die grünes
3.0
Instruktøren Ron Howard har med skiftende succes været inde og afprøve mange forskellige genrer, bedst er det gået med mesterværket A Beautiful Mind, der utvivlsomt vil komme til at stå som højdepunktet i hans lange karriere. The Grinch er naturligvis baseret på Dr. Seuss’ børnebog, der er fantastisk populær i Amerika, men nærmest ukendt i Danmark. Det manglende kendskab til universet gør velsagtens, at man ikke rigtig værdsætter Howards film, der mest af alt en overgearet, overlæsset og oversentimental julefilm.
Jim Carrey er det åbenlyse valg til den altdominerende hovedrolle som den julehadende Grinch, der ikke passer ind i det bemærkelsesværdige, men let genkendelige samfund. Filmen bærer alt for meget præg af at være studieproduceret, hvor scenografien ganske vist er betagende, men mangler lige det sidste for at blive helt troværdige. Til gengæld er Rick Bakers sminke og masker fejlfrie. The Grinch’s hovedattraktion er naturligvis den ustyrlige Carrey i højeste gear. Desværre fungerer han heller ikke helt optimal, hvor der går lidt for lang tid mellem de gode grin. Jeg hader at sige det (da jeg er en kæmpe Jim Carrey-fan!), men han tangerer stedvis til narcissisme og det uudholdelige. Hans version af Grinchen bringer mindelser om hans egen præstation som Andy Kaufmanns alter ego i Milos Formans mesterværk, Man on the Moon, dog uden at nå dennes komiske højder. Det er dog behageligt at se ham falde til i samfundet, hans underlige fremtræden til trods. Men filmen er alt for forudsigelig og moraliserende til nogensinde at fænge publikum eller opbygge en god spænding, så The Grinch skal nok bare ses som en omgang let underholdning.
Rammehistorien om julen set igennem en lille piges øjne (uskyldigheden) er triviel, men alligevel velfungerende og sød her. Det skyldes den charmerende Taylor Momsen, der spiller rollen perfekt. Jeg kunne egentlig ret godt lide filmens indledning (og afslutning), hvor Howard panorerer helt ind i et lille snefnug. Man får fornemmelsen af, at fortællingen om The Grinch bare er en ud af uendelig mange (moraliserende) søde historier. Om man har lyst til at opleve dem på det store lærred kan man så kun have en ambivalent mening om, for Howards film kan ikke ligefrem siges at være helt og holdent vellykket.
Jim Carrey er det åbenlyse valg til den altdominerende hovedrolle som den julehadende Grinch, der ikke passer ind i det bemærkelsesværdige, men let genkendelige samfund. Filmen bærer alt for meget præg af at være studieproduceret, hvor scenografien ganske vist er betagende, men mangler lige det sidste for at blive helt troværdige. Til gengæld er Rick Bakers sminke og masker fejlfrie. The Grinch’s hovedattraktion er naturligvis den ustyrlige Carrey i højeste gear. Desværre fungerer han heller ikke helt optimal, hvor der går lidt for lang tid mellem de gode grin. Jeg hader at sige det (da jeg er en kæmpe Jim Carrey-fan!), men han tangerer stedvis til narcissisme og det uudholdelige. Hans version af Grinchen bringer mindelser om hans egen præstation som Andy Kaufmanns alter ego i Milos Formans mesterværk, Man on the Moon, dog uden at nå dennes komiske højder. Det er dog behageligt at se ham falde til i samfundet, hans underlige fremtræden til trods. Men filmen er alt for forudsigelig og moraliserende til nogensinde at fænge publikum eller opbygge en god spænding, så The Grinch skal nok bare ses som en omgang let underholdning.
Rammehistorien om julen set igennem en lille piges øjne (uskyldigheden) er triviel, men alligevel velfungerende og sød her. Det skyldes den charmerende Taylor Momsen, der spiller rollen perfekt. Jeg kunne egentlig ret godt lide filmens indledning (og afslutning), hvor Howard panorerer helt ind i et lille snefnug. Man får fornemmelsen af, at fortællingen om The Grinch bare er en ud af uendelig mange (moraliserende) søde historier. Om man har lyst til at opleve dem på det store lærred kan man så kun have en ambivalent mening om, for Howards film kan ikke ligefrem siges at være helt og holdent vellykket.
02/10-2004
