ikke vidunderlig, men barsk

Wonderland er en af de slags film, som jeg simpelthen ikke kan undgå at holde af. Der er blevet lagt meget vægt og omtanke i de bærende virkemidler; den visuelle side er påtrængende og bombastisk, musikken er øredøvende og nærmest konstant til stede, og klipningen er intenst og tangerende til det abrupte. Lige så meget energi er der så desværre ikke blevet lagt i historiefortællingen, der her hverken er synderlig virkningsfuld og langtfra original, ja den prøver ikke engang på at hæve sig over det konventionelle. Der er meget få film, hvor alle disse ingredienser går op i en højere enhed, eksempelvis fik vi det uforglemmelige mesterværk Requiem For a Dream af Aronofsky. Oftest går det desværre den anden vej, hvor musikvideoinstruktøren Jonas Åkerlund gjorde sin debut Spun nærmest utålelig med narcissistisk opmærksomhedssøgning. Der er en fin grænse mellem at lade tingene ’kun’ være medfortæller og overdænge publikum med tekniske spidsfindigheder, hvor historien går tabt. Wonderland bevæger sig momentant på grænsen, men kommer sikkert i land takket være den fængende og gennemtænkte slutning.

Den forholdsvis ukendte instruktør James Cox er tydeligvis blevet inspireret af den afdøde Ted Demme, hvis film også var ekstrem stilistisk, men havde den menneskebeskrivende kant. Cox når aldrig Demmes højder, men gør nu alligevel en habil og ganske fornuftig indsats. I 1981 blussede medierne op med historien om en forfærdelig mordepisode, der tilsyneladende involverede den famøse pornoskuespiller John Holmes. Associationer til P.T. Andersons Boogie Nights er velsagtens uundgåeligt, men hvor førnævnte lagde væk på den mentale nedbrydning og var langt mere plotdrevet, så ’nøjes’ Wonderland med at give sit bud på virkeligheden. For ingen anede jo, hvem de rigtige gerningsmænd var, hvorved denne film er rent fiktion, opbygget omkring løse fakta (selvom Wonderland er ganske konkluderende).

Titlen Wonderland er ondskabsfuldt ironisk og reflekterer personernes midlertidige virkelighedsopfattelse. Det er nogle tragiske skæbner, vi bliver præsenteret for her, evig høje på stoffer og konstant selvdestruerende. Ikke noget med faldet fra toppen, men vi ser konsekvenserne, bagsiden af det idealistiske glamourøse. Efter den fremragende The Salton Sea er Val Kilmer (glædeligvis) langsomt på vej tilbage med nogle rigtig gode præstationer de sidste par år (selvom den direkte-til-video Blind Horizon var noget jammerligt vrøvl). Her er Kilmer virkelig velvalgt og skaber sympati for en ellers gennemgående usympatisk og egoistisk person via hans indfølte undskyldninger og fortrydelse. Birollerne er også ret velbesatte, hvor især Josh Lucas skiller sig ud fra mængden.

Omdrejningspunktet er mordhændelsens mysterium, og dette fortælles gennem to mands forklaringer, som begge er ret tvivlsomme. Desværre kommer man ikke rigtig ind under huden på nogen af personerne, da stilen lidt for ofte overskygger handlingen. Det er først i slutningen (som førnævnt), at filmen virkelig griber publikum. De faktuelle hændelser set fra Cox’s side præsenteres igennem en af Holmes’ drømme. Sandheden er udpenslet, rammende og yderst ubehagelig at overvære, hvorved slutningen efterlader en bittersød smag.

Som tidsbillede fungerer Wonderland upåklageligt, og det skal komponisten Cliff Martinez (der har nogle virkelig uforglemmelige scores bag sig!) nok have stor andel i. Desværre får han ikke rigtig lejlighed til at begå hans egne kreationer, kun i den rørende badekarsscene, hvor Kilmer prøver at vaske blodet (og synderne) væk. Wonderland er en stilbevidst og narrativ gennemtænkt sag, der måske ikke efterlader et mindeværdigt mærke, men alligevel fungerer rigtig godt på dens egne præmisser.