prestigefyldte Penn

Sean Penn er ifølge mig en af alle tiders bedste skuespillere med ingen svage præstationer bag sig. Hans spil i både Tim Robbins’ Dead Man Walking og Eastwoods Mystic River er noget af det mest indædte og smertende, jeg nogensinde har set på film, og han kan som (næsten) ingen andre løfte en rolle op til det ufattelig dybfølte. Hans debutfilm The Indian Runner og hans følgende The Crossing Guard var bevægende og afdæmpede portrætter af menneskets psyke, gengivet på en meget ukonventionel måde. Med The Pledge har han dog begået sin bedste, og mest nådesløse, film, der nemt kan betegnes som et mesterværk. I stil med Mystic River er filmen en atypisk og karakterfokuseret krimi, hvor personerne, og ikke opklaringsarbejdet, er filmens drivkraft.

The Pledge er baseret på en roman af Friedrich Dürrenmatt, som var skrevet til en tysk filmatisering, der udkom i 1958. Dürrenmatt tog afstand fra filmen, da slutningen var en smule ændret i forhold til oplægget, men dette ødelagde dele af den store sammenhæng i Dürrenmatts roman. Penn har holdt sig forholdsvis tæt til romanen, mens han samtidig har konverteret den exceptionelt til det store lærred, hvor ikke en scene er overflødig, men signifikant i det store billede.

Jack Nicholson ses i en af karrierens mest afdæmpede og velspillende præstationer, hvor hans besættelse er dæmonisk fremvist med meget få, men fængende midler. Glem alt om en charmerende eller energisk Nicholson, men forvent en deprimerende og uafrystelig personbeskrivelse. Filmen indledes således, at man under forløbet er fuldstændig klar over tragedien, som uundgåeligt kommer. Nicholson sidder og snakker med sig selv, mens der fades mellem ham og flyvende fugle. Fuglene er naturligvis symbolsk for frihed og uafhængighed, noget vi erfarer, han faktisk får realiseret senere (altså før) i filmen. Derved bliver man som publikum vidne til en gradvist selvdestruerende person, jordbunden af sit løfte (ridende heste). I begyndelsen anvender Penn intense og ildevarslende klip, hvor man som publikum ikke får den store kontekst at se. I midten af filmen, hvor det lader til, at Nicholson har fået en form for forløsning, ses billederne med de store baggrunde og personerne ses også som en helhed.

Første gang man ser Nicholson som ’normal’ forledes man ellers til at tro, at dette er et menneske der muligvis finder sin indre ro, da han er kørende ud af en tunnel (lyset som håb), men Penn manipulerer med os på en lidt ondskabsfuld måde, og hvor er det dejligt at se en instruktør, der tør udfordre sit publikum. Nicholson er timer fra sin pension, og man indser hurtigt, at arbejdet som betjent har givet mening i hans liv (med to fallerede ægteskaber bag sig), og dette er en katalysator for hans psykiske nedbrydelse. På formidabel vis visualiserer Penn hans uro og forfærdelse ved situationen som pensionist ved at hensætte ham blandt en stor mængde dansende mennesker, som der fokuseres på, hvorved Nicholsons ansigt er ufokuseret. Krydsklipningen mellem festen og drengens opdagelse af gerningsstedet indikerer også Nicholsons afhængighed af jobbet, og vi får ideen, at han aldrig vil blive lykkelig. Gladelig forlader han festen for at være med til at undersøge mordet på den lille pige. Om det er på grund af idealisme eller en opretholdende selvværd manifesteret igennem hans kløgtighed for jobbet ved vi ikke, men når Nicholson svor sit løfte overfor den døde piges forældre, er det ikke på grund af sympati, men egoisme. Han sværger på sin sjæls frelse, og netop denne kommer han til at betale med. Scenen, hvor han informerer forældrene om deres tab, er virkelig ubehagelig bevægende, akkompagneret af Hans Zimmer og Klaus Badelts gennemgående smukke (med deprimerende undertoner) musik, der virkelig kryber ind under huden på publikum.

