ikke optimal instrueret
4.0
Plotspoilers
Sammensværgelsen er en filmatisering af John Katzenbachs roman, og det er måske derfor, at filmen hæver sig over det middelmådige ved at have en overraskende gennemført psykologisk bagland. Filmen indledes med nogle fine panoreringer, hvorefter der klippes til, hvad der skal vise sig at være filmens anklagede, en fattig sort mand (lidt trivielt spillet af Blair Underwood). Selvom alt indikerer, at denne mand umuligt har kunnet begå de umenneskelige gerninger mod den unge pige, da sympatien straks lægges over på ham, så føler man, at noget ikke rigtig stemmer. Hans uskyld er en illusion, som man senere indser, og dette hentydes der til ganske genialt ved hjælp af tydelige associationer. Underwood smider et frodigt æble fra sig på jorden, som han har taget et bid af, inden han stiger ind i bilen. Tankerne henledes på menneskenes syndefald, og man ser hele filmen med en form for skepsis overfor personen. Der skabes en god spændingseffekt ved at lade filmen springe 8 år, for derefter senere at komme tilbage til afhørelsen ved brug af flashbacks. Sammensværgelsen er faktisk overraskende gennemtænkt i første halvdel, hvor sporene til den store afsløring deles fornemt ud.
Sean Connery gør altid en god figur, og han spiller med en sædvanlig indsigt. Laurence Fishburne kæmper bravt i en stereotyp rolle som hårdhærdet betjent, der ikke ligger fingrene imellem. Desværre fungerer sympatiskiftet fra publikums side ikke optimalt, da han cirka halvvejs inden i filmen viser sig at være en af heltene. Figuren forekommer for overfladisk og letkøbt til at blive troværdig. Bedst af alle er en psykopatisk, men sikker Ed Harris i en birolle, der indledningsvis er uskyldens hjemsøgelse i skikkelse af den formodede morder. Han bibringer en intimiderende stemning, hvor uforudsigeligheden er stor hver gang han er i billedet. Henrettelsesscenen er perfekt afdæmpet spillet af Harris.
Filmen starter ud som en medrivende detektivhistorie, hvor Connery skal opklare mysteriet om Underwoods uskyld. Publikum trækkes med ind i filmen med tanken om et dobbeltspil i baghovedet. Desværre kommer afsløringen af Underwood som morder ikke så abrupt og præcist, som den burde have været. Herefter skifter filmen fuldstændig tempo fra den mere stille og udspekulerede spænding til hektisk og rimelig ordinær klimaksjageri. Dette er en stor skam, for filmens første halvdel holder sig fra de store klicheer, mens den sidste halvdel sparer på forklaringer og bare springer fra den ene scene til den anden uden specifik motivation. Underwoods bagvedliggende motiv er rimelig tynd.
Sammensværgelsen er bedst i de tvetydige scener, hvor idealisten Connery langsomt indser nuancerne i hans ellers stedfaste holdning. Han er teoretikeren (men tidligere praktiker) der i sin kamp imod dødsstraf har glemt mordernes gerninger, hvorved han er blevet en smule virkelighedsfjern (som hans kone da også påpeger). Filmens velsagtens bedste scene udspilles efter han har set offeret, hvor han lidt senere ringer hjem og fortæller sin lille datter, at han elsker hende. Illusionsboblen er bristet og han må forholde sig til hændelserne. Paradoksalt nok ender det med at være ham, som dræber Underwood, da problemstillingen kommer til at udarte sig i en dybt personlig retning. Connery er ligeledes en brik i konens retfærdighedsspil, hvor hun dog alligevel ikke kan godtgøre fortidens synder. Derved er Sammensværgelsen egentlig fyldt med depression og mangel på tiltro til menneskelig tilgivelse, dog sat meget op i en spids, da dette jo er en Hollywood spændingsfilm og ikke skal udfordre intellektualiteten for meget.
Historien i filmen er ganske konventionel, men har til gengæld i første halvdel en prima og fængende opbygning. Uheldigvis efterlades den psykologiske dybde i karaktererne til ære for basal spænding, hvor man som publikum hægtes af. De fire små stjerner går derfor til filmens første time, hvor der bydes på rigtig god historiefortælling. Plottwistet i Sammensværgelsen bringer minder om Hoblits fine retssalsdrama, Primal Fear.
