detaljerig tilfredsstillelse
4.0
Jeg har aldrig rigtig haft en blød side for danske film, og den nationale stolthed, som mange har følt de sidste mange år, er heller ikke noget jeg har celebreret med glæde. Når det er sagt, så er der dog nogle danske film, som gør sig positivt bemærket og virkelig fik mig op af stolen. I den lette ende er der Thomas Villum Jensens søde Kærlighed Ved Første Hik, mens enkelte af dogmefilmene også faldt lige i min smag (især Søren Kragh Jakobsens Mifunes Sidste Sang). Nicolas Winding Refns Pusher og Bleeder er virkelig nogle barske film (især den sidste), men også fremragende i personskildringen og miljøomgivelserne. Refn plagierede ikke bare de store Hollywood-film eller hårdkogte independent-film, han formåede med sin helt egen stil at sætte Danmark på filmverdenskortet (dog desværre ikke succesmæssigt). Stuntmanden Lasse Spang Olsen har aldrig lagt skjul på, at han forguder de grandiose amerikanske produktioner, sprængfyldt med action og komik. Olsens film er hovedsagligt noget prætentiøst og rodet bavl, som kun reddes af Anders Thomas Jensens yderst velskrevne og amoralske dialoger. Og det er netop Anders Thomas Jensen, der (sammen med Kim Fupz Aakeson) har været med til at kickstarte bølgen af socialrealistiske dramaer med bred appeal til hverdagsmennesket (selvom Dogme-filmene da også har haft en del at sige). Det sidste samarbejde mellem Anders Thomas Jensen og Susanne Bier udformede den stærke og yderst seværdige Elsker Dig For Evigt, der for mit vedkommende er den mest udbytterige og bedste film i den socialrealistiske bølge. Derfor var mine forventninger til Brødre også skruet rimelig meget i vejret, men det var desværre deroppe, hvor luften var tynd og der er dybt at falde.
Okay, så slem var skuffelsen nu heller ikke, for Brødre er også en stærk film, der desværre bare ikke får udnyttet sin præmis fuldt ud. Den lettere konstruerede historie om de to brødre, hvoraf den ene er succesrig soldat og den anden nylig frihedsfunden eks-fange, giver anledning til mange barske scener, hvor ens indre romantiker heldigvis ikke tilfredsstilles. Soldaten, flot og indædt spillet af Ulrich Thomsen, sendes til Afghanistan, hvor hans helikopter styrter ned, og han betegnes som KIA. Efter den chokerende hændelse, som egentlig ser ud til ikke at have så stor en betydning for konen og børnene, som man kunne forestille, træder lillebroderen i karakter og udskifter nærmest faderrollen.
Filmens karakterer er sikkert og mesterligt opdelt, hvor kun den enøjede fader (spillet af Bent Mejding) falder igennem som en stereotyp. Den internationale stjerne Connie Nielsen spiller den efterladte hustru, og det gør hun ganske fornuftigt. Desværre er hendes reaktioner over mandens død ikke synderlig plausibelt, hvor man som publikum savner lidt mere baggrundsviden med deres sammenhørighed (selvom krydsklipningen mellem Thomsen på en lastbil i Afghanistan og Nielsen i en bus i Danmark er ganske virkningsfuld). Det kan godt være, at Ulrich Thomsen og Nikolaj Lie Kaas er en smule overeksponerede i de danske film, men det er der altså også en grund til, for de er p.t. Danmarks bedste og mest karismatiske skuespillere. Især er Lie Kaas’ præstation som lillebroderen indsigtsfuld og gribende. Han er familiens sorte får, der altid har stået i baggrunden for storebroderens familie- og arbejdsmæssige succes. Ulrich Thomsen er også ret fantastisk som broderen, der ubevidst er nedladende overfor lillebroderen og dennes handlinger (blandt andet ved at opsøge Kaas’ tidligere offer). Dette skyldes, at Thomsens moralkodeks og retfærdighedsopfattelse er skudsikker (han er blevet succesrig soldat, for der skulle efter sigende være ære i det, men er vist ikke klar over konsekvenserne), indtil han kommer ned til krigen og tilfangetages. Filmens omdrejningspunkt bliver så Thomsens langsomme psykenedbrydelse, hvor det er ganske rystende at ham sidde og trøste en medfange i det ene øjeblik, hvor han lidt senere tvangsdræber ham. Desværre er Bier alt for konsekvent i denne scene, hvor tingene og Thomsens psykiske sammenbrud er sat for meget op på en spids.
