Bourne to be seen

Nu hvor jeg har fået set Bourne Supremacy, synes lidt bedre jeg kan tillade mig at indrømme, at nævne min småkritiske indstiling til forgængeren, Bourne Identity. Ikke fordi den var dårlig, men jeg var bekymret for om Matt Damon var den rigtige til rollen. Jeg følte, at han måske var lidt for meget "pæn dreng" til at overbevise som den rå dræbermaskine som Jason Bourne jo viser sig at være. Forgængerens spænding og intensitet var også en noget personlig sag, for den havde lidt svært ved at overbevise den tvivlsomme tilskuer om sin alvor, dels fordi Matt Damon havde svært ved at vise os Bourne's indre frygt, frustration og vrede over hans opdagelser, og dels fordi havde svært ved at komme igang både stilistisk og dramatisk. Nu skal det jo ikke lyde som en nedsabling af forgængeren, men sådan havde jeg det lidt med den, og jeg frygtede for hvordan fortsættelsen måtte udvikle sig, når historien for alvor skulle blive slem.

Men faktisk fungerer Bourne Supremacy på netop disse områder langt bedre end sin forgænger. I den første film skulle man helst se Matt Damon's nærkampe i slowmotion (på DVD'en) får at få det hele med, fordi det gik svinehurtigt, uden at instruktøren nåede at få os med som publikum. Den del er der bedre greb om nu, og det uden at realismen er røget ud af vinduet.

Faren med den her slags spion-krimier er altid, at der går alt for meget superhelt/James Bond i den, og at historiens troværdighed forsvinder totalt. I den første film forsøgte man i så høj grad at undgå det, at resultatet ind imellem kunne virke kedeligt og umotiverende, hvis ikke man som publikum levede sig meget ind i historien. Den del er der dog nu rettet op på i en grad, hvor filmen nærmest hiver tilskueren med ind i sit medrivende univers, hvor vi mere almindelige mennesker hurtigt mister både pusten og nerverne i bare et lille kvarters selskab med Jason Bourne.

Nu skal jeg ikke skælde ud på Bond-filmene, men selv om James Bond måske begyndte som en mere eller mindre realistik spion i sin tid, så har han efterhånden udviklet sig mere til en superhelt i Batman/Spider-man genren, hvor man uden at blinke kan lave helt urealistiske ting. Bemærk f.eks. hvordan James Bond aldrig kører galt og uden at blinke laver umulige flyvehop med sin bil, fyldt med alverdens dingenoter. Det er ikke kritik i så høj grad som en konstatering af, at James Bond eksisterer i sin helt egen virkelighed med egne fysiske regler, ganske som Superman eller Matrix.

Jason Bourne skal derimod leve i den virkelige verden, hvor vi kan tro på alvoren i hans virkelighed. Ellers fungerer historien ikke, eftersom den bygger på sin egen troværdighed. Ludlum skrev i sin tid en ægte spion/snigmorder historie, der skulle være troværdig i den virkelige verden, så selv om historien er justeret en del sidenhen, så er biljagter vi ser her stadig underlagt de samme fysiske regler som i den virkelige verden. Det får man da i langt højere grad at se i Bourne Supremacy end i forgængeren. Jeg er ligeglad med hvor superdygtig og udspekulret en skurk John Travolta skal være i "Swordfish" - hvis man kører over for rødt femten gange midt i en storby, så kommer man altså ud for en ulykke - Basta! Alt andet er komplet urealistisk, og smider enhvert glimt af realisme og troværdighed overbord. Det ved folkene bag Bourne Supremacy, og de tager skam også konsekvensen, hvilket betyder, at vi her får lov at se, hvad jeg vil kalde den mest voldsomme realistiske biljagt, jeg endnu har set. Ja, det er vildere, når du ser biljagter i James Bond eller Matrix Reloaded, men de foregår heller ikke i den virkelige verden. Den er Bourne Supremacy dog langt tættere på, og det gør hele oplevelsen langt mere intens og spændende.

Hele den lille hjørnesten af en troværdig udgave af realisme kredser Bourne filmene hele tiden omkring, og i Bourne Supremacy bruges det særdeles effektivt. Bourne klarer ikke sine modstandere ved at have bedre dingenoter (som Bond), men ved at være mere intelligent og snedig. Bevares, han demonstrer et par gange, hvordan han er almindelige mennesker helt overlegen i nærkamp, men når han møder andre på sit eget niveau, så er helt tydeligt i problemer. Han får da også nogle alvorlige skader undervejs på den konto, selv om Matt Damon ser ud til at "glemme" dem lidt i et par scener (fy skamme!)...

Selv om man bliver forsikret om, at man sagtens kan se Bourne Supremacy uden at have set forgængeren, så foreslår jeg nu alligevel, at man ser Bourne Identity først, da man ellers går glip af en stor del af den følelsesmæssige baggrund for, hvordan Bourne Supremacy udvikler sig. Jeg mener, dette er jo en fortsættelse, så hvad hovedpersonerne tidligere har gennemlevet burde da vel for pokker have betydning for handlingens udvikling ikke? Det skulle man da håbe, og det har det da bestemt også.

