middelmådigt gys

I løbet af de sidste par år er der skyllet utallige asiatiske og japanske kvalitetsgysere indover Danmark, hvor det nu ikke længere er svært for producenterne at finde distributører. Bølgen blev startet med Hideo Nakatas Ringo, og grunden til at filmen blev så populær, var den (for os) atypiske, snigende uhygge, der tog nådesløs fat i publikum og gav ikke slip. Det er meget sjældent, at man ser den form for isnende suspense i amerikanske film (overordnet kan jeg kun komme i tanke om Shyamalans film og Amenábars The Others), og Hollywood har da også taget de asiatiske succesfulde virkemidler til sig. Der er i hvert fald gang i en lang række amerikanske genindspilninger af de succesfulde gysere. Vi har eksempelvis set Verbinskis ganske vellykkede The Ring, mens både The Grudge, Dark Water og Ju-On Forbandelsen er på vej. Om det er en skidt ting er nok op til den individuelle at bedømme, men for en så ’amerikaniseret’ filmfan som mig, er det nu ikke noget, der irritere (selvom det er et mere end åbenlyst tegn på uoriginalitet og forhåbningsfuld kommerciel succes fra Hollywood).

Historien i The Eye er ikke synderlig original. Handlingen om den blinde person, der får synet tilbage, er både set i Michael Apteds ordinære Blink og Irvin Winklers pinefuld sentimentale At First Sight. Pang-brødrene (Oxide Pang Chun og Danny Pang) har fat i en nærmest genial præmis til en psykologisk gyser. Igennem vores hovedperson (fint spillet af popsangeren Lee Sin-je) kommer vi som publikum til at opleve de velkendte hverdagsting med ’nye øjne’. I starten visualiserer Pang-brødrene de mange detaljer med finfølelse og sans for det smukke, men hurtig glemmes dette aspekt og der gives for meget plads til de evidente gyserscenarier. Meget overraskende har Pang-brødrene ikke disket op med nogen originaliteter, hvor det nærmest er for oplagt at bruge synsnedsættelsen som virkemiddel. Bevares, der er nogle virkelig skumle og uhyggelige scener, når vi ser hændelserne gennem et næsten ufokuseret billede, men det suggestive gys er ikke så anderledes og virkningsfuldt, som jeg havde forventet.

The Eye er en ret ujævn film, hvor Pang-brødrene ofte kører filmen i den ene retning, men ændrer så stemning og tempo så radikalt, at de mister publikum i svinget. Især slutningen virker ikke synderlig gennemtænkt (selvom det lange flashback er myrekrybsfremkaldende lavet). Desuden får de heller ikke udnyttet den psykologiske dybde, som hovedpersonen må besidde. Det bliver bare til nogle enkelte hentydninger om det smukke i verdenen, og det er det. I begyndelsen troede jeg, at pigens syner og visioner var manifestationer af hendes frygt for den fremmede verden (er tvunget til at klamre sig til ting), og denne misvisning fungerer ganske fremragende. Derfor kommer den langsomme sande afsløring, ikke uventet, men tilpas overraskende.

Til gengæld er Pang-brødrene alt for ufokuseret i deres metafysiske undertoner. Der springes usammenhængende mellem almen overtro, kristendommen, reinkarnation, darwinisme og andre spirituelle ledetråde, men dette gøres så ukonsekvent, at det virker irriterende fragmentarisk.

The Eye er stedvis rigtig uhyggelig og suspensefyldt, men fænger aldrig rigtig publikum, hvorved man sidder med en følelse af tidsfordriv. Slutsekvensen med den kæmpe eksplosion er dog ganske virtuost lavet og hele filmen værd. Skulle dog nok hellere have set nogle af Nakatas film.

Dette må næsten være det passende sted at spørge, om der er nogen, der ved, hvornår Park Chan-wooks Oldboy har premiere? Den har fået rigtig gode anmeldelser, var hyldet på Cannes-festivalen og siges at være lidt af et fortællerteknisk vidunder.