- Marionetteater -

Der er noget helt specielt godt over dette underspillede drama, som gør det mange gensyn værd.

Det hele er faktisk meget nedtonet. Det er et manuskript uden de store armbevægelser, der hverken virker særligt spændende eller medrivende, men som til gengæld er utrolig velskrevet. For det der for alvor gør filmen god er den knivskarpe dialog, der i den grad er imponerende sat sammen. På trods af at der er mange af dem, virker ikke et eneste ord overflødigt, og der bydes på adskillige mindeværdige citater. Og således skabes dramaet. Det er ikke fængslende i gængs forstand, men man rives alligevel med, fordi dialogen og modspillet i den er så facetteret, energisk og levende, at man betages på et noget nær konstant plan.

Alt dette naturligvis forudsat af at skuespillet kan matche manus. Og det kan det. Al Pacino er fremragende og med et mundtøj af hans format, må han da også siges at være i sit rette element. Replikkerne er som skabt for ham, og det er utrolig hvad den mand kan gøre ved ordene - ren opvisning. Også Lemmon er god med en præstation, der viser, hvor mange tangenter, han faktisk har at spille på, og hvor de gamle ”slapstick”-dage synes meget langt væk. Det er i det hele taget en stærk rolleliste, hvor også Harris, Spacey og Pryce gør sig bemærket.

Selvom skuespillet er vitalt for en film som denne, så fortæller filmen også en barsk men god historie om en hård og kynisk branche, hvor menneskets tomhed i en marionetdukkerolle skildres godt, og der er bestemt stof til eftertanke i dette stille men sitrende drama.