Bourne Supremacy må blandt andet roses for sit øje for at få detaljerne på plads. Selv om Marie (fra den første film) ikke er meget med, så er tyske Franka Potente igen hentet ind til at spille med så længe det varer. Det bevarer helheden i serien, og faktisk har Franka Potente stor betydning i handlingen, fordi hun og hendes råd danner selve bevæggrundene for Jason Bournes handlinger. Og selv om Conklin døde i slutningen af den første film, så er Chris Cooper igen tilbage i rollen i de få, korte flashback-scener, hvor Bourne erinderer ham, vel at mærke scener, som ikke var med i den første film. Julia Stiles gentager også sin birolle som Nicolette, selv om hun er ved at blive et større navn. Bevares, hendes figur har større betydning i denne film, men derfor er rollen nu stadig ikke ret stor.

At Brian Cox er tilbage som Abbott er derimod knap så overraskende. Han gør det stadig godt og overbevisende, selv om man efterhånden ville ønske at se ham spille noget andet et magtsygt dumt svin (ganske som i rollerne som Stryker i "X-Men 2" og Agamemnon i "Troja"). Han gør det overbevisende som dumt svin, men hvis jeg ser ham i sådan en rolle i hans næste film, så begynder jeg snart at tro, at han kun kan typecastes i den slags roller, hvilket er skidt fordi vi se altid vil vide hvad vi skal forvente os, når vi ser ham i en rolle. Spil dog bare for een gangs skyld noget mere sympatisk!

Af nye ansigter er især Joan Allen væsentlig i rollen som CIA-lederen, der jagter Jason Bourne. Hendes spil fungerer overbevisende og effektivt, dog uden at være en rolle hun vil blive husket for. Til gengæld er det sjovt at se Karl Urban dukke op i endnu en lille men afgørende rolle. Dem samler han åbenbart en del på siden tiden som Eomer i "Ringenes Herre". Sidst så vi ham som Necromonger-general i "Chronicles of Riddick", hvor han planlagde kup mod sin leder. Her er han dog endnu mere skummel og utiltalende, hvis man da kan tro det. Jeg sad faktisk længe og lurede på, om det var ham, og tvivlede så, da han begyndte at tale russisk. Tja, det må han vel roses for... Det er i hvert fald svært at tro, at det skulle være heltmodige og rare Eomer, der her er modbydelig morder, men det antyder måske mest overbevisende talent for skuespillet. Man må i hvert fald kalde manden alsidig efter de roller, han har leveret de sidste par år.

Om det er skiftet på instruktørstolen, der gør det ved jeg ikke, men Matt Damon er både mere overbevisende og mere skræmmede som Jason Bourne denne gang. Men selv om Paul Greengrass har sat sig i stolen, så har Doug Liman dog slet ikke forladt fortsættlesen til hans første film om Jason Bourne. Helheden til forgængeren er bevaret, og hvis man ser de to film fortløbende (som jeg faktisk gjorde, idet jeg lige havde set Bourne Identity på DVD, før jeg gik ind og så Bourne Supremacy), så hænger det hele faktisk sammen i en grad, der må få andre film-serier til at rødme i sammenligning. Bevares, der er gået (næsten) to år mellem de to film, men den største ændring er faktisk, at Bourne ikke længere er så bange for sig selv - han har accepteret at han har en dyster fortid (som han stadig ikke kender helt), og han bruger nu langt mere bevidst og selvsikkert sine evner som dræbermaskine, når det er nødvendigt. Det betyder så også, at man som publikum under tiden skræmmes af vores hovedperson. Det er jo ham, vi skal identifere os med, så virker unægteligt stærkt, når vi er vidner til hans barske optræden. Det falder dog fint sammen med pointen om, at Jason Bourne selv var skræmt over sine evner i den første film, mens han nu har accepteret dem. Den distance, det skaber til figuren, er præcis den afstand det kan bære, uden at man mister sympatien med ham - vi efterlades ind imellem i tvivl om, hvor lang han vil gå, og hvad han er parat til at gøre, men ikke så længe at vi taber vores hovedperson. I en scene er Bourne nødt til at dræbe en anden snigmorder, og her er Damon's spil upåklageligt, idet dræberinstinktet koldt tager over, mens det er nødvendigt, men derefter efterfølges af synlig afsky dels over handlingens nødvendighed og dels over evnerne som dræber. Meget overbevisende af Damon, og faktisk afgørende for at menneskeliggøre den kolde dræbermaskine, der er historiens helt.

Historien flyder umærkeligt fremad uden at føles langsom på noget tidspunkt. Selv om handlingen på overfladen ser meget tynd ud, så har den mere dybde end man umiddelbart tror, hvilket filmens afslutning da også vidner kraftigt om. Jeg skal ikke afsløre noget, men spændende er det, selv om man undervejs næsten kan ærgre sig over, at det meste af historien nærmest er en stor misforståelse. Det er dog netop kernen i den slags agent-film, da man jo netop aldrig kan stole på nogen. Hvis man kunne det ville Bourne Supremacy hurtigt være overstået, og det selvfølgelig også pointen.

Alt i alt er Bourne Supremacy spændende og medrivende underholdning i agent/thriller genren. Det er i højere grad overbevisende som reelt drama end som rå action, og det kan vel ikke være skidt. Jason Bourne-figuren skal være rå og hans historie skræmmende, men selv om jeg faktisk syntes om den første film, så blev jeg nu alligevel positivt overrasket over denne spændende fortsættelse, som faktisk er en klasse eller to bedre. Jeg glæder mig allerede meget til at se Matt Damon igen i "The Bourne Ultimatum".