Tæt på Mesterværket
6.0
Jeg er stadig helt overvældet efter at have set Kongekabale. Den rammer lige i mellemgulvet som var det et stød af Mike Tyson. Filmen omhandler ikke konkret hverken socialdemokratiets eller de konservatives formandsopgør. Den skildrer et politisk magt opgør mellem to rivaliserende kandidater, ja, men den handler mest om politikerne og journalisternes sammenspisthed.
Journalisterne er blevet skødehunde i stedet for vagthunde, som Birte Rønn Hornbech forleden udtalte sig i Deadline på DR2. Eller osse er de sensationslystne og skriver revolverjournalistiske forsidebaskere, som vi kender det fra tabloidaviserne.
Kort sagt handler det om at sælge aviser fremfor at afdække sande og vigtige historier. Et sørgeligt faktum som politikerne for længst har regnet ud og som de bruger til deres fordel i kampen om magten.
Dette er det helt centrale omdrejningspunkt i Kongekabale, hvor Ander Berthelsen (som journalisten) hvirvles ind i et spil mellem de to kandidater og en yderst kynisk pressechef. Og det er mesterligt skildret. Selvfølgelig i en underholdende, fiktionel ramme, men med autencitet og realisme, så man sluger det i et dansk miljø.
Balancen mellem den amerikanske, klassiske thriller og det jordnære, meget danske er hårfint ramt, hvilket er hvad der virkelig banker Kongekabale derop, hvor kun de allerbedste danske film befinder sig. De små stikpiller fra virkeligheden, som er fint vævet ind i plot og karakterer er vidunderlige. Fra den 'Uffe Ellemans'-sejrsikre Aksel Bruun i starten, over den Carsten Madsen inspirerede chefredaktør til den allersidste slutreplik som sender en skjult hilsen til Poul Schlütters politiske karriere.
Altsammen lige på kornet, og altsammen indfanget af formidable skuespiller præstationer. Pilmark har aldrig været bedre. Lars Mikkelsen er genial som sædvanlig, Det nye ansigt Nastja Arcel, Nikolas Bro og Anders W. er alle ligeledes i topform.
Billedsiden og dynamikken i klipningen er meget amerikansk, men velfungerende, og man kan faktisk ikke sætte en finger på det. Slet ikke set i lyset af, at vi har med en debuterende instruktør at gøre. Dette er lysår bedre, end hvad vi ser i de gængse danske film. Ikke bare fordi det ikke er dogme, men fordi det er stillistisk sikkert. Genrefilm, ja. Ganske vist, men for mig er dette ikke negativt, tværtimod. At beherske den politiske thrillers genre så godt, som Nikolaj Arcel kan, er på ingen måde noget man kommer sovende til. Det er sublimt håndværk, og det er en sublim film.
Journalisterne er blevet skødehunde i stedet for vagthunde, som Birte Rønn Hornbech forleden udtalte sig i Deadline på DR2. Eller osse er de sensationslystne og skriver revolverjournalistiske forsidebaskere, som vi kender det fra tabloidaviserne.
Kort sagt handler det om at sælge aviser fremfor at afdække sande og vigtige historier. Et sørgeligt faktum som politikerne for længst har regnet ud og som de bruger til deres fordel i kampen om magten.
Dette er det helt centrale omdrejningspunkt i Kongekabale, hvor Ander Berthelsen (som journalisten) hvirvles ind i et spil mellem de to kandidater og en yderst kynisk pressechef. Og det er mesterligt skildret. Selvfølgelig i en underholdende, fiktionel ramme, men med autencitet og realisme, så man sluger det i et dansk miljø.
Balancen mellem den amerikanske, klassiske thriller og det jordnære, meget danske er hårfint ramt, hvilket er hvad der virkelig banker Kongekabale derop, hvor kun de allerbedste danske film befinder sig. De små stikpiller fra virkeligheden, som er fint vævet ind i plot og karakterer er vidunderlige. Fra den 'Uffe Ellemans'-sejrsikre Aksel Bruun i starten, over den Carsten Madsen inspirerede chefredaktør til den allersidste slutreplik som sender en skjult hilsen til Poul Schlütters politiske karriere.
Altsammen lige på kornet, og altsammen indfanget af formidable skuespiller præstationer. Pilmark har aldrig været bedre. Lars Mikkelsen er genial som sædvanlig, Det nye ansigt Nastja Arcel, Nikolas Bro og Anders W. er alle ligeledes i topform.
Billedsiden og dynamikken i klipningen er meget amerikansk, men velfungerende, og man kan faktisk ikke sætte en finger på det. Slet ikke set i lyset af, at vi har med en debuterende instruktør at gøre. Dette er lysår bedre, end hvad vi ser i de gængse danske film. Ikke bare fordi det ikke er dogme, men fordi det er stillistisk sikkert. Genrefilm, ja. Ganske vist, men for mig er dette ikke negativt, tværtimod. At beherske den politiske thrillers genre så godt, som Nikolaj Arcel kan, er på ingen måde noget man kommer sovende til. Det er sublimt håndværk, og det er en sublim film.
30/09-2004
