. Han nød livet, som ikke kun bestod af arbejde. Noget må der have sket i den periode, og det kan kun have været positivt, for Tarantino kom i 1998 tilbage med denne atypiske Tarantino-film hvor kærlighedshistorien var dominerende og fængende. Mord og popkulturelle samtaler var ikke længere den vigtigste agenda, og dette skuffede mange af hans fans. Personligt blev jeg selv positivt overrasket, da han med Jackie Brown fornyede sig selv på en meget personlig og indfølt måde.
Filmen er baseret på bogen Rum Punch af Elmore Leonard. Der er blevet lavet enkelte ændringer, som dog ikke er synderlig signifikante. Hovedpersonen i bogen var hvid og hed Jackie Burke, mens hun i filmen er sort og spilles af Pam Grier. Dette er der dog en vigtig grund til, som gør, at Jackie Brown nærmest er en meta-film. Slutningen i bogen indikerede, at Max og Jackie ville få hinanden. Efter ens indre romantiker kunne man så konkludere hvad man ville. Dette sker ikke i filmen. Ellers har Tarantino ramt bogens stemning og tone plet, og Leonard har da også selv udtalt, at Jackie Brown er den bedste filmatisering af en af hans bøger. Og det kan man da ikke benægte.
Det er blevet sagt, at Jackie Brown er Tarantinos hyldest til blaxplotation-film. Både og. Den indeholder enkelte af disses elementer og besidder mange hilsner. Pam Grier blev kendt for at medvirkende i blaxplotation-bølgen, hvor hun var den feministiske forkæmper, der myrdede de ondskabsfulde og egoistiske mænd. Tarantino fører her dele af genren videre i en mere menneskelig retning. Indledningssekvensen i Jackie Brown er intet mindre end genial. Akkompagneret af Bobby Womacks iørefaldende og uforglemmelige Across 110th Street følger man en determineret og hurtiggående Grier fra siden (en af de kameraindstillinger, som altid ses i Tarantinos film). Nostalgien er intakt, og man føres tilbage til dengang. Den legesyge Tarantino tager dog pis på os, og vi ser nu hvorfor Grier skulle skynde sig. Hun var ved at misse det fly, som hun er stewardesse på. Alle vores illusioner om en hårdkogt og handlekraftig kvinde brister. Sangen omhandler en persons kraftige indsats for at overleve, men også den uundgåelige tragedie, som er summen af hendes fortid. Med dette hentydes der til Griers liv, hvor man i bogen får en mere bredtfavnende baggrund. Grier er en virkelig smuk kvinde, hvis udseende fanger mænds opmærksomhed. Dette fortælles der flere gange, mens man også kan se det ved dommeren, som giver hende en kautionsnedsættelse på grund af hendes ydre. Kvindens magt.
Historien er til tider en smule uoverskuelig, men som altid holder Tarantino det i et fast og konsekvent greb, og man falder aldrig fra som publikum. Dette kan blandt andet skyldes det spændende persongalleri, som eksempelvis tæller en sindssyg veloplagt Samuel L. Jackson i en af karrierens bedste roller. Magtdemonstrationerne mellem ham og Bridget Fonda er næsten ubetalelige. De Niro er også udmærket som eksfangen, der med alderen er blevet sløv. Han forstår ikke hvorfor Jackson vil beholde Fonda, da hun ikke er troværdig og lægger planer bag hans ryg. Motivet afsløres i scenen hvor Jackson snakker med Forster i narkomandens hus. Han fortæller Forster med en dyster og anklagende stemme, at De Niro absolut skulle skyde Fonda, kunne ikke bare ”nøjes” med at slå hende. Man tror, at Jackson har slået De Niro ihjel på grund af dennes dumdristighed og mangel på omtanke under pengeforvekslingen, men det er nærmere fordi De Niro skød Jacksons White Surfergirl (hver gang bliver det sagt med et stolt, lille smil). Derved etableres Jacksons karakter som en trods alt følsom figur, der har mistet noget, og ikke kun sine penge. Jacksons bedste scene er den, hvor han sidder i bilen med Forster og advarer ham om konsekvenserne ved eventuelle løgne. Jackson ser ynkelig ud, man sympatiserer næsten for ham når han får fremsagt et mat you better be, mother fucker. Hele filmen har han ellers været denne mindre udgave af Ving Rhames’ karakter i Pulp Fiction, kun med omtanke om egen velvære. En forrygende morsom scene antyder hvor langt han vil gå. Det er scenen hvor han får lokket en veloplagt og hurtigtalende Chris Tucker ned i bagagerummet, for senere at skyde ham. Det er modigt gjort af Tarantino at lade sig tage god tid (interessen mistes aldrig), for scenen kunne sagtens have været halv så kort, og alligevel have givet os et billede af Jackson og hans anstrengelser for at opnå sin egen drøm (spending my time spending). Dette scenario ville han utvivlsomt have gentaget for at skaffe Grier af vejen, hvis han havde muligheden. Scenen indeholder Tarantinos yndlingsshot (kamera nede i et bagagerum, der åbnes) og en genial hilsen til Pulp Fiction, hvor Jackson her står med en shotgun, noget som ham og Travolta savnede i den foregående film.
