- Genrebevidst perle -
5.0
Fra skæv komedie til stilren krimi. Her skifter Coen-brødrene babytyveri ud med gangsterkrig, og det må siges at være et klogt træk.
“Miller’s Crossing” er nemlig ikke blot en fremragende pastiche over gangsterfilmens storhedstid, det er samtidig en nobel genrehyldest til krimi af den gode gammeldags slags. Med et selvironisk glimt i øjet pustes nyt liv i klicheerne, og når det er så bevidst og selvsikkert gjort, som det er her, virker det umanerlig charmerende og i sidste ende forbløffende nostalgisk.
Selvom Coen-brødrene denne gang jonglerer med et større budget end de før har været vant til, administrerer de det til perfektion. Den genfundne stilsikkerhed (som vi oplevede i ”Blood Simple”) krydres med brødrenes virtuose instruktion. Det er umanerlig flot instrueret, og nok engang har samarbejdet med cheffotograf Barry Sonnenfeld resulteret i et spændende udseende. Det gammelmodige look er gennemført med rolige og elegante panoreringer, der forkæler øjet, og det hele er lavet i den gode gamle ånd, som passer perfekt til filmens bagland - en mere ærbødig hyldest til sine forbilleder, er sjældent set.
Skuespillet er ligeledes godt og helt i rette ånd med et forrygende sammenstykket ensemble af unge og ældre navne, hvis kompetencer vitterlig kommer til deres ret. Byrne og Finney gør det begge godt som hårde hunde med store hjerter i mafiaimperiet, Polito er herligt overspillende som varmblodig gangsterboss og Turturro er også fremstående i en vigtig birolle.
”Miller’s Crossing” er en komplet krimi efter den gamle (men aldrig forældede) opskrift. Det er smukt sat i scene med stor fortællekunst, uforfalsket spænding, snedige plotfinter og et mindeværdigt persongalleri. Et skønt spring tilbage til en svunden filmtid og et kvantespring i Coen-brødrenes karriere.
“Miller’s Crossing” er nemlig ikke blot en fremragende pastiche over gangsterfilmens storhedstid, det er samtidig en nobel genrehyldest til krimi af den gode gammeldags slags. Med et selvironisk glimt i øjet pustes nyt liv i klicheerne, og når det er så bevidst og selvsikkert gjort, som det er her, virker det umanerlig charmerende og i sidste ende forbløffende nostalgisk.
Selvom Coen-brødrene denne gang jonglerer med et større budget end de før har været vant til, administrerer de det til perfektion. Den genfundne stilsikkerhed (som vi oplevede i ”Blood Simple”) krydres med brødrenes virtuose instruktion. Det er umanerlig flot instrueret, og nok engang har samarbejdet med cheffotograf Barry Sonnenfeld resulteret i et spændende udseende. Det gammelmodige look er gennemført med rolige og elegante panoreringer, der forkæler øjet, og det hele er lavet i den gode gamle ånd, som passer perfekt til filmens bagland - en mere ærbødig hyldest til sine forbilleder, er sjældent set.
Skuespillet er ligeledes godt og helt i rette ånd med et forrygende sammenstykket ensemble af unge og ældre navne, hvis kompetencer vitterlig kommer til deres ret. Byrne og Finney gør det begge godt som hårde hunde med store hjerter i mafiaimperiet, Polito er herligt overspillende som varmblodig gangsterboss og Turturro er også fremstående i en vigtig birolle.
”Miller’s Crossing” er en komplet krimi efter den gamle (men aldrig forældede) opskrift. Det er smukt sat i scene med stor fortællekunst, uforfalsket spænding, snedige plotfinter og et mindeværdigt persongalleri. Et skønt spring tilbage til en svunden filmtid og et kvantespring i Coen-brødrenes karriere.
05/01-2005