a 3-s movie

Spike Lee er en af filmhistoriens mest indflydelsesrige og vigtigste sorte filminstruktører, der med sine ofte kontroversielle og barske film har leveret realistiske og uafrystelige oplevelser til det brede publikum. På trods af deres åbenlyse kvaliteter og stereotypeløse personer har jeg aldrig rigtig kunnet værdsætte Lees første film, noget som et gensyn måske ville gøre meget ved, da jeg sidst så dem som barn. Det var først med den skrappe Clockers, at jeg fik åbnet øjnene for Lees upåklagelige talent, hvor den gennemtænkte og fængslende historie harmonerede perfekt med Lees mange tvetydige scener. Clockers står for mig at se som en af 90’ernes mest realistiske film, hvor Lee formåede at sætte publikum ind de hårde gader og føle hvordan det var at leve der. Jeg blev en smule skuffet over Summer of Sam, som var en overraskende konventionel og lidt forudsigelig film fra Lee, hvor hans eksperimenterende visuelle stil selvfølgelig var grandios, mens historien desværre ikke kunne leve op til Lees ambitioner. Sidste år kom så filmatiseringen af David Benioffs roman, 25th Hour, som må siges, at være en af Lees bedste. Personskildringen var perfekt afdæmpet og historiens dramatik nedtonet, så Lees fortælling langsomt kunne krybe ind under huden på publikum. Midt imellem de to af mine yndlingsfilm fra Spike Lee kom He Got Game, der blev en stor succes i USA, men høstede ingen opmærksomhed i Danmark. Det kan skyldes, at basketball som sportsgren er langt mere udpræget og dyrket i Amerika end den er i Danmark, men filmens mange lag går meget dybere end bare sportens facetter.

Lee er virkelig i topform med He Got Game. Filmen er tilpas billigt produceret, så han ikke har skullet gå på kompromis med filmselskabet (som med eksempelvis Malcolm X), mens han alligevel har haft penge nok til at kunne få visualiseret historien med den rette visuelle og musiske slagkraft. Denzel Washington ses i en af karrierens allerbedste præstationer, og det siger ikke så lidt. På det seneste havde han vane for at påtage sig de lidt for ideologiske og politisk korrekte roller, hvor han ganske vist var karismatisk, men savnede den større tyngde. Han blev så prist for hans skurkerolle i Fuquas fantastiske Training Day, men hvis der skulle have været retfærdighed til, så burde Akademiet have værdiget ham med en Oscar for hans præstation i He Got Game, hvor hans langsomt krakelerende venlighed rammer publikum både rystende og rørende. Hovedpersonerne i Lees film har altid været moralsk komplekse, hvor grænsen mellem godt og ondt har været udvisket, dog aldrig ikke-eksisterende. Washington er netop en af denne slags antihelte. Han lukkes ud af fængslet for at overtale sin yderst talentfulde søn til at vælge et specifikt universitet, som guvernøren har udset. Man kan nemt sætte spørgsmålstegn ved troværdigheden ved denne midlertidige benådning, men da tanken om det længerevarende ophold i fængslet er så betydningsfuld et element i filmens første halvdel, skal man ikke betvivle det unødigt.

He Got Game starter fremragende ud med en virkelig lækker indledning med forhåbningsfulde basketballspillere for fuld udblæsning. Lee gør god brug af bevægeligt kamera og slowmotion i frøperspektiv, som ophøjer personerne og sporten. I begyndelsen glorificerer Lee basketball, især igennem det talentfulde hold, som udtrykker deres afholdenhed for sporten. Dette bliver aldrig forherligende kvalmende i stil med film som Oliver Stones Any Give Sunday, der momentvis havde disse øjeblikke, fordi Lee bruger det konsekvent og signifikant i hans historie. Basketball giver håb og aktivitet til ghettoens børn, der måske så kan holde stien ren (for at lyde naiv ideologisk), nøjagtig ligesom det hjerteskærende slutbillede i Steven Soderberghs Traffic. Bare bemærk hovedpersonen, Washingtons søns navn, Jesus, der ikke er udtaget fra det religiøse aspekt, men basketball legenden Earl the Pearl. Lee viser glorificerende sporten, som vi gerne vil se den, med forhåbninger om guld og grønne skove. Handlingen er dog meget mere nuanceret end det.

Ray Allen er sikker som Jesus, der føler pres fra alle sider ved fremtidens tunge valg. Han kan ikke tilgive faderen, der igennem sin succes- og materialistiske besættelse utilsigtet myrdede hans mor. Noget der gør det endnu sværere at holde af Washingtons person. Men det er netop denne flerlagede personlighed, der gør filmen interessant. Det er barskt at se Washington presse og prædike sønnen så grusomt hårdt, som alligevel har gjort ham til den succesfulde spiller, som han er blevet. Lee tager ikke side ved at postulere forsimplet, at succes har sin pris, men er heller ikke objektiv, når det omhandler familiens tab. For hvis Washington ikke havde været så besat af at få sin dreng til at ’blive til noget’, så havde moderen ikke været død, katalyseret af drengens stædige og forståelige opgivelse. Det voksne forhold mellem Allen og Washington symboliseres flot igennem en enkelt dialogveksling, der desværre kommer for sent i filmen til at have den rette påvirkning. Washington spørger Allen, inden deres final showdown, om han ikke skal tage guldkæderne af (det overfladiske ydre signalerende at alt er perfekt kontrasterende hadet til faderen). Allen kvitterer med at spørge, om Washington ikke skal fjerne hans tracker på ankelen (påsat af politiet), hvorved han siger, at det kan han ikke (mordet på konen og ønsket om at tage det tilbage).

He Got Game har et omfangsrigt og gennemført persongalleri, hvor bifigurerne ikke bare er en brik i faderens tilgivelsessøgning og sønnens beslutninger og ønske om at komme videre. De er levende personer med hver deres (tragiske) baggrundshistorie. He Got Game er ikke en pessimistisk film, men dens realisme er heller ikke ligefrem opløftende. Bemærk Lees romantiske scene, hvor luderen udtrykker hendes glæde over Washingtons tilstedeværelse ved at sige, at hun ikke slår taxameteret til. Hmm. Denne kompromisløse realisme ville man gerne se i flere film.

He Got Game besidder mange rammende og nærmest uforglemmelige scener, de fleste præget af Lees meget virtuose krydsklipninger og den perfekt valgte musik, der harmonerer med billedet (især Public Enemys He Got Game samplet med Stephen Stills For What It’s Worth er iørefaldende). Lee anvender musikken til at understøtte handlingen og skabe den rette stemning, og han gør det fremragende og meget u-Mtvagtigt (selvkreeret ord). Filmens historie er virkelig fængende og spændende, mens personskildringen som sædvanligt er formidabelt. Desværre har Lee det med at være lidt for håndfast i symbolikken, hvor han momentvis skærer tingene unødvendigt ud i pap, blandt andet i slutningen med Allen og Washingtons sammenhørighed. Dette ødelægger det samlede indtryk, hvorved filmen ikke kan snige sig op på de 5 stjerner, som den ellers næsten havde fortjent.