Jackie Brown er Tarantinos mest lineære film, og det er også den, som er mest plotdrevet (uden at det på nogen tidspunkter bliver konventionelt), men også mere rørende og eftertænksom. Selvom jagten på Ordells penge og Griers forsøg på erhverve sig disse er den overordnede historie, så er filmen som førnævnt en ægte, og deprimerende, kærlighedshistorie. Brown har højst sandsynligt været vant til at møde kærligheden igennem den fysiske tiltrækning, hvorved hun er blevet materialistiskfokuseret. I hendes tyverier havde hun ikke regnet med at finde kærligheden i Robert Forster (for at gentage Sandmands iagttagelser). Kærligheden stikkere dybere fra begge sider. Igen (og altid) bruger Tarantino musikken som medfortæller. Forster mindes Grier når han hører The Delfonics’ rørende Didn’t I Blow Your Mind This Time. Desværre er han sådan et rutinemenneske, at han ikke omfavner kærligheden og tager med Grier til et fremmed land, hvor de sammen kan udleve den amerikanske drøm. På trods af talrige påstande om, at han vil lukke hans kautionsfirma, så gør han det ikke. Og det er også det, som holder ham tilbage. Det vante. Hændelserne (og kærligheden) har været et kærkommen ophold fra hans egen spændingsfyldte, men for ham rutineprægede hverdag. Forster er en dagdrømmer, som tror, at han kan slukke for kærligheden og starte det samme sted fra senere hen som kassettebåndet og The Delfonics’ sang (hvorved han ikke hører cd’er). Efter flere enkelte møder med Grier tør han dog ikke være sammen med hende i en, lang tilknytning, og det er ikke fordi han føler sig udnyttet. Han frygter, at glæden ved at være nyforelsket, vil forsvinde ligeså hurtigt som den er kommet. Efter kysset mellem Forster og Grier tager han, på trods af de indblandede følelser, telefonen og Grier kører væk. Han indser dog hurtigt hans tab, og filmen afslutter hans historie med et virkelig smukt ufokuseret billede, der henleder tankerne til fortvivlelse og fortrydelse.
Som sagt finder Grier meget uventet kærligheden. Dette indser hun, da hun sidder i omklædningsrummet i noget dyrt og nyerhvervet tøj, som symboliserer alle de penge, som hun kommer til at snyde Jackson for. Spejlbilledet insinuerer ingen glæde, på trods af, at hun er tæt ved at få sin drøm opfyldt. Kun eftertænksomhed, da hun højst sandsynlig ved, at hun ikke får Forster med. Hvis hun ikke havde indrulleret ham i hendes plan om at stjæle pengene, så havde der utvivlsomt udviklet sig til rendyrket forhold mellem Grier og Forster. Men hun går efter pengene og må straffes for det, ligesom håndlangerne i Håndlangerne. Filmens sidste scene er direkte hjerteskærende og efterlader publikum uforløst og lettere deprimeret. Præcis som Tarantino vil have det. Filmen slutter med indledningssangen, hvor Grier dog denne gang synger med. Måske en selverkendelse, men ligeså meget Tarantinos subjektive bevis på, at intet har ændret sig. Grier er ikke blevet lykkelig på grund af pengene, men ulykkelig på grund af hendes egne, og forkerte, valg. Før kom hendes depression fra alderspositionen, nu kommer den fra den fortabte kærlighed. Den livslyst og energi, som hun har genfundet og fremvist under planlæggelsen af tyveriet var ikke ’missionens’ skyld, men Forsters. Pam Grier og Robert Forster var begge glemte stjerner, men udfylder rollerne perfektibelt og kemien mellem dem er sublim. Kærlighedshistorien bliver troværdig og bærende på grund af de to talentfulde stjerner. Jeg vil dog stadig påstå, at Pam Grier er den bedst spillende, hendes præstation er skræmmende dygtig.
