’Let it rain’
3.0
Debutantinstruktøren John Hamburg har før leveret manuskriptet til Jay Roachs sublim morsomme Meet the Parents, hvor Ben Stillers mere subtile humor var forrygende. Derfor var forventningerne til Along Came Polly ikke uventet skruet et stykke i vejret, men hvad der kunne have været en atypisk kærlighedskomedie med en kant (a la Farrelly-brødrene) er blevet til en pinlig ordinær og smålummer film, hvor der desværre er langt mellem grinene.
Hovedhistorien er alt andet end opfindsom. Ben Stiller spiller risikoanalytikeren, der har planlagt meget af hans liv, men finder naturligvis udfordring, her i form af en ubetalelig morsom Hank Azaria som fransk dykningslærer, der fratager Stiller hans kone på bryllupsrejsen, hvorved han selv drager hjem. Bang, surprise. Stiller må lære at forholde sig til situationen, men møder oven i købet kærligheden i form af en lettere rebelsk (og sindssyg sød) Jennifer Aniston. Scenen er sat til den ene lattervækkende situation efter den anden, hvor Stiller og Anistons livsopfattende modsætninger naturligvis skal fungerer komisk. Det er det også til tider, men bare ikke tilstrækkeligt. Manuskriptet bugner ikke ligefrem fornyende humor, men lader til at slå sig til tåls med det alt for velkendte. Den eneste grund til, at man faktisk interesserer sig en smule for historien og den dybt forudsigelige personudvikling, er Stiller og Aniston, som har en god kemi og er ret sympatiske.
Stiller har været helt forrygende i mange film med hans underspillede portrætter af den lidt kiksede, men også kærlige taber, især i Vild med Mary og Meet the Parents. I Along Came Polly kører han den lidt for meget hjem på rutinen, og man trækker kun på smilebåndet uden at bryde ud i latter som man tidligere har gjort. Hamburg beundrer åbenbart Farrelly-brødrene meget, for han iscenesætter Stiller i den ene pinlige og uhumske scenarium efter den anden. Desværre har Hamburg ikke Farrelly-brødrenes (trods alt) charmerende tilgang, og de ’ulækre’ scener er lavet så tilpas lavkomiske og nedtonede at ingen bliver stødt. Jennifer Aniston gør, hvad hun skal, og hun gør det godt.
Hvor filmen henter sine point (og tre stjerner) hjem er i birollerne. Som førnævnt er Azaria hysterisk latterfremkaldende med sin fimsede accent, men bedre er Phillip Seymour Hoffman snart som vennen, der lever højt på barndommens 15 minutes of fame. Han gør en tør birolle levende og er nærmest filmens hovedattraktion med hans malplacerede kommentarer og overprætentiøse fremtræden. Alec Baldwin er også ganske seværdig i en lille rolle som Stillers chef.
Along Came Polly er udmærket søndagsunderholdning, hvor hjernen bare skal stå på standby og man kræver nul intellektuel udfordring.
Hovedhistorien er alt andet end opfindsom. Ben Stiller spiller risikoanalytikeren, der har planlagt meget af hans liv, men finder naturligvis udfordring, her i form af en ubetalelig morsom Hank Azaria som fransk dykningslærer, der fratager Stiller hans kone på bryllupsrejsen, hvorved han selv drager hjem. Bang, surprise. Stiller må lære at forholde sig til situationen, men møder oven i købet kærligheden i form af en lettere rebelsk (og sindssyg sød) Jennifer Aniston. Scenen er sat til den ene lattervækkende situation efter den anden, hvor Stiller og Anistons livsopfattende modsætninger naturligvis skal fungerer komisk. Det er det også til tider, men bare ikke tilstrækkeligt. Manuskriptet bugner ikke ligefrem fornyende humor, men lader til at slå sig til tåls med det alt for velkendte. Den eneste grund til, at man faktisk interesserer sig en smule for historien og den dybt forudsigelige personudvikling, er Stiller og Aniston, som har en god kemi og er ret sympatiske.
Stiller har været helt forrygende i mange film med hans underspillede portrætter af den lidt kiksede, men også kærlige taber, især i Vild med Mary og Meet the Parents. I Along Came Polly kører han den lidt for meget hjem på rutinen, og man trækker kun på smilebåndet uden at bryde ud i latter som man tidligere har gjort. Hamburg beundrer åbenbart Farrelly-brødrene meget, for han iscenesætter Stiller i den ene pinlige og uhumske scenarium efter den anden. Desværre har Hamburg ikke Farrelly-brødrenes (trods alt) charmerende tilgang, og de ’ulækre’ scener er lavet så tilpas lavkomiske og nedtonede at ingen bliver stødt. Jennifer Aniston gør, hvad hun skal, og hun gør det godt.
Hvor filmen henter sine point (og tre stjerner) hjem er i birollerne. Som førnævnt er Azaria hysterisk latterfremkaldende med sin fimsede accent, men bedre er Phillip Seymour Hoffman snart som vennen, der lever højt på barndommens 15 minutes of fame. Han gør en tør birolle levende og er nærmest filmens hovedattraktion med hans malplacerede kommentarer og overprætentiøse fremtræden. Alec Baldwin er også ganske seværdig i en lille rolle som Stillers chef.
Along Came Polly er udmærket søndagsunderholdning, hvor hjernen bare skal stå på standby og man kræver nul intellektuel udfordring.
03/10-2004
