titlen siger det hele

Den svenske Anders Gustavssons instruktørdebut indenfor den fiktive historie (har adskillige dokumentarfilm bag sig) er en ungdomsfilm, der udskiller sig fra mængden ved at være ærlig og ikke fedte for målgruppen. Inspirationen fra Moodyssons universale Fucking Åmål er tydelig, men Gustavsson plagierer aldrig, for selvom omdrejningspunktet er den usikre ungdom, så er det to vidt forskellige historier, der fortælles. Moodyssons film omhandlede seksualitet og om at være sig selv, mens Bagland er en fortælling om Mille, der har et mål i livet; hun vil undgå, at ende som hendes fordrukne mor. Handlingen kan måske forekomme en smule banal og nærmest for almindelig til at gøre det store indtryk på film, men man mærker tydeligvis de store og naturalistiske følelser under overfladen. Dette er med til at gøre Bagland til en medrivende oplevelse, hvor ens relationsmuligheder er nærmest uendelige igennem de alsidige personer.

Stephanie León spiller Mille med stor indføling og et nuanceret følelsesregister. Manuskriptet ligger mange gange op til melodramatiske konfrontationer, men med Leóns præstation forbliver det hele på det troværdige og hverdagsagtige plan. Mille er sammen med Kenny og drømmer om et idyllisk hverdagsliv, hvor byrderne ikke er tunge. Hendes forsøg på dette behandles heldigvis ikke som en selvdestruktiv opførsel (selvom hun hele tiden rydder op efter moderen). Efter at have flyttet sammen med den lettere dovne og uambitiøse Kenny indser hun, at dette ikke vil føre til hendes ’drøm’ og begynder i smug at være sammen med indvandreren Sami, som udadtil er Kennys modsætning. Samis grundlag for at være sammen med Mille viser sig hurtig at være på det fysiske plan, og Sami må siges at være filmens mest egoistiske figur. Desværre formår den ellers talentfulde Christopher Læssø ikke at gøre personen helt troværdigt, hvor hans handlinger til tider kan være ret endimensionale. Derved udvikler Bagland sig til at være et trekantsdrama, men da Thomas Nielsen allerede har analyseret dette aspekt (og meget fyldestgørende, må jeg tilføje), ville det være formålsløst for mig, at gøre det samme.

Kenny spilles af Nicholas Dufour, og hvor gør han det fremragende! Han er den hårde type, som ikke vil finde sig i noget pis, men lige under overfladen kan man mærke hans usikkerhed og magtesløshed, hvorved hans aggressive handlinger er forståelige for publikum, men ikke bifaldende. Hans fejlslagne forsøg på at gøre Mille glad ved at forgælde sig er en af filmens vigtigste, men mest deprimerende sideplots. Filmens store styrke er Gustavssons mangel på stillingtagen eller dybdegående morale. Den atypiske og uforløste slutning er også forfriskende sørgelig gennem dens mangel på svar. Vi ønsker så meget for Mille, at hun slipper ud af hendes nedadgående tragiske dagligdag, og overfladisk ser det da også ud til, at hun gør det. Hun finder langsomt genopbyggende kærlighed til moderen og stikker af fra både Kenny og Sami, da hun indser, at hun ikke kan få hendes ordinære liv med dem. Gustavsson er dog ikke optimist, og i stedet for at lade filmen fade ud med den løbende Mille på vej væk, freezeframer han billedet og zoomer tæt ind på hende. Hun er fanget af tragedien, som ikke vil lade hende slippe. Et æstetisk virkemiddel, som fungerede mindst ligeså godt (om end mere virtuost) i Avarys The Rules of Attraction.

Bagland er en hudløs ærlig film, der indimellem overdriver dens virkemidler (blandt andet med den stedvis uafrystelige, men også overeksponerede musik), men alligevel formår at hæve sig over mængden ved at være kompromisløs i dens skildring af ungdomsgenerationen. Gustavsson har gjort en prisværdig indsats i instruktørstolen.