ukonventionel og uforglemmelig
5.0
Instruktøren og manuskriptforfatteren Wes Anderson er af førende kritiker blevet hyldet som en af nutidens største originaliteter indenfor filmbranchen, og dette faktum vil jeg da nødig dementere. Hans første film fik nogle uhyggelige beærende ord med på vejen af Martin Scorsese, der proklamerede hans beundring og kaldte den en af 90’ernes bedste film. Personligt fandt jeg den rørende finurlig og morsom, men også lidt for lettilgængelig til at kaldes originalt. Andersons kunstneriske signatur (som vi senere hen er blevet beriget yderligere med) var dog ret tydeligt til stede. De akavede, men let afholdte karakterer, den atypiske historie og den mageløse musik, der efterlod publikum i et lettere perplekst humør med følelsen af at have været vidne til noget, der var bare en smule anderledes. Bottle Rockets enkelte anstrengte scener og usikre situationer (affødt af instruktørens første filmiske forsøg) var noget nær forsvundet i den efterfølgende Rushmore, som besad førnævnte films kvaliteter multipliceret med 10. Rushmore var en rejse ind i en lettere forskruet persons verden, hvor virkelighedsopfattelsen virkede besynderlig på en attraktiv måde. Denne indholdsmæssige originalitet udforsker Anderson yderligere i The Royal Tenenbaums, hvor persongalleriet dog er blevet udvidet eftertrykkeligt.
Gene Hackman ses i en af hans allerbedste præstationer i de sidste 15 år, hvor enhver lighed og association med andre af hans roller er meget svær at finde. Hackman er særegen som den skruppelløse fader, der utilsigtet ødelægger hans børn gennem hans hudløse ærlighed. Filmens første kvarter er en, lang personintroduktion, og meget sjældent har jeg set så gennemført og troværdig et persongalleri, manifesteret gennem hurtige og virtuose klip, Beatles-musik og en behagelig voice-over af Alec Baldwin. På ufattelig kort tid får vi en følelse af hver og en af karaktererne, deres nuancerede personlighed og individuelle opførsel. Hackman kan næsten betegnes som en hybrid mellem egoistisk besættelse og omverdenens kynisme. I en af filmens indledende scener demonstrerer han for sin søn manglen på loyalitet, som tager dette til sig som forskelsbehandling af børnene, hvad han med rette også skal gøre. The Royal Tenenbaums er nem at påstemple som en sorthumoristisk film, tangerende til galgenhumor. Den er dog nærmere et lettere satirisk og atypisk familiedrama, hvor faderens gensamling og søgen efter (gen)funden kærlighed er det fængende omdrejningspunkt.
Anderson har det med at demonstrere for os i begyndelsen, at vi træder ind i et fiktivt univers, hvor den kendte dramaturgiske struktur fra filmens verden ikke nødvendigvis følges. Vi befinder os i Andersons univers, hvor originaliteten er i højsædet, og hvor man nærmere skal se filmene som en sanselig psykedelisk oplevelse end regulær filmunderholdning. I Rushmore gjaldt det en filmisk opsættelse af et teaterstykke, hvor dramatikken aldrig tog overhånd over den velfortalte og excentrisk flydende historie. Her indledes The Royal Tenenbaums med en scene, hvor en bog med netop denne titel påstemples og højst sandsynlig udlånes. Vi træder ind i lyrikkens verden med Baldwin som narrator, og filmen er inddelt i kapitler og indledende scenebeskrivelse. Et moderne eventyr, hvor de levede forløst til deres dages ende. Hvis man, ligesom mig, betragter filmen på den måde, så er dens slutning ikke nær så glædessøgende og lykkelig, som den ellers er blevet kritiseret for at være. Anderson lader personerne komme ud i nogle horrible situationer, dog aldrig så umenneskelige, at man som tilskuer ikke kan relatere til dem, men han er ikke pessimist og man forlader filmen (og bogen lukkes) med en veltilpas følelse. Et visuelt trick, og genialt anvendt, er med til at gøre filmen til en subjektiv oplevelse, og at man som tilskuer føler sig som ”fluen på væggen”. I stedet for at klippe ind imellem, så panorerer Anderson oftest kameraet mellem folk og deres reaktioner, hvorved det bliver til en slags point of view for tilskueren. Mesterligt.
