- Ikke-fængslende fængsel -
3.0
Selvom 64 år praktisk taget er en levealder i disse dage, er alderdommen tilsyneladende det mindste problem for en hårdt prøvet Robert Redford i fængselsdramaet ”The Last Castle”.
Instruktør Rod Lurie huskes måske for den politiske thriller ”The Contender”, men er ellers et forholdsvis anonymt navn, og man fristes til at sige, at denne her viser hvorfor. Kameraføringen er konservativ, dramaturgien er skabelonskåret, og det er bestemt ikke på instruktørsiden, at filmen scorer sine point.
Dette er dog ikke noget, man ikke ville kunne leve med, hvis blot historien var interessant nok i sig selv. Men heller ikke her er der meget at hente. Den onde oberst der leder fængslet, skal fjernes fra sin post, og ind kommer en kampklar Robert Redford, der ikke alene magter at stable en hel hær på benene sammen med sine medfanger, han formår tilmed at forvandle disse militær- og voldsforbrydere til store krigshelte midt i alt dette. Ja, gamle Redford kan skam stadig sit kram!
Næ, den køber jeg ikke. Det er ikke meget ved det, når nuanceringen er så minimal, som den er her, og tingene er så sort/hvidt sat op. Heldigvis er indpakningen nydelig i dette tilfælde, og det er til en vis grad lykkedes at tilføre filmen en soberhed, der gør, at man som seer ikke står helt af. Drevent skuespil fra filmens to store navne, Redford og Gandolfini, sørger samtidig for, at filmen holder skansen langt hen ad vejen.
Spilletiden er lige lovlig lang for en film så ordinær som denne. Det kan mærkes, især i filmens første halvdel, men kedeligt bliver det nu aldrig, selvom temposkiftet i slutscenerne er kærkomment. Desværre overskygges filmens kvaliteter af dens selvhøjtidelige tone og kvalmende militærpatos, og når det er så forsimplet, som det er her, kan det pludselig være svært at tage det hele alvorligt.
Instruktør Rod Lurie huskes måske for den politiske thriller ”The Contender”, men er ellers et forholdsvis anonymt navn, og man fristes til at sige, at denne her viser hvorfor. Kameraføringen er konservativ, dramaturgien er skabelonskåret, og det er bestemt ikke på instruktørsiden, at filmen scorer sine point.
Dette er dog ikke noget, man ikke ville kunne leve med, hvis blot historien var interessant nok i sig selv. Men heller ikke her er der meget at hente. Den onde oberst der leder fængslet, skal fjernes fra sin post, og ind kommer en kampklar Robert Redford, der ikke alene magter at stable en hel hær på benene sammen med sine medfanger, han formår tilmed at forvandle disse militær- og voldsforbrydere til store krigshelte midt i alt dette. Ja, gamle Redford kan skam stadig sit kram!
Næ, den køber jeg ikke. Det er ikke meget ved det, når nuanceringen er så minimal, som den er her, og tingene er så sort/hvidt sat op. Heldigvis er indpakningen nydelig i dette tilfælde, og det er til en vis grad lykkedes at tilføre filmen en soberhed, der gør, at man som seer ikke står helt af. Drevent skuespil fra filmens to store navne, Redford og Gandolfini, sørger samtidig for, at filmen holder skansen langt hen ad vejen.
Spilletiden er lige lovlig lang for en film så ordinær som denne. Det kan mærkes, især i filmens første halvdel, men kedeligt bliver det nu aldrig, selvom temposkiftet i slutscenerne er kærkomment. Desværre overskygges filmens kvaliteter af dens selvhøjtidelige tone og kvalmende militærpatos, og når det er så forsimplet, som det er her, kan det pludselig være svært at tage det hele alvorligt.
05/01-2005
