Politisk thriller i topklasse

Kongekabale er noget så sjældent som en dansk thriller i den politiske verden, hvilket ikke ligefrem er hverdagskost. Det er meget sjældent, at vi ser den slags herhjemme, og når vi endelig får lov, så er budskabet ofte enten så kvalmende politisk eller nedladende moraliserende, at det nærmest er umuligt at holde ud at se på. Tit er skuespillerne så afstumpede og gennemført usympatiske som politikere, at man føler instruktøren lefler overfor vores politikerlede, og så er det faktisk tit både pinligt og hadefuldt at skulle opleve.

Derfor er det også befriende at se Kongekabale, hvor instruktøren Nikolaj Arcel ikke forfalder til at bruge lærredet som talerør, hvor han kan udtrykke egne politiske holdninger som socialrealistisk afsløring af virkelighedens Danmark. Det ser vi desværre alt for tit, og personligt krummer jeg tæer hver gang. Jeg har intet imod at man laver politiske film. Jeg har såmænd heller ikke noget imod, at en instruktør har en politisk mening at udtrykke i sin film, men så skal han godt nok ikke fremstille det som om den ene side af sagen han sympatiserer med automatisk er lig med sandheden. Den slags er slet og ret manipulation og indoktrinering af værste skuffe - det korrekte ord ville nok være propaganda... Men desværre ser vi det meget tit i dansk film indenfor netop denne genre.

Derfor er det så også ekstra befriende at få lov til at se en film som Kongekabale, hvor instruktøren ikke nærmest er ved at falde over sin egen løfte pegefinger i sin iver for at moralisere omkring sin egen bedrevidenhed. Næ, Kongekabale er faktisk et stykke reelt drama og ikke bare slet forklædt propaganda. Her er vi ovre i ægte drama i stil med Noyce's "Alle præsidentens mænd". Ikke fordi instruktøren ikke har en holdning. Det har han da. Den handler bare ikke om, hvilken side af folketinget, han mener der har ret. Næ, det handler derimod om samspillet mellem politikere og journalister, og det er ikke kun politikerne, der står til røde ører, når det hele er slut. Her er der opsang til hele det samfund, hvor sensations-søgende journalister godvilligt lader magthungrende politikerne manipulere med dem, fordi det er i alles interesse... bortset lige fra den mere almene befolkning, som de førnævnte snarere ser enten som stemmekvæg eller nyhedshungrende forbrugere.

Det lyder måske ret dystert alt sammen, og det er det sådan set også. Når Anders W. Berthelsen i rollen som Ulrik Torp helt selvfølgeligt jagter sandheden, så bliver han hurtigt Palle alene i verden, for idealisme er der ikke meget af i hans verden. Okay, han får dog i sidste ende hjælp fra Nicolas Bro, der veloplagt giver den som den desillusionerede journalist Henrik Moll, der holder skansen som idealismens sidste bastion. Han har i den grad har et dystert syn på, hvordan tingene hænger sammen i det politiske Danmark - et syn der i øvrigt hurtigt bekræftes af historiens udvikling.

Det er dog svært at pege på de stærke skuespilkræfter, der bærer filmen, for der er faktisk så mange, at det er umuligt at remse op. Faktisk kan man lidt hårdt sige at Anders W. Berthelsen er blandt filmens svagere kræfter som den noget blåøjede hovedperson, men sådan skal han jo trods alt være som den person vi identificerer os med gennem hele filmen, så det kan jeg ikke rigtigt tillade mig at skælde ud over.

Søren Pilmark fortjener derimod helt klart alle de filmpriser, der kan hældes ud over ham i rollen som Dreier. Vi er for vant til at se ham som den altid glade Bahnsen ved siden af Harry i DSBs reklamer, så man må henrykkes, når man her ser ham i en rolle, hvor han faktisk er så grum og skummel, at man venter på at høre Darth Vader's dystre vejrtrækning ind imellem. Jeg kan skælde Søren Pilmark ud for mange ting har har lavet (tænk "Gøngehøvdingen"...), men her har han for alvor fat i den lange ende og viser helt formidabelt spil.

Faktisk er det svært, for ikke at sige umuligt, at finde svage punkter i Kongekabale. Lars Mikkelsen glemmes måske lidt let som Pilmarks spindoktor. Det er dog ikke, fordi han gør det skidt, men simplethen fordi hans spil drukner i alle de gode og overbevisende præstationer. Jeg følte også længe, at Kurt Ravn var noget overflødig i sin birolle som journalist, indtil jeg så filmens afsluttende klimaks, hvor han uden et ord og på under et sekund i en vrimmel af mennesker totalt stjæler hele lærredet med et helt perfekt skævt smil. Hold øje med det, for det er helt fantastisk, og det øjeblik alene retfærdigører hele Kurt Ravns tilstedeværelse i filmen. Også Ulf Pilgaard har en mindre rolle som hovedpersonens far, der er tidligere minister, hvilket viser sig ikke at være ubetydeligt. Han er ikke meget med i filmen, men viser alligevel storspil i to af de fire eller fem scener han er med i. Især i scenen, hvor Søren Pilmark henter ham ind til 'en lille snak' henrykkes man over spillet mellem de to - de siger ikke ret meget, men stemningen i luften er så tyk at man kunne skære i den.

Selv om det hele egentligt er meget dystert, når man tænker nærmere over det, så formår filmen let at lægge ironisk distance til alvoren, når den begynder at blive for truende og komme for tæt på. Bemærk f.eks. hvorden en afgørende scene henimod filmens slutning pludselig er flyttet ud på toiletet, fordi stemningen ikke skal blive for dræbende. Det er også svært ikke at trække på smilebåndet, når Robert Hansen i en mindre birolle bliver lidt usikker på, om hovedpersonerne nu skriver noget om det han fortæller dem i avisen. Det forsikrer Anders W. Bertelsen ham så om, at det gør de selvfølgelig ikke, mens Nicolas Bro uhæmmet skriver løs på sin blok på livet løs. Herligt. Den slags sekvenser er der flere af, når handlen begynder at blive for truende. Det ødelægger ikke stemningen, og det gør ikke for langt i den modsatte retning. Det fungerer bare.

Alt i alt er Kongekabale ganske enkelt den bedste danske film i flere år, hvilket vidner om en mageløs bedrift, når man husker på, at Nikolaj Arcel her leverer sin debutfilm. Jeg skal i hvert fald nok holde øje med, hvad han finder på at lave i fremtiden. Skuespillet når måske ikke helt på samme niveau som i "Brødre" fordi handlingen ikke giver mulighed for at det bliver helt så personligt og heller ikke giver de centrale hovedpersoner lige så meget tid på skærmen, men til gengæld hænger plottet langt bedre sammen, og man forstår i langt grad de centrale hovedpersoners motiver og følelser. Der måske ikke helt så meget plads til skuespillet her som i "Brødre", men til gengæld er Kongekabale en langt bedre film. Her fortælles der en helt anderledes spændende og medrivende historie, men der voves stadig meget undervejs. Hele filmens store, afsluttende klimaks foregår f.eks. off-screen, mens man ser to mænd vente på en kold gang. Det kan da kaldes modigt af instruktøren, og det fungerer faktisk lige så godt som alternativet, hvis ikke bedre.