overraskende lettilgængelig

Forventningerne til Cold Mountain nærmede sig katastrofale højder. Instruktøren Anthony Minghella havde storværket og Oscarslugeren Den Engelske Patient bag sig, der meget overraskende blev et kæmpe hit. Senere lavede han den psykologiske thriller The Talented Mr. Ripley, der var en ret intens og stemningsmættet film med Matt Damon i sit livs bedste rolle. Desværre blev Ripley i store kredse overset og forbigået (mig inkluderet, der i sin tid af uforklarlige årsager kun gav den 2 stjerner). Cold Mountain skulle være Minghellas tilbagevenden til storfilmene, hvor Oscarværdighed nærmest kom som en selvfølge. Men som vi alle ved, vandt den ingen priser i de tunge kategorier, og folk var generelt en smule skuffet over filmen (selvom en Oscar nu aldrig har været indikator for superb kvalitet). Cold Mountain er ikke blevet den uforglemmelige storfilm, spækket med monstrøse følelser og iøjefaldende skueplads for episk gavmildhed, som der var forventet. Den indeholder dog førnævnte ingredienser, bare i mere afdæmpet og psykologisk troværdig form. Man griber sig selv flere gange i at imponeres over hvor vellykket og helstøbt en film Minghella egentlig har begået over Charles Fraziers roman, hvor Minghella er ret tro mod forlægget, mens hans egen artistiske signatur stadig er nærværende og fundamentalt.

Handlingen i filmen er ret simpel, på grænsen til det trivielle. En frivillig soldat indser krigens gru og stikker af for at være sammen med hans elskede, som han dog knapt nok kender. Tilbagevendelsen bliver ikke en decideret dannelsesrejse for ham, men mere prøvelse på prøvelse, både mod fysikken, men mest mod psyken. Hovedhistorien er dog det mindst signifikante element i filmen; det er krigens påvirkning og menneskets overlegenhed/stædighed, som Minghella beskæftiger sig med. Under den første halve time af filmen hjemsøgte Sandmands ord om at være forelsket i forelskelsen mig. Jeg vil kun delvis give ham ret. Jeg havde også inden forventet, at Minghella havde lagt flere nuancerer og en mørkere dybde i vores to hovedpersoner end den banale rammehistorie om de to elskende, der må gå så grueligt meget lort igennem for at være sammen. Hvis Michael Bay til gengæld havde været krediteret som instruktør havde jeg dog regnet med netop det.

Jude Law er ret så fremragende i hovedrollen som hverdagspersonen, der tror på statens propaganda med at tjene sit land, om det så koster en livet. Minghellas mening om dette tilkendegives ret så hurtigt. I filmens begyndelse får man en mageløs krydsklipning mellem krigens gru og de unges idealistiske syn på krigen. Cold Mountain besidder absolut ingen krigs- eller helteglorificering, og det er befriende, men på en meget barbarisk måde. Minghella har gået efter den kyniske realisme, hvor han her fokuserer på krigens brutalitet og menneskets manglende respekt for hinanden. Eksplosionen i begyndelsen er den bragende opvågning for vores hovedperson, og bliver senere katalysator for hans afrejse, da han derved mister nogle af hans kæreste eje, hvilket er blevet givet ham af Kidman. Law er dog langtfra den entydige og evig gode helt, som vi nærmest er vant til i denne slags film. Han har modet til at trække en bekendt væk fra slagmarken, men da denne spørger, om han skal dø, kvitterer Law med klicheen ”Dine forældre ville være stolte af dig”, da han ikke aner, hvad han ellers skal sige. Propagandaen har sejret, og vore hjernevaskede helt er ligeså menneskelig som alle os andre.

