rammende underholdning
4.0
Blockbuster-mogulen Roland Emmerich har flere larmende, effektjaget, lettere fordummende, men altid underholdende (stor)film bag sig. Den amerikanske debut med Moon 44 lovede ikke ligefrem godt (dunkel og kedeligt sci-fi), mens den følgende Universal Soldier ikke besad de samme høje ambitioner og var derfor langt mere vellykket (dog uden på nogen måder at imponere). Stargate viste sig at være en overraskende helstøbt og fascinerende science fiction film med eksistentielle undertoner. Den (in)famøse Independence Day var patosfyldt, smalsporet og nærmest tæerkrummende patriotisk underholdning, der faktisk fungerede ret godt til trods. Emmerich havde fundet en succesfuld formel, den multikulturelle fremstilling af sammenhold. Godzilla var stor og larmende, til tider ganske charmerende, men Emmerich var lidt på udebane (selvom effekterne naturligvis var flotte!). Med The Day After Tomorrow har han begået hans bedste, mindst følelsesmæssig manipulerende og vigtigste film. En intelligent storfilm var ikke ligefrem noget, man forventede af Emmerich, men han overrasker positivt.
Miljøaktivister har hyldet filmen (og dens anvendelse af filmmediet som masseformidling) som en tiltrængt opvågningskatalysator til befolkningen (hvorved man kun kan være glad for, at den har fået så massiv succes). Skeptikerne har proklameret utroværdigheden i nærmest alle af filmens hændelser, men Emmerich har da også selv indrømmet, at tidsintervallerne mellem katastrofehændelserne er urealistiske, men naturkatastroferne vil komme på et tidspunkt, hvis vi ikke snart ændre vores CO2-forbrug markant. Emmerich har baseret manuskriptet på non-fiktionsromanen The Coming Global Superstorm af Art Bell og Whitley Strieber, og det er derfor, at de videnskabelige forklaringer i filmen virker chokerende ægte.
The Day After Tomorrow indledes med en åndeløs flot panorering over havet, enkelte brudstykker af isflager, fragmentarisk store isbjerge for at slutte på land (et kæmpe isbjerg). Dette symboliserer den darwinistiske forklaring på menneskets opstandelse (i biblioteket ses også et baggrundsmaleri af en hulemand), en teori, der strider fuldstændig imod min tro, men er et vigtigt element i Emmerichs menneskebeskrivelse. I filmen fremvises mennesket som et fuldendt individ, på toppen af spillet, så at sige. Overlegne af hele hjertet. Isens brydning er derfor symbol for menneskets langsomme (selv)destruering af vores egen selvopfattelse. Det er ikke tilfældigt, at en af de første ting, der ødelægges i filmen, er det store Hollywood-skilt. Associationer til glamour, rigdom og overfladisk besættelse, det pseudo-signifikante. Derved bliver The Day After Tomorrow for katastrofegenren, hvad Isaac Asimov var for sci-fi-genren (okay, ikke nær i det samme omfang, men bare for at sætte det lidt i perspektiv). Menneskets egen selvophøjelse krakelerer på grund af ustyrlige kræfter, som vi selv har skabt. Flere gange i filmen opremses der statistikker for muligheden omkring katastroferne, men topchefer afviser dem som pessimistiske dommedagsprofeti. Selvbenægtelse udsprunget af ideen om, at sådan noget sker ikke for os, og skylden lægges automatisk videre til kommende generationer. I The Day After Tomorrow kommer mennesket dog til at stå til ansvar for vores handlinger (en dyd, som vi ellers ikke mestre).
Filmen er blevet rost for dens subtile kritik af stormagterne og deres kapitalistiske fokusering. Og det fortjener den også, for man forventer da ikke ligefrem lettere kontroversielle (men sande) meninger i en film af denne kaliber. Den åbenlyse er Amerikas integration til Mexico, hvor virkelighedens situation derved er fuldstændig omvendt. Mexicos regering begynder først at lukke folk ind efter et løfte om, at alt udenlandsk gæld fjernes. Filmens mest forstyrrende element findes dog i begyndelsen, hvor vicepræsidenten ikke vil indgå Kyoto-protokollen af (naturligvis) kapitalistiske årsager. Dette er så irriterende skræmmende fordi det netop er det, som Bush praktiserer. Egoismens grimme ansigt ses igennem kapitalisterne, mens de store heltegerninger kommer fra folk, der inderligt brænder for en menneskelig sag. En af filmens sjoveste scener forekommer på biblioteket, hvor en stor menneskeflok er indespærret. Dette er naturligvis ikke tilfældigt, da biblioteker indeholder fortidens gerninger og viden om den kulturelle arv, hvorved Emmerich siger, at vi gerne skulle lære af fortidens fejltagelser og skabe kontra destruere. For at holde varmen brænder de bøger. En mand nægter at ofre en bog af en stor forfatter (kultur), og en kort diskussion opstår, men bliver afbrudt af en, der siger, at der er en hel afdeling med bøger omkring skattelove (kapital), som kan brændes af.