Brødre har to virkelig fascinerende handlingsforløb, hvor filmens største problem dog bliver, at der ikke krydsklipper tilstrækkeligt mellem disse. Midterdelen af filmen omhandler Lie Kaas’ ’opvækkelse’, mens den sidste halvdel handler om Thomsens nedbrud. Derved bliver figurerne statister i hinandens historier, og store dele af troværdigheden forsvinder. Brødre er dog alligevel en virkelig gennemtænkt film, hvor flere elementer i filmen overlapper hinanden perfekt. Efter Thomsens hjemkomst hjemsøges han af hans tvungne gerninger, men fortæller det ikke til familien (forsøger at oplyse chefen, en fejlcastet Niels Olsen, om det, men han slår det hen). Han frygter, at ham og lillebroderen derved vil bytte plads, altså at Thomsen vil blive det sorte får og ydmyges ved at indsættes i fængslet. Thomsen vil ikke frakaste sig den magt, han har som familiens succesrige person, og dette æder ham op indefra. Det, og at Connie Nielsen har haft noget kørende med Kaas, dog mest på det psykiske plan. Jeg elsker den symbolske scene, hvor Kaas forærer hende en cykel i fødselsdagsgaven. I hendes ægteskab med Thomsen har hun været tvunget til at tage bussen, mens cyklen giver hende frihed. Slutteligt kører hun dog ud til fængslet og besøger hendes mand, som ligeså godt kan fortælle hende hans umenneskelige gerninger, da det ikke kan blive værre for ham (ifølge ham selv, han sidder ydmyget i fængsel). Thomsens destruktion af køkkenet er et rystende portræt i afmagt og griber publikum i knugende hånd.
Brødre er ganske humoristisk, især Kaas får fyret nogle små perler af. Desværre er den befriende humor ofte også en smule malplaceret, hvor den flytter fokus fra den naturalistiske dramatik. Elsker Dig For Evigt var en uforglemmelig og stærk opvisnings i hverdagsagtig smerte, men så god og mindeværdig kan Brødre aldrig blive. Til det er rammehistorien lidt for manisk og forudsigelig, og selvom filmen indeholder nogle smertefulde og uafrystelige scener (blandt andet Thomsens besøg af familien til den han myrdede), så bliver det aldrig så medrivende som i Biers forrige. De stærke følelser skal fremmanes mere i Brødre, noget som kom helt naturligt i Elsker Dig For Evigt.
Alle kritikpunkter til trods, så har Susanne Bie lavet en kraftfuld film, som for mig at se står som en af årets bedste danske film. Hun kan som få andre instruerer skuespillerne med dybfølt præcision og sikkerhed, og Brødre fungerer da også bedst igennem Nikolai Lie Kaas (mit favoritskuespiller indenfor de danske rammer) og Ulrich Thomsens præstationer. Brødre havde næsten fortjent mere end de fire stjerner, men slutningen ødelagde simpelthen meget af oplevelsen for mig. Hvis bare Bier havde stoppet filmen 20 sekunder før, så kunne Brødre have endt uforløst og desto mere stærk. Men det er nok min indre pessimist, der taler.
Okay, så slem var skuffelsen nu heller ikke, for Brødre er også en stærk film, der desværre bare ikke får udnyttet sin præmis fuldt ud. Den lettere konstruerede historie om de to brødre, hvoraf den ene er succesrig soldat og den anden nylig frihedsfunden eks-fange, giver anledning til mange barske scener, hvor ens indre romantiker heldigvis ikke tilfredsstilles. Soldaten, flot og indædt spillet af Ulrich Thomsen, sendes til Afghanistan, hvor hans helikopter styrter ned, og han betegnes som KIA. Efter den chokerende hændelse, som egentlig ser ud til ikke at have så stor en betydning for konen og børnene, som man kunne forestille, træder lillebroderen i karakter og udskifter nærmest faderrollen.
