kedelig? I think not!

I år havde hele to westernfilm premiere, hvor man havde satset på den mere naturalistiske og persondrevet subgenre af westerns. Den første var Ron Howards udmærkede, men også lidt gumpetung og forudsigelige The Missing, som dog besad en storspillende Tommy Lee Jones i en af karrierens bedste roller. Howard formåede ikke helt at styre udenom de værste klicheer, og filmen var generelt også for unuanceret i dens helte/skurke opdeling. Efter jeg for nylig genså Eastwoods mesterværk, De Nådesløse, har jeg frydet mig over alle de westerns, som jeg kunne få fat på (hvoraf ingen desværre var af Sergio Leone). Derfor glædede jeg mig også rigtig meget til at se Kevin Costners tilbagevenden i instruktørstolen med Open Range, men havde også mine bange anelser.

Jeg fandt Danser med Ulve rimelig god, men også en smule overvurderet. Costners (første) indsats som instruktør var så sandelig prisværdig, men for mig at se er filmen ikke det store epos, som mange har gjort den til at være. The Postman var meget udskældt, og selvom den da langtfra var vellykket, så er den heller ikke så elendig, som der påstås. Efter den flotte, men naive Waterworld gik det nærmest kun end af bakke for en sløv Costner, der måtte stå til regnskab for mange fiaskoer. Han vendte dog flot tilbage med en afdæmpet præstation i Roger Donaldsons tankevækkende og skræmmende realistiske Thirteen Days fra 2001. Costners tredje egen instrueret film er for mig at se også den bedste, og alle skeptiske bekymringer blev manet fuldstændig i jorden, for Open Range er velsagtens den bedste westernfilm siden Unforgiven.

Der lægges ud med nogle flotte og metafysiske billeder og en lidt for glorificerende musikside (som man under filmen klogelig ellers ikke hører meget til). De fritdrivende cowboys nyder deres frihed via det store og åbne landskab, hvorved disse personer nærmest bliver en allegori for det moderne menneskets trang til at komme væk fra dagligdagens teknologiprægede tranghed og ud i den basale natur. Men er det ikke også dette, som gør westernfilmene så fascinerende? En tid, hvor intet var overflødigt og hårdt arbejde blev belønnet med en livstilfredshed (okay, nu er det mig, der er glorificerende, men bare for at male et billede). Personintroduktionen- og opbygningen er tålmodig og uhøjtidelig. Langsomt lærer man hovedpersonernes værdier, men også svagheder at kende. Costner spiller nedtonet, men også ret så sigende. Far/søn eller bare venskabsforholdet mellem ham og Robert Duvall er filmens bærende element, og med så stærk og velspillet et fundament, kan det ikke gå galt. Duvall er absolut fantastisk som den ældre mand, der adstadigt fortryder, at han ikke har slået sig til ro med kone og børn. Først tror man, at hans indre kamp har noget med tryghed/fastbundet kontra frihed at gøre, men senere finder man ud af, at han simpelthen frygter fortidens hændelser skal gentage sig. Duvall kan ikke tåle endnu et tab af den størrelse, hvorved han hele tiden er på farten og ikke vil kigge tilbage. Nøjagtig ligesom Costner, der dog har mere bestialske lig i skabet (hvorved associationer til nyere film som Hidalgo og The Last Samurai er uundgåeligt, dog langt mere gennemført og troværdig kreeret her i Open Range). Vores to hovedpersoner er heroiske i deres søgen efter retfærdighed, men det er netop deres skyggesider, som gør Open Range til en mindeværdig film, nøjagtig ligesom Unforgiven.

