retrospektiv underholdning
4.0
Todd Phillips debuterede med den ganske morsomme Road Trip, der behandlede klicheer med en kærkommen respektløs ironi og overgik nærmest alle de utallige ungdomskomedier, markedet var fyldt op med for få år tilbage. Den efterfølgende Old School var kun en sporadisk morsom sag, men fungerede igennem de tre velfungerende Luke Wilson, Vince Vaughn og især Will Ferrel i hovedrollerne. Phillips’ iscenesættelse af den nye version af den ældre tv-serie Starsky and Hutch (som jeg indrømmet ikke aner noget som helst om) er hans bedste og mest veloplagte film til dato, hvor han har allieret sig med to af Hollywoods førende, og bedste, komikere.
Man går aldrig helt fejl af Ben Stiller, der med sin underspillede humor og brug af fysisk komik har gjort en mindeværdig figur i mange film. Hans indsats som instruktør er til gengæld lidt mere tvivlsomt, hvor The Cable Guy var pinlig umorsom og Zoolander et tand for overgearet for mig. Hans lidt taberagtige rolle som den lettere generte og konservative type skulle man næsten tro ville blive trættende i længden, men Stiller holder fint den kørende, om end han snart må til at udvide sit repertoire for at imponere yderligere, i stil med hans rolle i Wes Andersons The Royal Teenembaums. Owen Wilson er p.t. nok min yndlingskomiker og nærmest også skuespillere. Hans subtile komik er evig latterfremkaldende, og så er han jo også en exceptionel begavet manuskriptforfatter (i samarbejde med Anderson med Rushmore og The Royal Teenembaums). Kemien mellem Wilson og Stiller er virkelig ubetalelig, og hver eneste scene med dem er en sand nydelse. Det er da også de to herre, som holder Starsky and Hutch kørende, for historien er noget forudsigelig gang nostalgi uden nogen form for overraskelser.
Som sagt er kemien mellem Wilson og Stiller hovedattraktionen med deres indbyrdes forskelligheder og opbyggende venskab (kliche, men seværdigt!), og der bliver ikke rigtig plads til store komiske udfoldelser i birollerne (på nær en superb excentrisk birolle til Will Ferrel). Vince Vaughn får ikke lov til at vise sit komiske talent (som han udødeliggjorde med hans rolle i Doug Limans kultfilm Swingers), og Snoop Dog er da også kun behagelig velspillende som retro-gangsteren, der alligevel får fyret nogle enkelte genialiteter af (I know more about grass).
På papiret er flere scener umorsomme, mens de fungerer perfekt på film. Starsky and Hutch byder på talrige gode grin, hvor man virkelig får lov til at grine helt igennem. Filmen besidder den bedste umage par fordeling set i meget lang tid, og jeg glæder mig allerede til Wilson og Stillers næste samarbejde, da Starsky and Hutch er fremragende og uforpligtende underholdning af bedste skuffe.
Man går aldrig helt fejl af Ben Stiller, der med sin underspillede humor og brug af fysisk komik har gjort en mindeværdig figur i mange film. Hans indsats som instruktør er til gengæld lidt mere tvivlsomt, hvor The Cable Guy var pinlig umorsom og Zoolander et tand for overgearet for mig. Hans lidt taberagtige rolle som den lettere generte og konservative type skulle man næsten tro ville blive trættende i længden, men Stiller holder fint den kørende, om end han snart må til at udvide sit repertoire for at imponere yderligere, i stil med hans rolle i Wes Andersons The Royal Teenembaums. Owen Wilson er p.t. nok min yndlingskomiker og nærmest også skuespillere. Hans subtile komik er evig latterfremkaldende, og så er han jo også en exceptionel begavet manuskriptforfatter (i samarbejde med Anderson med Rushmore og The Royal Teenembaums). Kemien mellem Wilson og Stiller er virkelig ubetalelig, og hver eneste scene med dem er en sand nydelse. Det er da også de to herre, som holder Starsky and Hutch kørende, for historien er noget forudsigelig gang nostalgi uden nogen form for overraskelser.
Som sagt er kemien mellem Wilson og Stiller hovedattraktionen med deres indbyrdes forskelligheder og opbyggende venskab (kliche, men seværdigt!), og der bliver ikke rigtig plads til store komiske udfoldelser i birollerne (på nær en superb excentrisk birolle til Will Ferrel). Vince Vaughn får ikke lov til at vise sit komiske talent (som han udødeliggjorde med hans rolle i Doug Limans kultfilm Swingers), og Snoop Dog er da også kun behagelig velspillende som retro-gangsteren, der alligevel får fyret nogle enkelte genialiteter af (I know more about grass).
På papiret er flere scener umorsomme, mens de fungerer perfekt på film. Starsky and Hutch byder på talrige gode grin, hvor man virkelig får lov til at grine helt igennem. Filmen besidder den bedste umage par fordeling set i meget lang tid, og jeg glæder mig allerede til Wilson og Stillers næste samarbejde, da Starsky and Hutch er fremragende og uforpligtende underholdning af bedste skuffe.
03/10-2004