En specifik scene fandt jeg forrygende morsom. Tarantino er og bliver ofte beskyldt for at være med til at destruerer den amerikanske morale med hans voldelige og amoralske film (eye of the beholder). I Jackie Brown giver han igen ved hjælp af noget så ordinært som en Chicks With Guns-video, som er en regulær opvisning i amerikansk våbenbesættelse, kvindenedværdigelse og dobbelt morale. Provokerende og genialt.
Jackie Brown viser en indfølt og nedtonet Tarantino, der har mere på hjertet end overrumplende æstetik, alternativ narrativ og popkulturelle dialoger. For selvom Jackie Brown indeholder disse elementer, så virker den meget mere personlig og vigtig for Tarantino, der åbenlyst er blevet mere positiv (på trods af slutningen) og eftertænksom. Forsters toiletbesøg er ikke lig tragiske hændelser, som det var for Travolta i Pulp Fiction :-) En elegant, dybt rørende og superb film fra min absolutte yndlingsinstruktør.
Konkluderende ville jeg ønske, at jeg kunne sætte fingeren på præcis det, som gør Tarantino til så særegen en filmskaber og så vigtig i filmiske sammenhænge for mig. Det kan jeg bare ikke. Jeg får gang på gang en kanon filmoplevelse og ved hvert gensyn afsløres der nye dele i de uopnåelig energiske film, som jeg ikke før har bemærket. Fantastisk! Exceptionelt! Ubeskriveligt!!! Alverdens rosende ord ville ikke være tilstrækkeligt, Tarantino er den ukronede konge.
(Absolut slutteligt vil jeg lige nævne, at Kill Bill Volume One & Two må være nogle af filmhistoriens bedste værker, hvis ikke de bedste!)
Efter den hårdkogte, men ret så nyskabende og flerlagede Håndlangerne, og den mere postmodernistiske Pulp Fiction indeholdende utallige referencer, holdte Tarantino en længere kunstnerisk pause. Hovedsagligt renskrev han manuskripter, producerede nogle enkelte film og medvirkede til tider i dem. Pressen råbte straks op, at han havde mistet sit talent, kunne ikke finde sin personlige signatur, var et one-hit-wonder (med to unikke film bag sig, hmm) og mere af den slags lort. Ifølge Tarantino selv holdte han en tiltrængt filmpause efter at han i mange år havde knoklet røven ud af bukserne for at have kunnet skabe hans visioner. Han nød livet, som ikke kun bestod af arbejde. Noget må der have sket i den periode, og det kan kun have været positivt, for Tarantino kom i 1998 tilbage med denne atypiske Tarantino-film hvor kærlighedshistorien var dominerende og fængende. Mord og popkulturelle samtaler var ikke længere den vigtigste agenda, og dette skuffede mange af hans fans. Personligt blev jeg selv positivt overrasket, da han med Jackie Brown fornyede sig selv på en meget personlig og indfølt måde.
Filmen er baseret på bogen Rum Punch af Elmore Leonard. Der er blevet lavet enkelte ændringer, som dog ikke er synderlig signifikante. Hovedpersonen i bogen var hvid og hed Jackie Burke, mens hun i filmen er sort og spilles af Pam Grier. Dette er der dog en vigtig grund til, som gør, at Jackie Brown nærmest er en meta-film. Slutningen i bogen indikerede, at Max og Jackie ville få hinanden. Efter ens indre romantiker kunne man så konkludere hvad man ville. Dette sker ikke i filmen. Ellers har Tarantino ramt bogens stemning og tone plet, og Leonard har da også selv udtalt, at Jackie Brown er den bedste filmatisering af en af hans bøger. Og det kan man da ikke benægte.