Som førnævnt tvivler jeg meget på, at kærligheden mellem Law og Nicole Kidman er så eviggyldig romantisk, som øjet først ser. Kidman er ret fantastisk i den kvindelige hovedrolle, hvor hun spiller på hele følelsesrepertoiret og bibringer figuren den altdominerende tyngde. Kritiske tunger har været skeptiske overfor hendes glamourøse udseende i Cold Mountain, som slet ikke passer ind i denne periodefilm. Jeg mener dog, at dette er et bevidst og ret vigtigt valg fra Minghellas side. Vores opfattelse af hende afspejler Laws følelser, som holder ham i gang og levende. Kærligheden mellem dem er ikke andet end en forgabelse fra Laws side og en nødvendighed fra Kidmans. Et håb om den evindelige kærlighed, flyvende på den lyserøde sky, der holder dem begge i live. Law ser hende som et mål for at vende tilbage, et ting, som er værd at kæmpe for. Nok siger han ærbødigt nej til Portmans underliggende tilnærmelser, men gør det netop fordi han ikke vil ødelægge hans selvopfattelse mere end han allerede har gjort gennem hans morderiske handlinger. Det er også netop derfor, at han vil vente på Kidman indtil de er blevet gift, men deres kødelige lyster tager alligevel overhånd. Da Law er påvirket af opium, nævner han også overfor den vildfremmede dame, at han nærmest ikke kender kvinden, som han elsker. Den hjerteskærende sandhed gik op for mig, da Law i sine sidste levende sekunder siger, at han er hjemme. Han har nået sit mål og kan dø lykkeligt, og målet var at komme tilbage, ikke nødvendigvis til hende. Da Kidman udtrykker hendes kærlighed overfor ham, lever han stadig, men udånder uden at gengælde hendes følelser. Kidman har været et objekt for ham, og selvom dette virker en smule ondskabsfuldt af Law, så gør det ham ikke til en usympatisk person (hvor deprimerende det end er). For vi alle sammen praktiserer det. Udser os noget at leve for, noget der holder os i gang. Desuden har han alligevel så meget selverkendelse, at han bekender overfor Kidman, at hans gerninger ikke gør ham værdig. Minghella har været hudløs ærlig og gjort kærligheden mellem dem langt mere troværdig og menneskelig, end det overromantiserede portræt, vi normalt ellers får fra Hollywood.

Til at starte med bruger Kidman også Law og hans forhåbentlige tilbagevenden som et ting at leve for, en grund til at stå op om morgenen. Dette beskriver hun selv meget eksplicit i hendes breve. Som tiden går manifesteres hendes håb dog mere i hendes produktivitet, kickstartet af en lidt irriterende Renee Zellweger. En Oscar fandt jeg ganske malplaceret, selvom hun stedvis gør figuren ret så rørende og dyb. Det er dog netop bifigurerne i filmen, som gør Cold Mountain til en rigtig god filmoplevelse. De er alle sammen med til at fremme Minghellas beskrivelse af den menneskelige psyke i en mere moralsk destruktiv forstand (eksempelvis Zellwegers åbenlyse sandfærdige udtalelse den menneskeskabte krig). Phillip Seymour Hoffman er en af verdens bedste birolleskuespillere, og gør det også eminent her som den liderlige præst. Mere følelsesladet er sekvensen med Natalie Portman som enken, der i et desperat og ret så deprimerende forsøg prøver at bringe fortiden tilbage sammen med hendes afdøde mand. Brendan Gleeson får en af filmens få positive forløsende sidehistorier som Zellwegers far, der erkender sine fejl og finder delvis frelse igennem musikken. Ray Winstone er fremragende som filmens deciderede skurk, en lidt ynkelig mand, der dog viser flere menneskelige facetter, men kan ikke overkomme sin jalousi. Minghella fremstiller mennesket som den arrogante race, ikke den overlegne. Dette ses allerede i starten af filmen, hvor en hest upåvirket rejser sig op efter eksplosionen og vandrer væk uden men.

Cold Mountain er virkelig flot produceret, hvor John Seale har kreeret nogle ret så episke og smukke billeder, der brænder sig fast. Natursymbolikken er ret fremtræden og ganske sigende. Mere imponerende er dog det absolut rørende musik fra Gabriel Yared, der er en Thomas Newman værdig. Yared havde utvivlsomt fortjent anerkendelse for hans musik, som er med til at gøre slutningen bittersød på den tvetydige måde.

Cold Mountain er en lidt overlang film, som dog aldrig for alvor bliver kedelig. Det brede og troværdige persongalleri holder interessen fanget konstant, og filmens dramatiske fremdrift er også ganske spændende og seværdig. Anthony Minghella kan i hvert fald være stolt over hans indsats og det endelige resultat. Selvom Akademiet ikke bifaldt ham.