Black's hour
4.0
School of Rock er en perle for folk, der (som mig) mener, at Jack Black er et ubestridt komisk geni! Der er meget få roller hvori han virkelig har haft mulighed for at slå sig løs og bevise for verdenen, at han er en af de førende komikere, der (ligesom Jim Carrey og George Clooney) kan indføre ubegrænset meget humor i en scene, alene ved brug af ansigts- og kropsmimik. Man så noget af hans løssluppenhed i Dugans elendige Evil Woman, han var sympatisk, men også lidt for kontrolleret i Farrelly-brødrenes søde Shallow Hal, mens han for alvor viste sit værd og komiske excellence i Frears fremragende musikfilm High Fidelity. Black overstrålede selv den begavede John Cusack og trak filmen op de velfortjente 5 stjerner. I School of Rock fandt han det rette materiale, hvor han måske ikke er nær så indecent og politisk ukorrekt som i High Fidelity, men alligevel redder en klichefyldt film fra en middelmådig og lidt lummer komedie til en ægte feel-good oplevelse ved hjælp af hans energiske præstation.
Grunden til, at rollen som den fallerede rocksanger er som skræddersyet til Black er, at det er hans gamle værelseskammerat Mike White (der også spiller hans værelseskammerat i filmen), der har skrevet manuskriptet. Det er nærmere et udkast til den overordnede historie, for White har tydeligvis ladt Black få frit løb i mange scener, hvor hans komiske timing er perfekt. Som sagt er filmen rimelig klichefyldt, et afkog over Døde Poeters Klub blandet med lidt Halløj i Klosteret (jeg har nakket sammenligningen fra Empire, da jeg fandt den så rammende. Tilgiv mig min uoriginalitet). Men Black rammer den komiske tone så perfekt med hans insisterende humor, at klicheerne aldrig bliver utålelige, men nærmere søde på den velkendte måde. Børneskuespillerne skal også have ros, for de gør et flot stykke arbejde og virker meget naturlige. Og så kan de spille musik! Dejligt at se, at de ikke bare er passive tilskuere i et one-man show.
Jeg er en stor fan af Richard Linklater, og dette er kun hans første film, jeg har set (hmm tænker i sikkert). Jeg har meget desværre ikke haft mulighed for at opdrive hans ældre film, som jeg dog har læst meget om. Det virker som om, at han er et virkelig original og frisk filmtalent, og mange af hans film har fået stor hæder. Der er blevet klaget over, at der er gået mainstream i ham med School of Rock, men jeg synes da, at filmen tydeligvis har en kant, der ikke gør den til en typisk samlebåndskomedie. Blandt andet en replik under Blacks undskyldning overfor forældrene er langtfra stueren og egentlig rimelig grov, man så morsom, at man får latterkramper. Moralen er simpel, men velfungerende. Man skal forfølge sine drømme og ikke bare svømme med strømmen. Filmen kan selvfølgelig også læses som den uanede rebel, der bringer noget tiltrængt kultur og (musik)historie ind i den mere konservative befolkning (skolebørnene). Scenen hvor Black forfærdes over deres manglende rockkundskab er uforglemmelig.
Musikken i filmen er selvsagt fantastisk, og Blacks passion skinner klart igennem. Han var så opsat på at få et af Led Zeppelins numre med i School of Rock, at han optog en storladen bøn på et bånd og sendte det til dem. Og de sagde ja. Black er ikke kun et komisk geni, men også et musikalsk. Rygter om en Tenacious D film virker næsten for godt til at være sandt.
Grunden til, at rollen som den fallerede rocksanger er som skræddersyet til Black er, at det er hans gamle værelseskammerat Mike White (der også spiller hans værelseskammerat i filmen), der har skrevet manuskriptet. Det er nærmere et udkast til den overordnede historie, for White har tydeligvis ladt Black få frit løb i mange scener, hvor hans komiske timing er perfekt. Som sagt er filmen rimelig klichefyldt, et afkog over Døde Poeters Klub blandet med lidt Halløj i Klosteret (jeg har nakket sammenligningen fra Empire, da jeg fandt den så rammende. Tilgiv mig min uoriginalitet). Men Black rammer den komiske tone så perfekt med hans insisterende humor, at klicheerne aldrig bliver utålelige, men nærmere søde på den velkendte måde. Børneskuespillerne skal også have ros, for de gør et flot stykke arbejde og virker meget naturlige. Og så kan de spille musik! Dejligt at se, at de ikke bare er passive tilskuere i et one-man show.
Jeg er en stor fan af Richard Linklater, og dette er kun hans første film, jeg har set (hmm tænker i sikkert). Jeg har meget desværre ikke haft mulighed for at opdrive hans ældre film, som jeg dog har læst meget om. Det virker som om, at han er et virkelig original og frisk filmtalent, og mange af hans film har fået stor hæder. Der er blevet klaget over, at der er gået mainstream i ham med School of Rock, men jeg synes da, at filmen tydeligvis har en kant, der ikke gør den til en typisk samlebåndskomedie. Blandt andet en replik under Blacks undskyldning overfor forældrene er langtfra stueren og egentlig rimelig grov, man så morsom, at man får latterkramper. Moralen er simpel, men velfungerende. Man skal forfølge sine drømme og ikke bare svømme med strømmen. Filmen kan selvfølgelig også læses som den uanede rebel, der bringer noget tiltrængt kultur og (musik)historie ind i den mere konservative befolkning (skolebørnene). Scenen hvor Black forfærdes over deres manglende rockkundskab er uforglemmelig.
Musikken i filmen er selvsagt fantastisk, og Blacks passion skinner klart igennem. Han var så opsat på at få et af Led Zeppelins numre med i School of Rock, at han optog en storladen bøn på et bånd og sendte det til dem. Og de sagde ja. Black er ikke kun et komisk geni, men også et musikalsk. Rygter om en Tenacious D film virker næsten for godt til at være sandt.
15/09-2004
