infantil charme
4.0
I kølvandet på den morsomme American Pie (der tydeligvis var inspireret af alt lige fra Farrelly-brothers til John Hughes) kom der utallige banale ungdomskomedier med humor langt under bæltestedet og intelligenskvotienten langt under 50, hvor fortsættelserne til American Pie førte an når det omhandlede pinlig uoriginalitet. Road Trip var en af de meget få ungdomsfilm, der overraskede ved at være ganske charmerende og egentlig ret humoristisk. Selvom kutymen selvfølgelig var, at servere de platteste vittigheder med et kækt glimt i øjet (hvorved filmen på absolut intet tidspunkt bliver original, som den da heller ikke prøver på), så fungerer Road Trip gennem det høje humør og energi og den velfungerende fremdrift.
Debutantinstruktøren Todd Phillips (der senere har lavet den sporadisk morsomme Old School og nyfortolkningen af Starsky and Hutch, som jeg har høje forventninger til) sparker filmen godt i gang med den respektløse og ganske excentriske Tom Green (ikke enhver svigermors drøm), der gennem sin fysiske humor får fyret enkelte genialiteter af. At bruge den velkendte landevejsfilm som rammehistorie er slet ikke en dårlig idé, og selvom Phillips ikke udnytter præmissen optimal (i form af en lidt mere troværdig dannelsesrejse), så er film så tilpas besat af skumle biroller, latterfremkaldende scenarier og andre uhyrlige hændelser, at man underholdes kosteligt, dog meget lidt mindeværdigt. Breckin Meyer er desværre alt for konventionel i hovedrollen, hvor han ikke nærmer sig tidligere komiske højder som i Doug Limans ekstraordinære Go (der utvivlsomt var 90’ernes bedste ungdomsfilm). Til gengæld er der lidt mere fut i Seann William Scott, som jeg altid har fundet rimelig seværdig (på nær i den absolut forfærdelige Bulletproof Monk), ikke på grund af hans talent, men sympatiske skuespil.
Road Trip er en omgang letfordøjelig underholdning, der fungerer forbavsende godt på ungdomskomediens tyndslidte præmisser.
Debutantinstruktøren Todd Phillips (der senere har lavet den sporadisk morsomme Old School og nyfortolkningen af Starsky and Hutch, som jeg har høje forventninger til) sparker filmen godt i gang med den respektløse og ganske excentriske Tom Green (ikke enhver svigermors drøm), der gennem sin fysiske humor får fyret enkelte genialiteter af. At bruge den velkendte landevejsfilm som rammehistorie er slet ikke en dårlig idé, og selvom Phillips ikke udnytter præmissen optimal (i form af en lidt mere troværdig dannelsesrejse), så er film så tilpas besat af skumle biroller, latterfremkaldende scenarier og andre uhyrlige hændelser, at man underholdes kosteligt, dog meget lidt mindeværdigt. Breckin Meyer er desværre alt for konventionel i hovedrollen, hvor han ikke nærmer sig tidligere komiske højder som i Doug Limans ekstraordinære Go (der utvivlsomt var 90’ernes bedste ungdomsfilm). Til gengæld er der lidt mere fut i Seann William Scott, som jeg altid har fundet rimelig seværdig (på nær i den absolut forfærdelige Bulletproof Monk), ikke på grund af hans talent, men sympatiske skuespil.
Road Trip er en omgang letfordøjelig underholdning, der fungerer forbavsende godt på ungdomskomediens tyndslidte præmisser.
02/10-2004
