ubeskrivelig Burton

Jeg tror aldrig, at jeg her på Scope har fået udtrykt min ubeskrivelige fascination og værdsættelse af Tim Burton og den massive indflydelse, som hans film har haft på mig. Han rangerer oppe på andenpladsen over mine alle tiders yndlingsinstruktør sammen med Peter Jackson og M. Night Shyamalan. Burtons film kan ikke rigtig kategoriseres og defineres fyldestgørende, de er alle sammen nogle fantastisk rejser ind i et fremmed univers, Burtons univers, hvor man bliver hensat til barndommens glæde over de mest forunderlige ting. Batman-filmene var de bedste superheltefilm i mine unge år (hvorfor i alverden gav jeg dem kun 4 stjerner!?!), mens Edward Saksehånd var en af min ungdoms yndlingsfilm. Jeg kniber stadig en tåre bare ved at tænke på filmen, og omverdenens ødelæggelse af det uskyldige, som den omhandlede. Selvom Edward Saksehånd ikke har den samme følelsesmæssige styrke nu, som den havde dengang, så har den (og vil altid have) en speciel plads i mit hjerte. Ed Wood var en kærlig hyldest til trash-kongen af samme navn, og Burton viste en mere naturalistisk og seriøs side af sit talent. Alvor var der ikke meget af i den følgende Mars Attacks, som med den sorte, groteske og respektløse humor ramte plet i min lattermuskel. Burton vendte tilbage til det mere gotiske med Sleepy Hollow, en superb gyser, der var så visuel smuk og fængende, at man tabte både mund og næse (hvorfor i alverden gav jeg den kun 4 stjerner!?!). Genindspilningen (eller nyfortolkningen, om du vil) af Abernes Planet blev ikke ligefrem positivt modtaget, og Burton var da heller ikke på toppen der. Forlægget indeholdte ellers mange oplæg til Burton’ske varemærker som gotisk stemning og scenografier, outsidernes (indre) kamp med de udestående og blid samfundssatire. Burton fik bare ikke indblandet hans personlige aspekt og stil (som ellers altid er tydelig i hans film), hvorved resultatet blev en flot, men lettere skuffende storfilm. Skuffelsens bitre smag blev dog fuldstændig skyllet væk af ren lyksalighed efter jeg har set Big Fish, som tangerer til at være hans allerbedste film, kun overgået af Edward Saksehånd.

Med Big Fish viser Burton (igen) en mere alvorlig filosofisk side, og filmen kunne meget vel betegnes som en blanding mellem Ed Wood og Edward Saksehånd, uden at disse dog ligner hinanden. Tematisk omhandler den et lidt anstrengt far/søn forhold, hvor sønnen føler, at faderen han distanceret ham gennem hans fantasifulde historier. Burtons uforudsigelige og fantastiske mytologi springer ud i fuldt flor, når han visualiserer faderens historie. Sjældent har jeg set noget så billedskønt, humoristisk og obskurt på samme tid, og det lader til, at Burton aldrig kan stoppe med at imponere mig. Og hvor er det dejligt!

Billy Crudup spiller tilpas afdæmpet som sønnen, der i virkelighedens verden er publikums holdepunkt. Ligesom ham ved vi ikke om faderen, en sublim velspillende og rørende Albert Finney, er fuld af lort og bare har opdigtet disse historier for at kompensere for en kedelig hverdag og et uinteressant liv. Det er denne uvidenhed, som gør filmen så magisk og overrumplende i dens enkelhed. Når Finney udfolder sine medrivende fortællerevner, og Burton beriger os med uforglemmelige billeder, spiller Ewan McGregor Edward Bloom, og det gør han absolut mageløst. I fortællingerne bliver han publikums sympatiske holdepunkt, og med hans yderst charmerende præstation griner og græder vi med ham. Tempoet er sat helt i top, og man når næsten ikke at nyde hvert eneste gennemtænkte og eventyrlige scenarium, før det næste presser på. Alle er fyldt til randen med humoristiske indfald (hvor latteren kommer helt nede fra maven og bliver hængende), Burtons uforlignelige og særprægede touch, uhygge, samt de menneskelige underliggende toner, der gør Big Fish til en tankevækkende og uforglemmelig film. På det humoristiske plan kan nævnes bipersoner som Steve Buscemi (virkelig velvalgt), Danny De Vito og den store mand, som McGregor prøver at udføre David og Goliat tricket på, men mislykkedes (jeg var færdig af grin). Selvom disse scener og karakterer er dybt underholdende og exceptionelle, så er det Burtons beskrivelse af outsideren og personen, der ikke vil nøjes med det ordinære i livet, der er filmens sande tiltrækningskraft.