Det er blevet sagt, at Jackie Brown er Tarantinos hyldest til blaxplotation-film. Både og. Den indeholder enkelte af disses elementer og besidder mange hilsner. Pam Grier blev kendt for at medvirkende i blaxplotation-bølgen, hvor hun var den feministiske forkæmper, der myrdede de ondskabsfulde og egoistiske mænd. Tarantino fører her dele af genren videre i en mere menneskelig retning. Indledningssekvensen i Jackie Brown er intet mindre end genial. Akkompagneret af Bobby Womacks iørefaldende og uforglemmelige Across 110th Street følger man en determineret og hurtiggående Grier fra siden (en af de kameraindstillinger, som altid ses i Tarantinos film). Nostalgien er intakt, og man føres tilbage til dengang. Den legesyge Tarantino tager dog pis på os, og vi ser nu hvorfor Grier skulle skynde sig. Hun var ved at misse det fly, som hun er stewardesse på. Alle vores illusioner om en hårdkogt og handlekraftig kvinde brister. Sangen omhandler en persons kraftige indsats for at overleve, men også den uundgåelige tragedie, som er summen af hendes fortid. Med dette hentydes der til Griers liv, hvor man i bogen får en mere bredtfavnende baggrund. Grier er en virkelig smuk kvinde, hvis udseende fanger mænds opmærksomhed. Dette fortælles der flere gange, mens man også kan se det ved dommeren, som giver hende en kautionsnedsættelse på grund af hendes ydre. Kvindens magt.
Historien er til tider en smule uoverskuelig, men som altid holder Tarantino det i et fast og konsekvent greb, og man falder aldrig fra som publikum. Dette kan blandt andet skyldes det spændende persongalleri, som eksempelvis tæller en sindssyg veloplagt Samuel L. Jackson i en af karrierens bedste roller. Magtdemonstrationerne mellem ham og Bridget Fonda er næsten ubetalelige. De Niro er også udmærket som eksfangen, der med alderen er blevet sløv. Han forstår ikke hvorfor Jackson vil beholde Fonda, da hun ikke er troværdig og lægger planer bag hans ryg. Motivet afsløres i scenen hvor Jackson snakker med Forster i narkomandens hus. Han fortæller Forster med en dyster og anklagende stemme, at De Niro absolut skulle skyde Fonda, kunne ikke bare ”nøjes” med at slå hende. Man tror, at Jackson har slået De Niro ihjel på grund af dennes dumdristighed og mangel på omtanke under pengeforvekslingen, men det er nærmere fordi De Niro skød Jacksons White Surfergirl (hver gang bliver det sagt med et stolt, lille smil). Derved etableres Jacksons karakter som en trods alt følsom figur, der har mistet noget, og ikke kun sine penge. Jacksons bedste scene er den, hvor han sidder i bilen med Forster og advarer ham om konsekvenserne ved eventuelle løgne. Jackson ser ynkelig ud, man sympatiserer næsten for ham når han får fremsagt et mat you better be, mother fucker. Hele filmen har han ellers været denne mindre udgave af Ving Rhames’ karakter i Pulp Fiction, kun med omtanke om egen velvære. En forrygende morsom scene antyder hvor langt han vil gå. Det er scenen hvor han får lokket en veloplagt og hurtigtalende Chris Tucker ned i bagagerummet, for senere at skyde ham. Det er modigt gjort af Tarantino at lade sig tage god tid (interessen mistes aldrig), for scenen kunne sagtens have været halv så kort, og alligevel have givet os et billede af Jackson og hans anstrengelser for at opnå sin egen drøm (spending my time spending). Dette scenario ville han utvivlsomt have gentaget for at skaffe Grier af vejen, hvis han havde muligheden. Scenen indeholder Tarantinos yndlingsshot (kamera nede i et bagagerum, der åbnes) og en genial hilsen til Pulp Fiction, hvor Jackson her står med en shotgun, noget som ham og Travolta savnede i den foregående film.
Jackie Brown er Tarantinos mest lineære film, og det er også den, som er mest plotdrevet (uden at det på nogen tidspunkter bliver konventionelt), men også mere rørende og eftertænksom. Selvom jagten på Ordells penge og Griers forsøg på erhverve sig disse er den overordnede historie, så er filmen som førnævnt en ægte, og deprimerende, kærlighedshistorie. Brown har højst sandsynligt været vant til at møde kærligheden igennem den fysiske tiltrækning, hvorved hun er blevet materialistiskfokuseret. I hendes tyverier havde hun ikke regnet med at finde kærligheden i Robert Forster (for at gentage Sandmands iagttagelser). Kærligheden stikkere dybere fra begge sider. Igen (og altid) bruger Tarantino musikken som medfortæller. Forster mindes Grier når han hører The Delfonics’ rørende Didn’t I Blow Your Mind This Time. Desværre er han sådan et rutinemenneske, at han ikke omfavner kærligheden og tager med Grier til et fremmed land, hvor de sammen kan udleve den amerikanske drøm. På trods af talrige påstande om, at han vil lukke hans kautionsfirma, så gør han det ikke. Og det er også det, som holder ham tilbage. Det vante. Hændelserne (og kærligheden) har været et kærkommen ophold fra hans egen spændingsfyldte, men for ham rutineprægede hverdag. Forster er en dagdrømmer, som tror, at han kan slukke for kærligheden og starte det samme sted fra senere hen som kassettebåndet og The Delfonics’ sang (hvorved han ikke hører cd’er). Efter flere enkelte møder med Grier tør han dog ikke være sammen med hende i en, lang tilknytning, og det er ikke fordi han føler sig udnyttet. Han frygter, at glæden ved at være nyforelsket, vil forsvinde ligeså hurtigt som den er kommet. Efter kysset mellem Forster og Grier tager han, på trods af de indblandede følelser, telefonen og Grier kører væk. Han indser dog hurtigt hans tab, og filmen afslutter hans historie med et virkelig smukt ufokuseret billede, der henleder tankerne til fortvivlelse og fortrydelse.