Meget hurtigt indser man, at dette ikke er en normal familie. Børnene er enestående genier, men moderens evige karriererfokusering og pres på børnene er skadelig. Andersons mening udtrykkes klart, da man ser en scene udspille sig som før beskrevet, hvori den ene af børnene spørger om en check på 187 dollars. Tallet er det amerikanske politis jargon for mord, og Luke Wilsons senere selvmordsforsøg kommer ikke som en overraskelse, hvor nedslående det end er at overvære. I den scene mestrer Anderson virkemidlernes underspilning, og jeg tror næppe, at jeg har set det meningsløse i selvmord visualiseret så eklatant og rammende. Wilsons determinerende og opgivende ansigtsudtryk kunne godt gå hen og hjemsøge mig i flere dage, akkompagneret af den kontrapunktiske musik, der gør scenen endnu stærkere og uafrystelig.
Filmens personer er en smule excentriske og virkelighedsfjerne (summen af en mærkværdig barndom), og man har i starten en smule svært ved at engagere sig positivt i deres skæbner. Distancen mellem publikum og karaktererne affødes af personernes distance med deres indre følelser, som de ikke kan udtrykke. Men da The Royal Tenenbaums er en personudviklingsfortælling, så begynder man langsomt at holde af filmens personer og fortællingen bliver yderst medrivende og rørende. Da hver enkelt person har en unik personlighed og gennemført psykologisk dybde er alle sidehistorier- og personer yderst interessante at følge med i, da hver og en får en pay-off sekvens. Det er en nydelse at se Hackmans pessimistiske og overlegne faderfigur blive til en kærlighedssøgende og kompromisløs gambler, der lyver og opsætter hans egen nærkommende død for at tilbagevinde familiens gunst. Det dialogiske mandeopgør mellem ham og Danny Glover er ustyrlig morsom gennem deres ynkelighed. Det er ikke så meget et forsøg på at indfange og genopleve fortiden fra Hackmans side, men er nærmere præget af godtgørende handlinger, måske (og sikkert) af semiegoistiske årsager. Mest rørende er nok historien om Ben Stiller og hans ulykkesfokuserede og sikkerhedsopbyggende opførsel, da han mistede sin hustru under et flystyrt. Stiller underspiller hver scene perfekt. The Royal Tenenbaums er stjernebesat ned til den mindste birolle, hvor alle og enhver fortjener stor ros. Der er nuanceret, indfølt og sikkert spil fra alle medvirkende, hvor jeg nok må sige, at Luke Wilson imponerede mig mest.
Owen Wilson har ikke rigtig fået den ros, som han tydeligvis fortjener som medmanuskriptforfatter (om end filmen var fortjent nomineret til en Oscar for bedste originale (jo tak!) manuskript). The Royal Tenenbaums besidder noget nær ingen fysisk humor, men er så evig morsom igennem dens dialog, humoristiske scenarier og veludførte personbeskrivelser.
Selvom Andersons film er meget unikke og originale i tematikken og det ekspressive look, så har selv mainstreampublikummet taget dem til sig gennem deres kunstneriske appeal, hvor svært tilgængelige hans seneste to end har været. Men Anderson har da også som få andre nutidige instruktører mere end indikeret hvor stor kunst filmmediet egentlig kan være. Hans afslutninger er intet mindre end perfekte, hvor man ser (hoved)personerne udfører en eller anden naturalistisk handling, og kameraet zoomer bagud eller forud i et forøgende slowmotion akkompagneret af opløftende og atypisk ældre musik. Den faste komponist Mark Motherbaughs valgte eller egen komponerede musik er forrygende exceptionelt, og dette er da også et virkemiddel, som Anderson ligger stor vægt på og som altid er vellykket i hans film.