I bund og grund er filmen en back-to-basic historie, hvor det essentielle vil sættes i fokus. Man kommer til at tænke på Tyler Durdens mission i Finchers mesterværk, Fight Club. Forhåbentlig lærer vi af vores fejltagelser, da vi får en ny chance. Et sted i filmen klamrer en mand sig fast til Bibelen, og netop denne form for ’genfødsel’ (naturligvis ikke reinkarnation, men spirituel) er filmens omdrejningspunkt. Slutbilledet er jorden, indhyllet i ren luft.
Det er forbavsende, hvor mange bagvedliggende temaer og kritiske standpunkter, man kan finde i The Day After Tomorrow. Og det er jo netop det, som gør den så god. Men da det nu også er en Emmerich-film, så forlanger man jo nærmest visuelle effekter i bunkevis og underholdning af proportioner. Og det besidder filmen i rigelige mængder! Hvad man end synes om Emmerichs personbeskrivelser og patriotiske pinlighed (som jo langtfra er at se i denne film), så er han en visionær af de større. Vi får nogle virkelig uforglemmelige scener, som slår luften ud og gør en hel stakåndet. Flere gange serveres der maleriske, ja nærmest poetiske billeder for os. Effekterne er virkelig gennemførte og nærmest skudsikre, og man forbløffes stadig over special effect-folkenes formåen. Men The Day After Tomorrow er ikke bare trivielt effektjageri, for Emmerich har opbygget (enkelte) troværdige personer i filmen. Hovedrammen om faderen, der kæmper mod naturens luner for at finde sønnen, er dog en smule kryptisk. Når han ikke kan kommunikerer med sønnen inden katastroferne brød løs, så sætter man lidt spørgsmålstegn ved hans heltegerninger, da far/søn distancen er mærkbar. Men faderen er velsagtens miniatureudgaven af filmens omdrejningspunkt; at rette op på fortidens fejl. Dennis Quaid har aldrig rigtig leveret en virkelig uforglemmelig præstation, men han spiller altid stærkt og sympatisk. Hans rolle i The Day After Tomorrow er ingen undtagelse, han gør et rigtig godt stykke arbejde. Ifølge mig hører Jake Gyllenhaal ikke hjemme i disse store, kommercielle produktioner. Hans talent rækker til så meget mere, men seværdig er han da.
Emmerich kan desværre ikke helt sige sig fri for klicheerne og enkelte fejltrin. Hans budskab om menneskets forening er lidt for ideologisk, og det multikulturelle element virker også en smule forstyrrende i den store sammenhæng. Man irriteres dog ikke synderligt af det, da der er så meget andet i filmen, man kan fokuserer på. Valget med at bibeholde Frihedsgudinden som beskrivelsen af menneskets gode sider er en smule naivt, men alligevel behagelig tilfredsstillende.
Konkluderende må man sige, at Emmerich har begået en overraskende intelligent og mindeværdig blockbuster, der besidder flere lag end bare de imponerende visuelle effekter. Endnu engang er han mesterlig til at opbygge en spænding, og som publikum kommer man aldrig til at kede sig, da filmen er medrivende historiefortælling med et vigtigt og aktuelt budskab.
Miljøaktivister har hyldet filmen (og dens anvendelse af filmmediet som masseformidling) som en tiltrængt opvågningskatalysator til befolkningen (hvorved man kun kan være glad for, at den har fået så massiv succes). Skeptikerne har proklameret utroværdigheden i nærmest alle af filmens hændelser, men Emmerich har da også selv indrømmet, at tidsintervallerne mellem katastrofehændelserne er urealistiske, men naturkatastroferne vil komme på et tidspunkt, hvis vi ikke snart ændre vores CO2-forbrug markant. Emmerich har baseret manuskriptet på non-fiktionsromanen The Coming Global Superstorm af Art Bell og Whitley Strieber, og det er derfor, at de videnskabelige forklaringer i filmen virker chokerende ægte.
The Day After Tomorrow indledes med en åndeløs flot panorering over havet, enkelte brudstykker af isflager, fragmentarisk store isbjerge for at slutte på land (et kæmpe isbjerg). Dette symboliserer den darwinistiske forklaring på menneskets opstandelse (i biblioteket ses også et baggrundsmaleri af en hulemand), en teori, der strider fuldstændig imod min tro, men er et vigtigt element i Emmerichs menneskebeskrivelse. I filmen fremvises mennesket som et fuldendt individ, på toppen af spillet, så at sige. Overlegne af hele hjertet. Isens brydning er derfor symbol for menneskets langsomme (selv)destruering af vores egen selvopfattelse. Det er ikke tilfældigt, at en af de første ting, der ødelægges i filmen, er det store Hollywood-skilt. Associationer til glamour, rigdom og overfladisk besættelse, det pseudo-signifikante. Derved bliver The Day After Tomorrow for katastrofegenren, hvad Isaac Asimov var for sci-fi-genren (okay, ikke nær i det samme omfang, men bare for at sætte det lidt i perspektiv). Menneskets egen selvophøjelse krakelerer på grund af ustyrlige kræfter, som vi selv har skabt. Flere gange i filmen opremses der statistikker for muligheden omkring katastroferne, men topchefer afviser dem som pessimistiske dommedagsprofeti. Selvbenægtelse udsprunget af ideen om, at sådan noget sker ikke for os, og skylden lægges automatisk videre til kommende generationer. I The Day After Tomorrow kommer mennesket dog til at stå til ansvar for vores handlinger (en dyd, som vi ellers ikke mestre).