Som sagt finder Grier meget uventet kærligheden. Dette indser hun, da hun sidder i omklædningsrummet i noget dyrt og nyerhvervet tøj, som symboliserer alle de penge, som hun kommer til at snyde Jackson for. Spejlbilledet insinuerer ingen glæde, på trods af, at hun er tæt ved at få sin drøm opfyldt. Kun eftertænksomhed, da hun højst sandsynlig ved, at hun ikke får Forster med. Hvis hun ikke havde indrulleret ham i hendes plan om at stjæle pengene, så havde der utvivlsomt udviklet sig til rendyrket forhold mellem Grier og Forster. Men hun går efter pengene og må straffes for det, ligesom håndlangerne i Håndlangerne. Filmens sidste scene er direkte hjerteskærende og efterlader publikum uforløst og lettere deprimeret. Præcis som Tarantino vil have det. Filmen slutter med indledningssangen, hvor Grier dog denne gang synger med. Måske en selverkendelse, men ligeså meget Tarantinos subjektive bevis på, at intet har ændret sig. Grier er ikke blevet lykkelig på grund af pengene, men ulykkelig på grund af hendes egne, og forkerte, valg. Før kom hendes depression fra alderspositionen, nu kommer den fra den fortabte kærlighed. Den livslyst og energi, som hun har genfundet og fremvist under planlæggelsen af tyveriet var ikke ’missionens’ skyld, men Forsters. Pam Grier og Robert Forster var begge glemte stjerner, men udfylder rollerne perfektibelt og kemien mellem dem er sublim. Kærlighedshistorien bliver troværdig og bærende på grund af de to talentfulde stjerner. Jeg vil dog stadig påstå, at Pam Grier er den bedst spillende, hendes præstation er skræmmende dygtig.
En specifik scene fandt jeg forrygende morsom. Tarantino er og bliver ofte beskyldt for at være med til at destruerer den amerikanske morale med hans voldelige og amoralske film (eye of the beholder). I Jackie Brown giver han igen ved hjælp af noget så ordinært som en Chicks With Guns-video, som er en regulær opvisning i amerikansk våbenbesættelse, kvindenedværdigelse og dobbelt morale. Provokerende og genialt.
Jackie Brown viser en indfølt og nedtonet Tarantino, der har mere på hjertet end overrumplende æstetik, alternativ narrativ og popkulturelle dialoger. For selvom Jackie Brown indeholder disse elementer, så virker den meget mere personlig og vigtig for Tarantino, der åbenlyst er blevet mere positiv (på trods af slutningen) og eftertænksom. Forsters toiletbesøg er ikke lig tragiske hændelser, som det var for Travolta i Pulp Fiction :-) En elegant, dybt rørende og superb film fra min absolutte yndlingsinstruktør.
Konkluderende ville jeg ønske, at jeg kunne sætte fingeren på præcis det, som gør Tarantino til så særegen en filmskaber og så vigtig i filmiske sammenhænge for mig. Det kan jeg bare ikke. Jeg får gang på gang en kanon filmoplevelse og ved hvert gensyn afsløres der nye dele i de uopnåelig energiske film, som jeg ikke før har bemærket. Fantastisk! Exceptionelt! Ubeskriveligt!!! Alverdens rosende ord ville ikke være tilstrækkeligt, Tarantino er den ukronede konge.
(Absolut slutteligt vil jeg lige nævne, at Kill Bill Volume One & Two må være nogle af filmhistoriens bedste værker, hvis ikke de bedste!)
12/09-2004