For skeptikeren og pessimisten er Blooms fortællinger fabrikerede og virkelighedsfornægtende løgne, hvorved han ikke kan forholde sig til virkeligheden. Der er dog intet, der tyder på, at Burton er enig i dette postulat, nærmere det modsatte (ses i slutningen). Han opstiller interessante problemstillinger og mere eftertænksomme aspekter med Big Fish, for hvad definerer et menneske? Dennes fortællinger eller handlinger? Bloom spreder glæde og livslyst med hans historier, og han dør selv som et lykkeligt menneske, der har levet et ekstraordinært liv. Fortællingerne indeholder nedtonede og ukomplicerede moraler, men også skræmmende menneskelige handlinger. For eksempel kæmpen, der med sin anormale størrelse møder venlighed med stor skepsis, da han ikke passer ind i samfundets normer. De unge piger i cirkuset ser ham som underholdning, en ting, de kan spise popcorn til. Dette paradoks behandler Burton med indsigt og dybfølt alvor, og der er få, der gør det så godt som ham. Ved Blooms fortællinger om hans sejrsrige sportspræstationer observerer man hver gang den samme person i baggrunden, der ser jalousifyldt til. Udregner man ens egen værdi som menneske igennem andre folk misundelse og/eller gunst, altså ved at sammenligne sig med mængden? Dette kan også udtrækkes i en scene, der efterligner græsslåningsscenen i Edward Saksehånd, men Burton giver os nu ikke et endegyldigt svar.

Big Fish er en stærk kærlighedshistorie, hvor Bloom vil gøre alt for hans elskede, blandt andet arbejde gratis, for hver måned at få en enkelt oplysning om hans elskede, som han ikke kender. Dette er ikke overromantiseret (som man måske kunne have frygtet), men er et naturligt element i både Blooms fortællinger og hans virkelighed. Det første møde mellem Bloom og hans udkårne (en smuk Alison Lohman) er ren billedpoesi og filmens absolut smukkeste scene.

Filmens krydsklipning mellem virkelighedens verden og Blooms historier er ikke helt flydende, og kan til tider endda virke en smule forstyrrende (men kun lidt). Burton belønner vores tålmodighed efter at få et konkret svar på, om fortællingerne er sande (selvom der flere gange hentydes kraftigt til dette), med en slutning så rørende og hjerteskærende, at det næsten er ubærligt. Dødsscenen fik tårerne til at komme frem, hvor Crudup kreerer hans egen historie om faderens død, så denne kan slutte livet veltilpas. Så smukt som det kan blive. Denne scene er ret bittersød, da den indikerer, at Finneys fortællinger virkelig var løgne. Sød, fordi den slutter rørende med en (opdigtet) sammenkomst, bitter på grund af førnævnte. Ved begravelsesscenen afslører Burton dog sandheden for publikum, en sandhed, der gav tårerne få frit løb. Den måde, hvorpå Danny Elfmans geniale musik er sammensat med Burtons virtuose slowmotion, skærer helt ind til benet og hjertet. Folk, som Bloom har påvirket igennem sit liv, der står og fører hans historier videre med stor entusiasme og livsglæde. Det er stærkt, og det er poetisk kunst. Den allersidste scene er ubeskrivelig varmende, og det er umindeligt langt tid siden, at jeg har oplevet noget lignende.

Big Fish viser Tim Burton, som han virkelig er. En superb historiefortæller, fuldstændig unik visionær og filosofisk menneskeskildrerne. Burtons univers er helt specielt, og man har aldrig lyst til at forlade det. Big Fish er marginal tæt på de 6 stjerner. Og ikke nok med, at filmen er et mesterværk. Vi kan forvente mere i den stil, da Burton i øjeblikket er i gang med at indspille Charlie and the Chocolate Factory med hans yndlingsskuespiller Johnny Depp. Det er vel unødvendigt at sige, at ventetiden er ubærlig.