Mange komparativer kan principielt trækkes mellem denne og førnævnte film; hovedpersonen, der plages af fortidens ukontrollerbare gerninger, men har søgt en form for indre fred ved hjælp af familielivet og dennes afhængighed af Eastwood i Unforgiven og naturens overdådighed, som får Costners handlinger til at virke nærmest irrelevante (som han selv siger i filmen, så går det stedvis en hel dag, hvor han ikke mindes dem). Gerningerne glemmes dog ikke, og de trækkes mere eller minde tilbage i morderrollen af omverdenen og dennes uretfærdighed. Det skal dog lige siges, at det langtfra er plagiat fra Costners side. Hvor de to film dog skilles er i slutningen. Eastwood finder fred med sig selv, ligeså gør Costner, men får også kærligheden i tilgift. Og det er netop Costners positive og insisterende slutning, der gør, at filmen ikke kan få de ellers velfortjente 5 stjerner af mig. Efter filmens endelige skudduel følger Bening (den nogenlunde sentimentalløse kærlighedsrolle for Costner) med strømmen og går ikke tilbage for at hjælpe Costner. Dennes voldelige natur burde have skræmt hende væk, og Costner burde endnu engang have flygtet fra problemerne og en potentiel frelse. Filmens konstruktive behandling af western-retfærdighed ligger ikke op til denne lykkelige slutning, som simpelthen virker malplaceret. Ligeså burde Duvall måske også have bødet for sine synder med livet, da hans stædighed er skyld i den ansattes død, som de vil retfærdiggøre. Ligeledes skubber han også skylden fra sig og bebrejder Gud for sine egne handlinger. Men en ”dødsstraf” mod Duvall ville nok også have været for markant i filmens samlede billede, da vi virkelig sympatiserer for disse personer og holder af dem. Og det er jo netop denne tvetydighed og kontrapunktiske opførsel og psykologiske dybde, der gør figurerne så livlige og troværdige. Nogle af filmens bedste scener udspiller sig, når Duvall og Costner fører samtaler, men siger tingene mere ekspressivt med ansigtstrækkene og de enkelte gestus end med ordene, hvor den genside respekt skinner klart igennem.

Jeg kunne egentlig ret godt lide den måde, hvorpå Costner finder kærligheden med en velspillende Anette Bening, hvor forholdet mellem dem aldrig bliver påklistret eller trivielt. Costner samler noget jord fra hans støvler op fra et pænt gulvtæppe, og mens han gør det, ser han Bening skifte tøj og fascineres. Det var netop i denne scene, hvor jeg blev lidt i tvivl om min tidligere udtalelse omkring retfærdigheden overfor Costners karakter. Gulvtæppet symboliserer (overdrevet sagt) verdenen, hvorpå Costners gerninger og synder er spredt ud over (altså jorden), som ødelægger det smukke billede. Ved at samle jorden op prøver han at godtgøre fortidens synder, og selvom denne forsøg på forløsning ikke er filmens hovedformål, så er det et menneskeligt og fængende sideplot.

Folk vil måske kalde Open Range for langtrukken og banal i dens historiefortælling. Hvis man forventer en actionpræget western a’ la Young Guns, så er det da muligt, men denne film besidder faktisk spænding i overflod. Under det store klimaks (filmens eneste decideret actionsekvens) er man naglet til sædet, hvor Costner utvivlsomt tager sin tid, men også udnytter spændingen maksimalt og mesterligt. Skudduellen er nedtonet, men yderst realistisk og nervepirrende at overvære. Her skinner det klart igennem, at vold avler vold, som Costner også indser, da han bagefter ser nogle af byens folk jage en af morderne og skyde ham koldblodigt ned. Senere viser det sig også, at han er blevet lidt af et idol for byens folk, da Bening nævner for ham, at hun ikke er den eneste, der ville ønske han blev. Meget fortjent er skudduellen kommet ind på Empires top ti over alle tiders bedste skudsekvenser på film, for den er mindeværdig i dens egen brutale og nådesløse form. Kameraføringen i filmen er også ganske symbolsk, mens de mange billeder af den åbne prærie er betagende smukke.

Jeg ville så gerne give filmen de 5 stjerner, mest på grund af dens subtile personfremstilling, som bibringer nærmest uanet meget spænding og seværdighed til filmen. Fantastisk spillet af Duvall og Costner. Men som førnævnt mener jeg, at den måske skulle have haft en mere pessimistisk slutning, der ville passe bedre ind i den realistiske stemning. Open Range er dog en konstant underholdende sag, men også stedvis ganske rørende og eftertænksom. Den sidste lille kamerapanorering over noget porcelæn er også en stille humoristisk genistreg fra Costner. Filmen er en triumf i hans karriere! 4 meget store stjerner herfra!