virkelighedsstimulering

Christoffer Boe vandt Caméra D’or prisen ved Cannes Film Festival for bedste debuterende spillefilm, og det valg må være et kvalificeret bud på definitionen af retfærdighed i den nudanske ordbog. Foruden at være en uovertruffen (i danske sammenhænge) billedmager, har Boe, i samarbejde med filmskolelæreren Mogens Rukov, kreeret en poetisk, men også meget indviklet og uforudsigelig historie, hvor det narrative udtryk lader hændelserne væve sig ind mellem hinanden. Reconstruction er noget af et eksperiment i det velkendte socialrealistiske danske filmunivers (som, hvis du spørger mig, har taget overhånd), og netop fordi den er så fascinerende vellykket, sidder man tilbage med en fornemmelse af, at have oplevet starten på noget filmisk epokegørende. Man kunne godt frygte, at filmen ville være anderledes for det anderledes’ skyld, men Boe er så fokuseret på, at lade historiefortællingen og det visuelle gå op i en højere enhed (som det også gør!), at man tydeligvis mærker de stærke og svigende sikre kræfter bag filmen.

Handlingen er nærmest uoverskuelig at genfortælle, det føles som om Boe har taget et abstrakt begreb som kærlighed og har villet sætte billeder på. Og det er nok også netop på den måde, man skal opleve Reconstruction; som et psykedelisk sanseindtryk uden en overordnet logik. Ja, det er jo store ord, men når film er bedst, så er det netop sådan man opfatter dem. Og Reconstruction er et håndfast bevis på film, når det er bedst. Den rammer det emotionelle plan med en dybde og filosofisk originalitet, der gør, at man som publikum aldrig mister interessen for hverken hovedpersonerne (der virker forbavsende ægte, den narrative form taget i betragtning) eller selve filmen.

Jeg vil nu vove at påstå, uden skygge af tvivl, at Nikolai Lie Kaas er Danmarks p.t. allerbedste og mest talentfulde og alsidige skuespiller. Han har et meget let genkendeligt ansigt uden nogen form for glamourisering. Den følelsesmæssige dybde og troværdighed er altid til stede, lige meget hvilken rolle han spiller. Her er han publikums faste holdepunkt, den eneste person i filmen, der ikke forandrer opførsel. Reconstruction starter med en voice-over af Bonneives mand, der fortæller os, at dette er en fiktiv historie, en slags manifestation af en forelsket, men ensom mand. Jeg tror, at Boe holder os publikum lidt i hånden der, bare sådan at vi ikke bruger vores ’konventionelle’ filmopfattelse. Manden spilles af Krister Henriksson, og han gør det indædt godt. Subtil og usagt kærlighedsafslag er sjældent set så smertende. Så vidt jeg har forstået filmen, så er det kun få af hændelserne, som faktisk er faktuelle. Mødet med Kaas og Bonnevie (der spiller godt, på en lidt mystisk måde), deres ret atypiske forførelse af hinanden, hvor de selv opdigter scenarioer, udformet gennem deres valg. Der, hvor filmen skiller, er lige efter Kaas sniger sig ud af sengen og tager tøj på. Øjeblikke senere ser man ham i badekåbe, og her begynder så Henrikssons selvdigtede historie. Han har kun en mistanke om, at konen er/har været ham utro, beviserne kommer først et stykke inde i hans historie. Inspireret af hans virkelighed ser vi så de opdigtede reaktioner gennem hans øjne. Derfor overlapper de samme scener hinanden flere gange, hans ubeslutsomhed og forhåbningshændelser. Personerne omkring Kaas ændrer markant opførsel, hvor ingen af hans nærmeste kender ham (scenen hvor han prøver at overbevise sin ’far’ er det mest virtuos flotteste set på dansk film, tydeligvis inspireret af Fincher og Aronofsky). Om dette skal opfattes som en straf for Kaas ved jeg ikke, men det gør det i hvert fald lettere for ham at beslutte sig om, at tage med Bonnevie til Rom. Måske er det kærlighedens ofre, forblindelsen, der sættes på en spids, mens tvivlen langsomt kryber frem og personerne kender ham nu igen (derfor kommer han for sent). Dette er velsagtens Henrikssons virkelighedsprojektering, udformningen af en bog i en film. På et tidspunkt skiller filmen sig dog, og vi ser nu de fiktive hændelser, som Kaas forestiller sig dem. Hvornår og hvordan ved jeg ikke, men da han er en pessimistisk mand, så fabulerer han denne tragiske kærlighedshistorie og dennes endeligt. Kaas ryger meget i filmen, og dette kan man læse som hans egen selvdestruktivitet.

Min korte redegørelse er utvivlsomt forsimplet (kan ikke vente til et gensyn af filmen), men styrken i Reconstruction er netop dens meget individuelle påvirkningskraft. Hvad man lægger i filmen er op til en selv. Måske er det ’bare’ et forsøg på, at opnå fiktionens følelsesfremkaldelse (måske manipulerende?) gennem den visuelle styrke og smukke musik. Mange vil nok slå den hen som noget prætentiøs kærlighedsbanalitet ved at se på overfladen, men jeg må indrømme, at jeg ser Reconstruction som ekspressionistisk mesterværk, hvis lige ikke kan findes i den danske filmverden. Stilistisk er den banebrydende med ekstrem udtryksfulde og stemningsmættede billeder, der virkelig brænder sig fast, og den er blændende (og subjektivt) sammenklippet.

Boe og co. består af (selvfølgelig) Christoffer Boe, fotografen Manuel Claro, tonemesteren Morten Green og produceren Tine Grew Pfeiffer. Jeg fryder mig uendelig meget over deres samarbejde og kan ikke vente til deres næste projekt, for sjældent (og aldrig i dansk sammenhæng) har historien, billedet og musikken gået mere exceptionelt op i en højere enhed. Dette er ægte filmkunst!