this is money!!
5.0
(inspireret af Forces begejstring) ;-)
Swingers er en semi-biografisk film, hvor Jon Favreau skrev manuskriptet som en slags terapi efter hans kæreste havde forladt ham. Derved er mange af scenerne og replikkerne i filmen også udsprunget fra virkeligheden, eksempelvis den sjove scoringsmetafor af Vaughn midt i filmen. Dette er geniet Doug Limans (en personlig favorit) bare anden spillefilm, og den er produceret for meget billige penge. Under indspilningen benyttede de flere gange uautoriserede locations, og filmen er da også optaget med håndholdt kamera (af Liman selv) og besidder få klip. Dette ødelægger dog langtfra ens filmoplevelse, da ’dogmeekspressionismen’ er en behagelig medfortæller og naturalistisk element i den personlige historie.
Favreau spiller selv hovedrollen som den forkastede kæreste, der tvivler på hans egen kvaliteter, og det gør han (ikke overraskende) mindeværdigt. Filmen indledes elegant med et udødeligt nummer fra Dean Martin, hvor menneskets værdi udregnes i kærlighed, og dette er netop filmen omdrejningspunkt. Favreau er omgivet af medfølte venner, der kommer med klichefyldte råd og trøst, ja selv Favreaus telefonsvarer har nogle mekaniske ’visdomsord’ med på vejen. Vince Vaughn spiller den ene af vennerne, og hans præstation kan nemt stå som karrierens bedste. Vaughn er energisk, hylende morsom og ret uforudsigelig. Sammenspillet mellem ham og Favreau er simpelthen perfekt, men den ene overstråler ikke den anden, da de nærmest er hinandens kontraster. Og dette er en vigtig del i beskrivelsen af Favreaus karakter, hans sjæleudvikling eller opklaring, om du vil. Efter han er blevet droppet sætter han spørgsmålstegn ved sin tiltrækningskraft overfor det kvindelige køn, og kommer herved til at se op til Vaughn, der er en regulær kvindemagnet. Dette ses blandt andet i scenen, lige efter Favreau har forpurret Vaughns chance for sex ved at være en smule neurotisk, hvor de sidder i bilen i grøften og snakker. Bilen holder skævt, og Vaughn sidder lige et stykke højere oppe end Favreau. Netop fordi bilen holder skævt er der ikke balance i billedet, dermed heller ikke i Favreaus forsøg på at finde sin eneste ene. Han prøver at være noget, som han ikke er. Han spiller golf, som er et lettere sofistikeret spil, men sutter (pænt sagt) røv til det. Straks krydsklippes der til vennens lejlighed, hvor de spiller videospil, og her nyder Favreau det. Den sekvens er også ret signifikant for vores opfattelse af hovedpersonerne (foruden at være en sarkastisk hilsen til censurerne). Vaughn og vennen er nogle selvfede antihelte (i baggrunden er der en plakat af Tarantinos Håndlangerne, en af Limans idoler), fallerede skuespillere uden den store respekt. Deres nedladenhed overfor den homoseksuelle leveringsmand er også en smule sørgmodigt at se. Favreau er netop ikke denne slags person, og filmen slutter med hans selvrealisering. Han møder en rigtig sød pige (i skikkelse af en rigtig sød Heather Graham), indleder med en latterlig kommentar, som støder hende lidt væk, men hans ærlighed overtager straks og langsomt føler hans sig tilpas med Graham og kan være sig selv. For Vaughns person slutter filmen med en pinlig (men forrygende morsom) misforståelse. Hvor underholdende og sjov hans karakter end er, så bliver han aldrig publikums sympatiske holdepunkt, da han er en overfladisk og lidt ondskabsfuld person.
Swingers er propfyldt med selvironiske filmreferencer der går igen i hele filmen. Jeg nød rigtig meget scenen, hvor de diskuterer Scorsese og Tarantinos film. Det er tvetydig postmodernisme af den morsomste skuffe. Vennernes selviscenesættelse af deres coole attitude bliver derved ikke kun en underfundig hilsen til Scorseses Goodfellas og Tarantinos Håndlangerne (gengivelse uden at plagiere), men anvendes også som personbeskrivelse. Scenerne, hvor først Vaughn og senere Favreau udviser deres scoreteknik, akkompagneret af temamusikken fra Spielbergs Jaws, og også ret mesterlige.
Liman er en særegen instruktør, der senere hen har lavet alle tiders bedste ungdomsfilm med Go og den fremragende action-thriller The Bourne Identity. Han har indie-instruktørens unikke filmøje og stormestrenes virtuose håndværk. Dette ses eksempelvis i scenen, hvor der vises (på den mest penible facon) hvordan man ikke skal kontakte en pige. Favreau ringer flere gange til en fremmed, han har mødt i baren, men bliver ved med at få telefonsvareren (Favreaus forhåbningsfulde redskab til fortidens tryghed). Han prøver desperat at forklare hans opførsel, som bliver mere og mere pinagtig. I stedet for at skynde sig til et komisk klimaks/punchline, lader Liman scenen udfolde sig på en troværdig og mere humoristisk måde.
Swingers er en ægte feel-good film af første klasse, hvor det egentlig først er bagefter, at man indser, hvor godt et humør, man er kommet i (noget som Force nok ikke vil benægte :-) ). Filmen fungerer fremragende igennem dens velfungerende energi, komiske timing og behagelige skuespillere. For en gangs skyld kan man ikke kalde en kærlighedskomedie for naiv eskapisme.
