distingverende god
4.0
Den filmisk uprøvede instruktør Peter Care har med debutfilmen The Dangerous Lives of the Altar Boys begået et ganske fremragende drama, der ambitiøst og vellykket balancerer mellem hjertevarmende humor og nedtonede dramatiske hændelser. Filmene er baseret på en roman af Chris Formann (der døde af kræft i en alder af 31), som den også er dedikeret til. Den er ikke så meget præget af en nostalgisk stemning i stil med Rob Reiners mesterværk Stand By Me, men er nærmere et retrospektiv kig i ungdommens udfoldelse (som Reiners film dog også var). Denne indfaldsvinkel er ikke en original en af slagsen, men fungerer upåklageligt og er en signifikant del af filmens underliggende virkelighedsbeskrivelse.
Basalt set handler det om en lille gruppes oprør mod de strikte normer og autoriteter, men der fokuseres klogelig mere på venskabsdelen, som er filmens bærende element. Deres rebelske opførsel katalyseres ikke direkte af en form for forbud eller livsprædiken, men nærmere på grund af kedsomhed. Indledningen er ganske forrygende i dens tvetydige narrestreger. At kalde The Dangerous Lives of the Altar Boys for blasfemisk er lidt for melodramatisk, for selvom filmen ikke ligefrem fremstiller de religiøse autoriteter med respekt, så gør den heller ikke nar af dem. Tilbedelsen af Gud ses som en rutine nærmere end en kærlighed, dette vises gennem Francis’ fars monotone og hurtig opremsende bordbøn. Jodie Foster (der også er medproducent) spiller den strenge nonne, der bandlyser alt, som kan virke en smule anstødelig. Foster er en vigtig brik i filmens fortælling om datidens kristendom, for i hendes egen fortolkning af Bibelen er hun gået så langt, at hun ophæver sig selv som forbyder og sandhedssøgende i hendes tro på at gøre godt. Hurtigt kaster hun dom over folk og taler patroniserende til dem. I forhold til hende er præsten, fint spillet af Vincent D’Onofrio, mere medgørlig og afslappet, og herligt ironisk når han står og vejleder en af drengene om at modstå fristelser mens han selv ryger. Præsten er ikke en gudefigur og selvophøjelse er også en synd. Fosters fortolkning af Bibelens budskab er, for mig at se, fejlfyldt, da hun begrænser børnene i deres kunstneriske udfoldelser, og dette kan jeg ikke forestille mig er Guds mening (for at sætte det lidt ind i et større perspektiv).
The Dangerous Lives of the Altar Boys omhandler ikke kun religiøsitet, men nærmere bestemt en virkelighedsflugt ind i fantasiens verden. Filmen er blevet rost for dens visualisering af drengenes eskapisme gennem fantasifulde tegneserier, udformet af Emile Hirsch’s (Francis) sind. Tegneseriens historiske udfoldelse kunne godt have været mere subtil i dens medfortællende del af virkeligheden, og dette kan stedvis også virke en smule for abrupt. Men da Care alligevel hovedsagligt har vægtet dette fornuftigt i fortællingen, kommer det aldrig til at virke irriterende. Drengenes flugt til fantasiverdenen er for Hirsch’s karakter en måde at efterbehandle og accepterer virkeligheden, mens den for Kieran Culkin er flugt i ordets forstand, hvor han ikke vil forholde sig til realiteten. Culkins figur opsættes flere steder som en sand tragedie, blandt andet ved forældrenes skænderier og hans handlingsfornægtende udtalelser. Selvom dette er en splittet person, så kommer filmens sluttelige dramatiske drejning som et chok, og filmen adskiller sig fra andre dramaer ved ikke at afslutte gennemgående forløst ved alle de sympatiske karakterer. De uskyldige narrestreger udvikler sig til en tragedie, og Hirsch overlever ved at besidde bar en smule virkelighedsfornemmelse. Som sagt var tegneserieverdenen et kunstnerisk sted for ham, men han kunne også se det smukke i hverdagen, visualiseret gennem point of view, hvor han nyder naturens uforudsigelighed.
Kieran Culkin er virkelig velvalgt, og han spiller fremragende. Venskabet mellem ham og Hirsch fungerer plausibelt, og filmen bliver fængende og rørende netop gennem deres portrættering. Jena Malone forekommer en smule usikker, men har senere virkelig vist sit værd i Richard Kellys dragende Donnie Darko og Matthew Ryan Hoges fascinerende og poetiske The United States of Leland. Kærlighedsdelen mellem hende og Hirsch fremvises desværre lidt for romantiserende og utroværdigt, men falder dog heller ikke igennem som prætentiøs eviggyldighed. Deres alder gør, at man ikke engagerer sig så meget, som der nok var forventet.
