Seabisquit 2?

Instruktøren Joe Johnston har tidligere stået bag den fænomenale Skat, Jeg har Skrumpet Børnene, som var et ægte actioneventyr for hele familien. Johnston var tydeligvis inspireret af Spielberg (hvor flovt, jeg kan ikke huske om mesteren selv var inde over filmen som producent eller lignende), hvor historien foregik i børnehøjde, men appellerede ligeså meget til de voksne. Her tænker jeg blandt andet på Richard Donners herlige Goonierne (hvor Spielberg var med som producent og bagmand). Johnston fortsatte karrieren med den underholdende Jumanji, den velmente, men sentimentale October Sky, hvis nogenlunde eneste kvalitet var en sikker Jake Gyllenhaal. I 2001 fik Johnston så endelig lov til at gå direkte i Spielbergs fodspor, da han blev udvalgt til at instruere den tredje film i Jurassic Park-serien, som var en ganske instabil og glat affære. Den besad hverken etterens intelligens eller toerens energiske charme, og Johnston viste ikke en nævneværdig sans for historiefortælling eller karakteroplivning. Hvad han dog håndterede perfekt var de meget flotte effekter, som egentlig også var filmens eneste tiltrækningskraft. Johnstons seneste film er en klichefyldt og lettere kedelig historie om den nedbrudte mand, der finder forløsning og værdigheden tilbage ved at udføre heltemodige gerninger (vinde et hesteløb…).

Viggo Mortensen gjorde en fantastisk figur som Aragorn i Peter Jacksons maleriske mesterværker, Ringenes Herre-trilogien. Desværre har han med opfølgningsrollen taget den lette vej, hvor rollen i Hidalgo er en typisk helt med moralske kvaler og mangel på decideret livslyst. Han overværede slagteriet ved Wounded Knee, som senere hjemsøger ham (i nogle ganske flotte flashbacks). Filmens karakteropbygning minder forbavsende meget om Edward Zwicks The Last Samurai med en tynget Tom Cruise i hovedrollen, men hvor førnævnte film reddede de forudsigelige personudviklinger ved at foregå i et fascinerende miljø, så taber Hidalgo hovedpersonen på gulvet med det samme han ankommer til det nye land, da Johnston på bemærkelsesværdig vis nærmest udelader alt fra hovedpersonens baggrund. Når Mortensen stolt kigger op på Frihedsgudinden bliver det simpelthen også for patriotisk til at overvære.

Bevares, han spiller udmærket og har karisma til at holde publikum fanget, men når der er så lidt udfordring i både historien og personen, så bliver det ikke specielt mindeværdigt eller bare underholdende. Uden at være direkte uoriginal, så følger handlingen stramt den velkendte dramaturgiske struktur, hvor man på intet tidspunkt bliver overrasket over noget som helst. Mortensen, den ægte helt, genopstandes slutteligt og kan leve et lykkeligt liv. At bruge hesten Hidalgo (som jo egentlig er filmens hovedperson) som opløftende katalysator er ikke en dum idé, men udføres bare ikke konsekvent nok. Læg mærke til en morsom J.K. Simmons i en birolle som cirkusbestyrer (jeg griner bare ved tanken om ham i Spider-man filmene).

Der er nogle enkelte gode actionscener, men virker for fragmentariske og ikke tilstrækkelig spændingsopbyggende til at man for alvor bliver revet med. Ikke overraskende er Hidalgo velproduceret, rimelig flot filmet og sikker i det amerikanske håndværk. Desværre er historien ikke værd at (gen)fortælle for 117. gang, hvorved filmen aldrig bliver medrivende eller bare middelmådig god. Man forlader Hidalgo med en overraskende tom fornemmelse af tidsspilde.