Nicholson køber ikke forklaringen om, at en indianer er pigemorderen (skræmmende godt spillet af Benicio Del Toro) og fortsætter sin egen efterforskning med løftet til forældrene som undskyldning. Gamle arbejdskollegaer og autoriterne tror, at det er en tilvænningsperiode, som det måske også er. I hvert fald finder Nicholson senere hen den pensionerede idyl, hvor han bor tæt på vandet og ejer selv en tankstation. Hans personlige efterforskning har han sat i baggrunden og nærmest glemt, da han har noget, der kan holde ham beskæftiget. Tillige får han noget der ligner et kærlighedsforhold med Robin Wright Penn (Sean Penns kone) og det lykkelige familieliv venter lige rundt om hjørnet (fuglesymbolikken kommer igen, dog uden fadings). Som publikum føler man dog aldrig den forløsning, som enhver anden filmen ville besidde, men ser handlingsforløbet med en bittersød smag, da vi ved bedre. Nicholson hjemsøges stadig fragmentarisk af sit løfte, eller rettere sagt ikke over sit løfte, men nærmere sin dedikation, som ikke har affødt en anholdelse af den virkelig morder. Dette viser Penn blandt andet ved kameraindstillingen, hvor man ser Nicholson sidde og læse for kæresten datter, vist som spejlbillede. Nicholson er hæmmet af sit ugennemførte arbejde (rammen) og kan ikke finde forløsning.

Besættelsen bliver så alt kontrollerende, at han hallucinerer og trækkes ind i sit eget opklaringsarbejde. Som publikum rystet man dybdegående hver gang Nicholson ubehersket nærmer sig bagholdsangrebet mod morderen med Wright Penns pige som lokkemad (protesterer ikke mod at hun køber en rød kjole, opsætter bevidst en gynge ude ved vejen, stopper ikke manden, der snakker med pigen, osv.). Man forfærdes over hans handlinger, men forstår hans drivkraft, dog uden at kondolerer det. Slutningen i The Pledge er noget af det mest trøsteløse og deprimerende i filmhistorien, hvor man som publikum er tvunget til at overvære Nicholsons eskapisme, men det bliver meget værre. Efter den tilsyneladende mislykkede aktion fastsætter Aaron Eckhart Nicholson i bås som en fordrukken og afdanket nar. Hvis vi bare som publikum også kunne gøre det, ville The Pledge ikke have været så barsk en oplevelse. Penn insisterer på, at vi skal kende sandheden, noget som ingen af karaktererne gør. Nicholson har ret i sine formodninger, men skæbnens paradoksale og bestialske ironi sørger for, at morderen dør i et biluheld og derved ikke når destinationen. Når Penn fokuserer ganske udpenslet på det brændende lig af morderen med de umenneskelige gerninger bag sig, får man som publikum ikke den rette følelse af retfærdighed, som man er vant til. Det er faktisk Nicholson, der kommer til at betale den højeste pris da han havde næsten alt, indså det ikke og tabte det hele. Når filmen slutter med at vise Nicholson som sindssyg, ikke klar over hans egen sande opklaring og ubevidste skyld i morderens død, ved man ikke helt, hvor man skal gøre af sig selv. En livslyst og glæde er i hvert fald ikke steget efter at have overværet The Pledge. Det er modigt, mesterligt og uafrysteligt kunst.

The Pledge fortjener næsten de seks stjerner, men går for vidt i dens kritik af det religiøse. Jeg respekterer andres tro og ateister, men jeg synes nu, at Penn er lidt for bebrejdende i hans kritik. Morderen er præst og lokker barnet til med et kors. Moderen til den myrdede pige bebrejder Gud, og bedstemoderens ord om en engels modtagelse af den døde piges sjæl fungerer nærmest som en selvindbildt trøst. Her er Penn decideret postulerende, og selvom The Pledge generelt er ret kompromisløs, så var det for meget for mig (uden at komme ind på kristne livseksistentielle diskussioner).

The Pledge er smukt og detaljerigt fotograferet, kontrasterende den mørke og stærke historie. Man fænges fra første øjeblik, og Penn giver ikke slip på sit publikum. Stedvis ubærlig rørende på den pessimistiske (ærlige?) måde. Penn har kreeret en uforglemmelig film, og hvor fortjener han dog ros for sin afdæmpede instruktion, sublime historiefortælling og yderst indsigtsfulde tag i skuespillerne.