Filmen er blevet rost for dens subtile kritik af stormagterne og deres kapitalistiske fokusering. Og det fortjener den også, for man forventer da ikke ligefrem lettere kontroversielle (men sande) meninger i en film af denne kaliber. Den åbenlyse er Amerikas integration til Mexico, hvor virkelighedens situation derved er fuldstændig omvendt. Mexicos regering begynder først at lukke folk ind efter et løfte om, at alt udenlandsk gæld fjernes. Filmens mest forstyrrende element findes dog i begyndelsen, hvor vicepræsidenten ikke vil indgå Kyoto-protokollen af (naturligvis) kapitalistiske årsager. Dette er så irriterende skræmmende fordi det netop er det, som Bush praktiserer. Egoismens grimme ansigt ses igennem kapitalisterne, mens de store heltegerninger kommer fra folk, der inderligt brænder for en menneskelig sag. En af filmens sjoveste scener forekommer på biblioteket, hvor en stor menneskeflok er indespærret. Dette er naturligvis ikke tilfældigt, da biblioteker indeholder fortidens gerninger og viden om den kulturelle arv, hvorved Emmerich siger, at vi gerne skulle lære af fortidens fejltagelser og skabe kontra destruere. For at holde varmen brænder de bøger. En mand nægter at ofre en bog af en stor forfatter (kultur), og en kort diskussion opstår, men bliver afbrudt af en, der siger, at der er en hel afdeling med bøger omkring skattelove (kapital), som kan brændes af.
I bund og grund er filmen en back-to-basic historie, hvor det essentielle vil sættes i fokus. Man kommer til at tænke på Tyler Durdens mission i Finchers mesterværk, Fight Club. Forhåbentlig lærer vi af vores fejltagelser, da vi får en ny chance. Et sted i filmen klamrer en mand sig fast til Bibelen, og netop denne form for ’genfødsel’ (naturligvis ikke reinkarnation, men spirituel) er filmens omdrejningspunkt. Slutbilledet er jorden, indhyllet i ren luft.
Det er forbavsende, hvor mange bagvedliggende temaer og kritiske standpunkter, man kan finde i The Day After Tomorrow. Og det er jo netop det, som gør den så god. Men da det nu også er en Emmerich-film, så forlanger man jo nærmest visuelle effekter i bunkevis og underholdning af proportioner. Og det besidder filmen i rigelige mængder! Hvad man end synes om Emmerichs personbeskrivelser og patriotiske pinlighed (som jo langtfra er at se i denne film), så er han en visionær af de større. Vi får nogle virkelig uforglemmelige scener, som slår luften ud og gør en hel stakåndet. Flere gange serveres der maleriske, ja nærmest poetiske billeder for os. Effekterne er virkelig gennemførte og nærmest skudsikre, og man forbløffes stadig over special effect-folkenes formåen. Men The Day After Tomorrow er ikke bare trivielt effektjageri, for Emmerich har opbygget (enkelte) troværdige personer i filmen. Hovedrammen om faderen, der kæmper mod naturens luner for at finde sønnen, er dog en smule kryptisk. Når han ikke kan kommunikerer med sønnen inden katastroferne brød løs, så sætter man lidt spørgsmålstegn ved hans heltegerninger, da far/søn distancen er mærkbar. Men faderen er velsagtens miniatureudgaven af filmens omdrejningspunkt; at rette op på fortidens fejl. Dennis Quaid har aldrig rigtig leveret en virkelig uforglemmelig præstation, men han spiller altid stærkt og sympatisk. Hans rolle i The Day After Tomorrow er ingen undtagelse, han gør et rigtig godt stykke arbejde. Ifølge mig hører Jake Gyllenhaal ikke hjemme i disse store, kommercielle produktioner. Hans talent rækker til så meget mere, men seværdig er han da.
Emmerich kan desværre ikke helt sige sig fri for klicheerne og enkelte fejltrin. Hans budskab om menneskets forening er lidt for ideologisk, og det multikulturelle element virker også en smule forstyrrende i den store sammenhæng. Man irriteres dog ikke synderligt af det, da der er så meget andet i filmen, man kan fokuserer på. Valget med at bibeholde Frihedsgudinden som beskrivelsen af menneskets gode sider er en smule naivt, men alligevel behagelig tilfredsstillende.
Konkluderende må man sige, at Emmerich har begået en overraskende intelligent og mindeværdig blockbuster, der besidder flere lag end bare de imponerende visuelle effekter. Endnu engang er han mesterlig til at opbygge en spænding, og som publikum kommer man aldrig til at kede sig, da filmen er medrivende historiefortælling med et vigtigt og aktuelt budskab.
13/10-2004