Filmens karakterer er sikkert og mesterligt opdelt, hvor kun den enøjede fader (spillet af Bent Mejding) falder igennem som en stereotyp. Den internationale stjerne Connie Nielsen spiller den efterladte hustru, og det gør hun ganske fornuftigt. Desværre er hendes reaktioner over mandens død ikke synderlig plausibelt, hvor man som publikum savner lidt mere baggrundsviden med deres sammenhørighed (selvom krydsklipningen mellem Thomsen på en lastbil i Afghanistan og Nielsen i en bus i Danmark er ganske virkningsfuld). Det kan godt være, at Ulrich Thomsen og Nikolaj Lie Kaas er en smule overeksponerede i de danske film, men det er der altså også en grund til, for de er p.t. Danmarks bedste og mest karismatiske skuespillere. Især er Lie Kaas’ præstation som lillebroderen indsigtsfuld og gribende. Han er familiens sorte får, der altid har stået i baggrunden for storebroderens familie- og arbejdsmæssige succes. Ulrich Thomsen er også ret fantastisk som broderen, der ubevidst er nedladende overfor lillebroderen og dennes handlinger (blandt andet ved at opsøge Kaas’ tidligere offer). Dette skyldes, at Thomsens moralkodeks og retfærdighedsopfattelse er skudsikker (han er blevet succesrig soldat, for der skulle efter sigende være ære i det, men er vist ikke klar over konsekvenserne), indtil han kommer ned til krigen og tilfangetages. Filmens omdrejningspunkt bliver så Thomsens langsomme psykenedbrydelse, hvor det er ganske rystende at ham sidde og trøste en medfange i det ene øjeblik, hvor han lidt senere tvangsdræber ham. Desværre er Bier alt for konsekvent i denne scene, hvor tingene og Thomsens psykiske sammenbrud er sat for meget op på en spids.
Brødre har to virkelig fascinerende handlingsforløb, hvor filmens største problem dog bliver, at der ikke krydsklipper tilstrækkeligt mellem disse. Midterdelen af filmen omhandler Lie Kaas’ ’opvækkelse’, mens den sidste halvdel handler om Thomsens nedbrud. Derved bliver figurerne statister i hinandens historier, og store dele af troværdigheden forsvinder. Brødre er dog alligevel en virkelig gennemtænkt film, hvor flere elementer i filmen overlapper hinanden perfekt. Efter Thomsens hjemkomst hjemsøges han af hans tvungne gerninger, men fortæller det ikke til familien (forsøger at oplyse chefen, en fejlcastet Niels Olsen, om det, men han slår det hen). Han frygter, at ham og lillebroderen derved vil bytte plads, altså at Thomsen vil blive det sorte får og ydmyges ved at indsættes i fængslet. Thomsen vil ikke frakaste sig den magt, han har som familiens succesrige person, og dette æder ham op indefra. Det, og at Connie Nielsen har haft noget kørende med Kaas, dog mest på det psykiske plan. Jeg elsker den symbolske scene, hvor Kaas forærer hende en cykel i fødselsdagsgaven. I hendes ægteskab med Thomsen har hun været tvunget til at tage bussen, mens cyklen giver hende frihed. Slutteligt kører hun dog ud til fængslet og besøger hendes mand, som ligeså godt kan fortælle hende hans umenneskelige gerninger, da det ikke kan blive værre for ham (ifølge ham selv, han sidder ydmyget i fængsel). Thomsens destruktion af køkkenet er et rystende portræt i afmagt og griber publikum i knugende hånd.
Brødre er ganske humoristisk, især Kaas får fyret nogle små perler af. Desværre er den befriende humor ofte også en smule malplaceret, hvor den flytter fokus fra den naturalistiske dramatik. Elsker Dig For Evigt var en uforglemmelig og stærk opvisnings i hverdagsagtig smerte, men så god og mindeværdig kan Brødre aldrig blive. Til det er rammehistorien lidt for manisk og forudsigelig, og selvom filmen indeholder nogle smertefulde og uafrystelige scener (blandt andet Thomsens besøg af familien til den han myrdede), så bliver det aldrig så medrivende som i Biers forrige. De stærke følelser skal fremmanes mere i Brødre, noget som kom helt naturligt i Elsker Dig For Evigt.
Alle kritikpunkter til trods, så har Susanne Bie lavet en kraftfuld film, som for mig at se står som en af årets bedste danske film. Hun kan som få andre instruerer skuespillerne med dybfølt præcision og sikkerhed, og Brødre fungerer da også bedst igennem Nikolai Lie Kaas (mit favoritskuespiller indenfor de danske rammer) og Ulrich Thomsens præstationer. Brødre havde næsten fortjent mere end de fire stjerner, men slutningen ødelagde simpelthen meget af oplevelsen for mig. Hvis bare Bier havde stoppet filmen 20 sekunder før, så kunne Brødre have endt uforløst og desto mere stærk. Men det er nok min indre pessimist, der taler.
28/09-2004