Swingers er en semi-biografisk film, hvor Jon Favreau skrev manuskriptet som en slags terapi efter hans kæreste havde forladt ham. Derved er mange af scenerne og replikkerne i filmen også udsprunget fra virkeligheden, eksempelvis den sjove scoringsmetafor af Vaughn midt i filmen. Dette er geniet Doug Limans (en personlig favorit) bare anden spillefilm, og den er produceret for meget billige penge. Under indspilningen benyttede de flere gange uautoriserede locations, og filmen er da også optaget med håndholdt kamera (af Liman selv) og besidder få klip. Dette ødelægger dog langtfra ens filmoplevelse, da ’dogmeekspressionismen’ er en behagelig medfortæller og naturalistisk element i den personlige historie.
Favreau spiller selv hovedrollen som den forkastede kæreste, der tvivler på hans egen kvaliteter, og det gør han (ikke overraskende) mindeværdigt. Filmen indledes elegant med et udødeligt nummer fra Dean Martin, hvor menneskets værdi udregnes i kærlighed, og dette er netop filmen omdrejningspunkt. Favreau er omgivet af medfølte venner, der kommer med klichefyldte råd og trøst, ja selv Favreaus telefonsvarer har nogle mekaniske ’visdomsord’ med på vejen. Vince Vaughn spiller den ene af vennerne, og hans præstation kan nemt stå som karrierens bedste. Vaughn er energisk, hylende morsom og ret uforudsigelig. Sammenspillet mellem ham og Favreau er simpelthen perfekt, men den ene overstråler ikke den anden, da de nærmest er hinandens kontraster. Og dette er en vigtig del i beskrivelsen af Favreaus karakter, hans sjæleudvikling eller opklaring, om du vil. Efter han er blevet droppet sætter han spørgsmålstegn ved sin tiltrækningskraft overfor det kvindelige køn, og kommer herved til at se op til Vaughn, der er en regulær kvindemagnet. Dette ses blandt andet i scenen, lige efter Favreau har forpurret Vaughns chance for sex ved at være en smule neurotisk, hvor de sidder i bilen i grøften og snakker. Bilen holder skævt, og Vaughn sidder lige et stykke højere oppe end Favreau. Netop fordi bilen holder skævt er der ikke balance i billedet, dermed heller ikke i Favreaus forsøg på at finde sin eneste ene. Han prøver at være noget, som han ikke er. Han spiller golf, som er et lettere sofistikeret spil, men sutter (pænt sagt) røv til det. Straks krydsklippes der til vennens lejlighed, hvor de spiller videospil, og her nyder Favreau det. Den sekvens er også ret signifikant for vores opfattelse af hovedpersonerne (foruden at være en sarkastisk hilsen til censurerne). Vaughn og vennen er nogle selvfede antihelte (i baggrunden er der en plakat af Tarantinos Håndlangerne, en af Limans idoler), fallerede skuespillere uden den store respekt. Deres nedladenhed overfor den homoseksuelle leveringsmand er også en smule sørgmodigt at se. Favreau er netop ikke denne slags person, og filmen slutter med hans selvrealisering. Han møder en rigtig sød pige (i skikkelse af en rigtig sød Heather Graham), indleder med en latterlig kommentar, som støder hende lidt væk, men hans ærlighed overtager straks og langsomt føler hans sig tilpas med Graham og kan være sig selv. For Vaughns person slutter filmen med en pinlig (men forrygende morsom) misforståelse. Hvor underholdende og sjov hans karakter end er, så bliver han aldrig publikums sympatiske holdepunkt, da han er en overfladisk og lidt ondskabsfuld person.
Swingers er propfyldt med selvironiske filmreferencer der går igen i hele filmen. Jeg nød rigtig meget scenen, hvor de diskuterer Scorsese og Tarantinos film. Det er tvetydig postmodernisme af den morsomste skuffe. Vennernes selviscenesættelse af deres coole attitude bliver derved ikke kun en underfundig hilsen til Scorseses Goodfellas og Tarantinos Håndlangerne (gengivelse uden at plagiere), men anvendes også som personbeskrivelse. Scenerne, hvor først Vaughn og senere Favreau udviser deres scoreteknik, akkompagneret af temamusikken fra Spielbergs Jaws, og også ret mesterlige.
Liman er en særegen instruktør, der senere hen har lavet alle tiders bedste ungdomsfilm med Go og den fremragende action-thriller The Bourne Identity. Han har indie-instruktørens unikke filmøje og stormestrenes virtuose håndværk. Dette ses eksempelvis i scenen, hvor der vises (på den mest penible facon) hvordan man ikke skal kontakte en pige. Favreau ringer flere gange til en fremmed, han har mødt i baren, men bliver ved med at få telefonsvareren (Favreaus forhåbningsfulde redskab til fortidens tryghed). Han prøver desperat at forklare hans opførsel, som bliver mere og mere pinagtig. I stedet for at skynde sig til et komisk klimaks/punchline, lader Liman scenen udfolde sig på en troværdig og mere humoristisk måde.
Swingers er en ægte feel-good film af første klasse, hvor det egentlig først er bagefter, at man indser, hvor godt et humør, man er kommet i (noget som Force nok ikke vil benægte :-) ). Filmen fungerer fremragende igennem dens velfungerende energi, komiske timing og behagelige skuespillere. For en gangs skyld kan man ikke kalde en kærlighedskomedie for naiv eskapisme.
09/10-2004
