Når Mennesker Søger
3.0
En række menneskers liv krydser mere eller mindre tilfældigt (hvis tilfældigt findes) hinanden i Dublin, i et sammensurium af forelskelse, ulykkelig kærlighed, kriminalitet og vold.
Den debuterende irske instruktør Crowley kaster en hel del bolde op i luften, og det lykkes ham helt anstændigt at gribe dem igen, i denne historie om mennesker der søger enten kærligheden, bekræftelsen fra andre mennesker og indimellem lever i eskapismen om hvad der gør dem lykkelige. Den ene person i historien der ikke gør, går da også til slut til grunde, da han er uden formål med tilværelsen og ikke kan knytte sig til andre.
Det der ødelægger filmen, eller er tæt på at gøre det og klart trækker den ned, er dens hang til desperat at prøve på at gøre personerne originale, for det kommer til at virke forlorent og irriterende. Som pigen med overskæg, der nægter at fjerne det før hun finder en der falder for hende som hun er, mens hun slet ikke opfatter hvor meget skæg hun rent faktisk har. Det slags fremstår helt vildt påtaget og klichefyldt i Crowley’s instruktion, der ikke formår at præsenterer den slags så stilfuldt og besnærende som for eksempelvis instruktører som Robert Altman eller P. T. Anderson, der begge også ofte laver historier hvor en masse små historier flettes sammen til en helhed.
Handlingen er der intet overraskende over, men det er interessant nok at følge de forskellige personers trængsler. Desværre forekommer slutningen ualmindeligt sentimental, sukret og særdeles urealistisk, også indenfor filmens egne rammer, så ens sidste indtryk af en ellers anstændig film, lidt ødelægges.
På billedsiden er Crowley tydeligt af den britiske skole, det er en visuelt grå og trist film, der er holdt i en rå hverdagsrealisme, hvor den glædesløse by fint danner baggrund personernes sindstilstand og symboliserer deres jagt på den nok så opaliserende og flygtige lykke.
Skuespillet er generelt godt og så er det helt rart at se, at superstjernen Farrell gider medvirke i sådanne mere smalle film og ikke kun vælger den ene strømlinet Hollywood produktion efter den anden.
Den debuterende irske instruktør Crowley kaster en hel del bolde op i luften, og det lykkes ham helt anstændigt at gribe dem igen, i denne historie om mennesker der søger enten kærligheden, bekræftelsen fra andre mennesker og indimellem lever i eskapismen om hvad der gør dem lykkelige. Den ene person i historien der ikke gør, går da også til slut til grunde, da han er uden formål med tilværelsen og ikke kan knytte sig til andre.
Det der ødelægger filmen, eller er tæt på at gøre det og klart trækker den ned, er dens hang til desperat at prøve på at gøre personerne originale, for det kommer til at virke forlorent og irriterende. Som pigen med overskæg, der nægter at fjerne det før hun finder en der falder for hende som hun er, mens hun slet ikke opfatter hvor meget skæg hun rent faktisk har. Det slags fremstår helt vildt påtaget og klichefyldt i Crowley’s instruktion, der ikke formår at præsenterer den slags så stilfuldt og besnærende som for eksempelvis instruktører som Robert Altman eller P. T. Anderson, der begge også ofte laver historier hvor en masse små historier flettes sammen til en helhed.
Handlingen er der intet overraskende over, men det er interessant nok at følge de forskellige personers trængsler. Desværre forekommer slutningen ualmindeligt sentimental, sukret og særdeles urealistisk, også indenfor filmens egne rammer, så ens sidste indtryk af en ellers anstændig film, lidt ødelægges.
På billedsiden er Crowley tydeligt af den britiske skole, det er en visuelt grå og trist film, der er holdt i en rå hverdagsrealisme, hvor den glædesløse by fint danner baggrund personernes sindstilstand og symboliserer deres jagt på den nok så opaliserende og flygtige lykke.
Skuespillet er generelt godt og så er det helt rart at se, at superstjernen Farrell gider medvirke i sådanne mere smalle film og ikke kun vælger den ene strømlinet Hollywood produktion efter den anden.
16/10-2004