Rushmore sluttede åbent, hvor kameraet trackede bagud og lod personernes videre gang være op til publikum. I forhold til den er The Royal Tenenbaums meget konkluderende (kameraet kører imod Hackmans grav), men for en gang skyld virker det ikke påtaget eller irriterende.
Efter traileren at dømme, så kunne det godt se ud som om, at Andersons næste film, The Life Auqatic, vil gå hen og blive en af næste års helt store filmoplevelser. Ventetiden er ulidelig, da Wes Anderson er et originalt stortalent, som utvivlsomt er værd at holde øje!
Gene Hackman ses i en af hans allerbedste præstationer i de sidste 15 år, hvor enhver lighed og association med andre af hans roller er meget svær at finde. Hackman er særegen som den skruppelløse fader, der utilsigtet ødelægger hans børn gennem hans hudløse ærlighed. Filmens første kvarter er en, lang personintroduktion, og meget sjældent har jeg set så gennemført og troværdig et persongalleri, manifesteret gennem hurtige og virtuose klip, Beatles-musik og en behagelig voice-over af Alec Baldwin. På ufattelig kort tid får vi en følelse af hver og en af karaktererne, deres nuancerede personlighed og individuelle opførsel. Hackman kan næsten betegnes som en hybrid mellem egoistisk besættelse og omverdenens kynisme. I en af filmens indledende scener demonstrerer han for sin søn manglen på loyalitet, som tager dette til sig som forskelsbehandling af børnene, hvad han med rette også skal gøre. The Royal Tenenbaums er nem at påstemple som en sorthumoristisk film, tangerende til galgenhumor. Den er dog nærmere et lettere satirisk og atypisk familiedrama, hvor faderens gensamling og søgen efter (gen)funden kærlighed er det fængende omdrejningspunkt.
Anderson har det med at demonstrere for os i begyndelsen, at vi træder ind i et fiktivt univers, hvor den kendte dramaturgiske struktur fra filmens verden ikke nødvendigvis følges. Vi befinder os i Andersons univers, hvor originaliteten er i højsædet, og hvor man nærmere skal se filmene som en sanselig psykedelisk oplevelse end regulær filmunderholdning. I Rushmore gjaldt det en filmisk opsættelse af et teaterstykke, hvor dramatikken aldrig tog overhånd over den velfortalte og excentrisk flydende historie. Her indledes The Royal Tenenbaums med en scene, hvor en bog med netop denne titel påstemples og højst sandsynlig udlånes. Vi træder ind i lyrikkens verden med Baldwin som narrator, og filmen er inddelt i kapitler og indledende scenebeskrivelse. Et moderne eventyr, hvor de levede forløst til deres dages ende. Hvis man, ligesom mig, betragter filmen på den måde, så er dens slutning ikke nær så glædessøgende og lykkelig, som den ellers er blevet kritiseret for at være. Anderson lader personerne komme ud i nogle horrible situationer, dog aldrig så umenneskelige, at man som tilskuer ikke kan relatere til dem, men han er ikke pessimist og man forlader filmen (og bogen lukkes) med en veltilpas følelse. Et visuelt trick, og genialt anvendt, er med til at gøre filmen til en subjektiv oplevelse, og at man som tilskuer føler sig som ”fluen på væggen”. I stedet for at klippe ind imellem, så panorerer Anderson oftest kameraet mellem folk og deres reaktioner, hvorved det bliver til en slags point of view for tilskueren. Mesterligt.