The Dangerous Lives of the Altar Boys er en befriende og opfindsom film, der bruger den velkendte historie om ungdommens uskyldsberøvende år på en finurlig og næsten original måde. Peter Care har i hvert fald vist sig som en sikker og kvalitativ instruktør, der med sine velfungerende virkemidler (blandt andet fantastisk musik) og flydende, hverdagsagtige dramatik gør filmen til en medrivende oplevelse. Efter sigende (og imdb.com) skal han til at indspille en af Stephen Kings bedste bøger, den meget personlige Bag of Bones, der indeholder en fascinerende og okkult historie. Der er god grund til at glæde sig.
(Tak til Scope for hurtig service)
Basalt set handler det om en lille gruppes oprør mod de strikte normer og autoriteter, men der fokuseres klogelig mere på venskabsdelen, som er filmens bærende element. Deres rebelske opførsel katalyseres ikke direkte af en form for forbud eller livsprædiken, men nærmere på grund af kedsomhed. Indledningen er ganske forrygende i dens tvetydige narrestreger. At kalde The Dangerous Lives of the Altar Boys for blasfemisk er lidt for melodramatisk, for selvom filmen ikke ligefrem fremstiller de religiøse autoriteter med respekt, så gør den heller ikke nar af dem. Tilbedelsen af Gud ses som en rutine nærmere end en kærlighed, dette vises gennem Francis’ fars monotone og hurtig opremsende bordbøn. Jodie Foster (der også er medproducent) spiller den strenge nonne, der bandlyser alt, som kan virke en smule anstødelig. Foster er en vigtig brik i filmens fortælling om datidens kristendom, for i hendes egen fortolkning af Bibelen er hun gået så langt, at hun ophæver sig selv som forbyder og sandhedssøgende i hendes tro på at gøre godt. Hurtigt kaster hun dom over folk og taler patroniserende til dem. I forhold til hende er præsten, fint spillet af Vincent D’Onofrio, mere medgørlig og afslappet, og herligt ironisk når han står og vejleder en af drengene om at modstå fristelser mens han selv ryger. Præsten er ikke en gudefigur og selvophøjelse er også en synd. Fosters fortolkning af Bibelens budskab er, for mig at se, fejlfyldt, da hun begrænser børnene i deres kunstneriske udfoldelser, og dette kan jeg ikke forestille mig er Guds mening (for at sætte det lidt ind i et større perspektiv).
The Dangerous Lives of the Altar Boys omhandler ikke kun religiøsitet, men nærmere bestemt en virkelighedsflugt ind i fantasiens verden. Filmen er blevet rost for dens visualisering af drengenes eskapisme gennem fantasifulde tegneserier, udformet af Emile Hirsch’s (Francis) sind. Tegneseriens historiske udfoldelse kunne godt have været mere subtil i dens medfortællende del af virkeligheden, og dette kan stedvis også virke en smule for abrupt. Men da Care alligevel hovedsagligt har vægtet dette fornuftigt i fortællingen, kommer det aldrig til at virke irriterende. Drengenes flugt til fantasiverdenen er for Hirsch’s karakter en måde at efterbehandle og accepterer virkeligheden, mens den for Kieran Culkin er flugt i ordets forstand, hvor han ikke vil forholde sig til realiteten. Culkins figur opsættes flere steder som en sand tragedie, blandt andet ved forældrenes skænderier og hans handlingsfornægtende udtalelser. Selvom dette er en splittet person, så kommer filmens sluttelige dramatiske drejning som et chok, og filmen adskiller sig fra andre dramaer ved ikke at afslutte gennemgående forløst ved alle de sympatiske karakterer. De uskyldige narrestreger udvikler sig til en tragedie, og Hirsch overlever ved at besidde bar en smule virkelighedsfornemmelse. Som sagt var tegneserieverdenen et kunstnerisk sted for ham, men han kunne også se det smukke i hverdagen, visualiseret gennem point of view, hvor han nyder naturens uforudsigelighed.
Kieran Culkin er virkelig velvalgt, og han spiller fremragende. Venskabet mellem ham og Hirsch fungerer plausibelt, og filmen bliver fængende og rørende netop gennem deres portrættering. Jena Malone forekommer en smule usikker, men har senere virkelig vist sit værd i Richard Kellys dragende Donnie Darko og Matthew Ryan Hoges fascinerende og poetiske The United States of Leland. Kærlighedsdelen mellem hende og Hirsch fremvises desværre lidt for romantiserende og utroværdigt, men falder dog heller ikke igennem som prætentiøs eviggyldighed. Deres alder gør, at man ikke engagerer sig så meget, som der nok var forventet.
The Dangerous Lives of the Altar Boys er en befriende og opfindsom film, der bruger den velkendte historie om ungdommens uskyldsberøvende år på en finurlig og næsten original måde. Peter Care har i hvert fald vist sig som en sikker og kvalitativ instruktør, der med sine velfungerende virkemidler (blandt andet fantastisk musik) og flydende, hverdagsagtige dramatik gør filmen til en medrivende oplevelse. Efter sigende (og imdb.com) skal han til at indspille en af Stephen Kings bedste bøger, den meget personlige Bag of Bones, der indeholder en fascinerende og okkult historie. Der er god grund til at glæde sig.
(Tak til Scope for hurtig service)
24/09-2004