Sammensværgelsen er en filmatisering af John Katzenbachs roman, og det er måske derfor, at filmen hæver sig over det middelmådige ved at have en overraskende gennemført psykologisk bagland. Filmen indledes med nogle fine panoreringer, hvorefter der klippes til, hvad der skal vise sig at være filmens anklagede, en fattig sort mand (lidt trivielt spillet af Blair Underwood). Selvom alt indikerer, at denne mand umuligt har kunnet begå de umenneskelige gerninger mod den unge pige, da sympatien straks lægges over på ham, så føler man, at noget ikke rigtig stemmer. Hans uskyld er en illusion, som man senere indser, og dette hentydes der til ganske genialt ved hjælp af tydelige associationer. Underwood smider et frodigt æble fra sig på jorden, som han har taget et bid af, inden han stiger ind i bilen. Tankerne henledes på menneskenes syndefald, og man ser hele filmen med en form for skepsis overfor personen. Der skabes en god spændingseffekt ved at lade filmen springe 8 år, for derefter senere at komme tilbage til afhørelsen ved brug af flashbacks. Sammensværgelsen er faktisk overraskende gennemtænkt i første halvdel, hvor sporene til den store afsløring deles fornemt ud.
Sean Connery gør altid en god figur, og han spiller med en sædvanlig indsigt. Laurence Fishburne kæmper bravt i en stereotyp rolle som hårdhærdet betjent, der ikke ligger fingrene imellem. Desværre fungerer sympatiskiftet fra publikums side ikke optimalt, da han cirka halvvejs inden i filmen viser sig at være en af heltene. Figuren forekommer for overfladisk og letkøbt til at blive troværdig. Bedst af alle er en psykopatisk, men sikker Ed Harris i en birolle, der indledningsvis er uskyldens hjemsøgelse i skikkelse af den formodede morder. Han bibringer en intimiderende stemning, hvor uforudsigeligheden er stor hver gang han er i billedet. Henrettelsesscenen er perfekt afdæmpet spillet af Harris.
Filmen starter ud som en medrivende detektivhistorie, hvor Connery skal opklare mysteriet om Underwoods uskyld. Publikum trækkes med ind i filmen med tanken om et dobbeltspil i baghovedet. Desværre kommer afsløringen af Underwood som morder ikke så abrupt og præcist, som den burde have været. Herefter skifter filmen fuldstændig tempo fra den mere stille og udspekulerede spænding til hektisk og rimelig ordinær klimaksjageri. Dette er en stor skam, for filmens første halvdel holder sig fra de store klicheer, mens den sidste halvdel sparer på forklaringer og bare springer fra den ene scene til den anden uden specifik motivation. Underwoods bagvedliggende motiv er rimelig tynd.
Sammensværgelsen er bedst i de tvetydige scener, hvor idealisten Connery langsomt indser nuancerne i hans ellers stedfaste holdning. Han er teoretikeren (men tidligere praktiker) der i sin kamp imod dødsstraf har glemt mordernes gerninger, hvorved han er blevet en smule virkelighedsfjern (som hans kone da også påpeger). Filmens velsagtens bedste scene udspilles efter han har set offeret, hvor han lidt senere ringer hjem og fortæller sin lille datter, at han elsker hende. Illusionsboblen er bristet og han må forholde sig til hændelserne. Paradoksalt nok ender det med at være ham, som dræber Underwood, da problemstillingen kommer til at udarte sig i en dybt personlig retning. Connery er ligeledes en brik i konens retfærdighedsspil, hvor hun dog alligevel ikke kan godtgøre fortidens synder. Derved er Sammensværgelsen egentlig fyldt med depression og mangel på tiltro til menneskelig tilgivelse, dog sat meget op i en spids, da dette jo er en Hollywood spændingsfilm og ikke skal udfordre intellektualiteten for meget.
Historien i filmen er ganske konventionel, men har til gengæld i første halvdel en prima og fængende opbygning. Uheldigvis efterlades den psykologiske dybde i karaktererne til ære for basal spænding, hvor man som publikum hægtes af. De fire små stjerner går derfor til filmens første time, hvor der bydes på rigtig god historiefortælling. Plottwistet i Sammensværgelsen bringer minder om Hoblits fine retssalsdrama, Primal Fear.
17/09-2004