Meget hurtigt indser man, at dette ikke er en normal familie. Børnene er enestående genier, men moderens evige karriererfokusering og pres på børnene er skadelig. Andersons mening udtrykkes klart, da man ser en scene udspille sig som før beskrevet, hvori den ene af børnene spørger om en check på 187 dollars. Tallet er det amerikanske politis jargon for mord, og Luke Wilsons senere selvmordsforsøg kommer ikke som en overraskelse, hvor nedslående det end er at overvære. I den scene mestrer Anderson virkemidlernes underspilning, og jeg tror næppe, at jeg har set det meningsløse i selvmord visualiseret så eklatant og rammende. Wilsons determinerende og opgivende ansigtsudtryk kunne godt gå hen og hjemsøge mig i flere dage, akkompagneret af den kontrapunktiske musik, der gør scenen endnu stærkere og uafrystelig.
Filmens personer er en smule excentriske og virkelighedsfjerne (summen af en mærkværdig barndom), og man har i starten en smule svært ved at engagere sig positivt i deres skæbner. Distancen mellem publikum og karaktererne affødes af personernes distance med deres indre følelser, som de ikke kan udtrykke. Men da The Royal Tenenbaums er en personudviklingsfortælling, så begynder man langsomt at holde af filmens personer og fortællingen bliver yderst medrivende og rørende. Da hver enkelt person har en unik personlighed og gennemført psykologisk dybde er alle sidehistorier- og personer yderst interessante at følge med i, da hver og en får en pay-off sekvens. Det er en nydelse at se Hackmans pessimistiske og overlegne faderfigur blive til en kærlighedssøgende og kompromisløs gambler, der lyver og opsætter hans egen nærkommende død for at tilbagevinde familiens gunst. Det dialogiske mandeopgør mellem ham og Danny Glover er ustyrlig morsom gennem deres ynkelighed. Det er ikke så meget et forsøg på at indfange og genopleve fortiden fra Hackmans side, men er nærmere præget af godtgørende handlinger, måske (og sikkert) af semiegoistiske årsager. Mest rørende er nok historien om Ben Stiller og hans ulykkesfokuserede og sikkerhedsopbyggende opførsel, da han mistede sin hustru under et flystyrt. Stiller underspiller hver scene perfekt. The Royal Tenenbaums er stjernebesat ned til den mindste birolle, hvor alle og enhver fortjener stor ros. Der er nuanceret, indfølt og sikkert spil fra alle medvirkende, hvor jeg nok må sige, at Luke Wilson imponerede mig mest.
Owen Wilson har ikke rigtig fået den ros, som han tydeligvis fortjener som medmanuskriptforfatter (om end filmen var fortjent nomineret til en Oscar for bedste originale (jo tak!) manuskript). The Royal Tenenbaums besidder noget nær ingen fysisk humor, men er så evig morsom igennem dens dialog, humoristiske scenarier og veludførte personbeskrivelser.
Selvom Andersons film er meget unikke og originale i tematikken og det ekspressive look, så har selv mainstreampublikummet taget dem til sig gennem deres kunstneriske appeal, hvor svært tilgængelige hans seneste to end har været. Men Anderson har da også som få andre nutidige instruktører mere end indikeret hvor stor kunst filmmediet egentlig kan være. Hans afslutninger er intet mindre end perfekte, hvor man ser (hoved)personerne udfører en eller anden naturalistisk handling, og kameraet zoomer bagud eller forud i et forøgende slowmotion akkompagneret af opløftende og atypisk ældre musik. Den faste komponist Mark Motherbaughs valgte eller egen komponerede musik er forrygende exceptionelt, og dette er da også et virkemiddel, som Anderson ligger stor vægt på og som altid er vellykket i hans film.
Rushmore sluttede åbent, hvor kameraet trackede bagud og lod personernes videre gang være op til publikum. I forhold til den er The Royal Tenenbaums meget konkluderende (kameraet kører imod Hackmans grav), men for en gang skyld virker det ikke påtaget eller irriterende.
Efter traileren at dømme, så kunne det godt se ud som om, at Andersons næste film, The Life Auqatic, vil gå hen og blive en af næste års helt store filmoplevelser. Ventetiden er ulidelig, da Wes Anderson er et originalt stortalent, som utvivlsomt er værd at holde øje!
23/09-2004
