©The end of innocence©
4.0
Jeg må indrømme, at jeg om nogen var skeptisk overfor dette remake af 1987 udgaven af "Man on fire" med Scott Glenn i hovedrollen, men det positive ved den var, at Tony Scott i det mindste har prøvet at gøre filmen til sin egen.
Begge film er iøvrigt filmatiseret efter A.J. Quinnell´s novelle.
I modsætning til 1987 udgaven (som foregår i Italien), så har Scott været smart nok til at bruge situationen med de mange bortførelser i Sydamerika, til at lave noget aktuelt og derfor foregår filmen også i Mexico og mafiaen fra 1987 udgaven er blevet erstattet af korrupte strømere, lejesvende og terrorister.
Pigens navn er også blevet lavet om fra "Pinta" til "Pita", eftersom vi nu befinder os i Mexico. (Hvilket jeg ikke kunne lade være med at smile af, da det fik mig til at tænke på Pita-brød).
Jeg var en af dem som godt kunne lide 1987 udgaven for dens råhed og fordi den ikke var typisk amerikansk (Nok fordi den havde en fransk instruktør ved navn Elie Chouraqui *GG*).
Selvom Scott´s udgave er mere sentimental og bliver leveret til os i en mere smart indpakning, så har han dog ikke valgt at gå for meget på kompromis mht. til filmens hårdhed og det skal han have ros for.
Mange anmeldere snakker om at moralen mangler, men det er også tit svært at finde en morale i film som denne, hvis tema er "hævn" kort og godt. Indrømmet at film som denne og f.eks. "En mand ser rødt" og "Revenge" appellerer til noget meget banalt og ikke-civiliseret i os. Nemlig begrebet "øje for øje". Frasen "revenge is a dish best served cold" dukker da også op igen her.
Det er ikke altid det lykkedes for instruktører at slippe afsted med det uden at man som publikum udelukkende sidder tilbage med en følelse af, at det hele er lavet med en ligegyldighed overfor moralen og udelukkende bruger vold for underholdningens skyld. Lidt ligesom når folk sidder og tørster efter at se blod i en splatter-film.
Jeg synes dog at film som "Man on fire" og f.eks. "8mm" slipper nogenlunde afsted med det og filmisk er denne 2004 udgave flot skruet sammen. I modsætning til så mange andre tidligere musikvideo instruktører, så formår Scott at lave det hele på en smart måde, uden at man får hovedpine og klipningen er superb.
Som sædvanlig har filmen det "skumringstimen"-agtige look som Scott hælder til. Selv om den er lidt mere dyster end de fleste af hans andre film og derfor visuelt nok minder mest om "Spy game".
Denzel Washington gør et lige så fremragende job i rollen som Creasy, som Scott Glenn i 1987 udgaven. Ja måske endda bedre.
Resten af casten består bl.a. af Christopher Walken, Marc Anthony (Jennifer Lopez´s seneste mand og sangfugl), Dakota Fanning (den lille pige som gjorde et udmærket job i "I am sam"), Giancarlo Giannini (den kære inspektør fra "Hannibal") og to gamle kendinge i Rachel Ticotin ("Total recall") og den lettere afdankede Mickey Rourke.
En udmærket cast, som til gengæld også have noget at skulle leve op til, hvis man skulle sammenligne med casten fra 1987 udgaven: Scoot Glenn, Joe Pesci, Brooke Adams, Jonathan Pryce og Danny Aiello.
Alt i alt en positiv overraskelse, hvis tema er set mange gange før og filmen er da også ganske forudsigelig (indimellem går der da også lidt 80ér a la "First Blood" i den), men alligevel er filmen skruet flot sammen og er et af de få remakes jeg har set, som ikke bare har kopieret alt.
Den får 4 velfortjente stjerner herfra. Nu håber jeg så at Scott kan slippe nogenlunde lige så hæderligt fra "Warriors" remaket, selvom der er jeg mere urolig. Faktisk håber jeg endnu mere, at han kommer væk fra remakes.
Begge film er iøvrigt filmatiseret efter A.J. Quinnell´s novelle.
I modsætning til 1987 udgaven (som foregår i Italien), så har Scott været smart nok til at bruge situationen med de mange bortførelser i Sydamerika, til at lave noget aktuelt og derfor foregår filmen også i Mexico og mafiaen fra 1987 udgaven er blevet erstattet af korrupte strømere, lejesvende og terrorister.
Pigens navn er også blevet lavet om fra "Pinta" til "Pita", eftersom vi nu befinder os i Mexico. (Hvilket jeg ikke kunne lade være med at smile af, da det fik mig til at tænke på Pita-brød).
Jeg var en af dem som godt kunne lide 1987 udgaven for dens råhed og fordi den ikke var typisk amerikansk (Nok fordi den havde en fransk instruktør ved navn Elie Chouraqui *GG*).
Selvom Scott´s udgave er mere sentimental og bliver leveret til os i en mere smart indpakning, så har han dog ikke valgt at gå for meget på kompromis mht. til filmens hårdhed og det skal han have ros for.
Mange anmeldere snakker om at moralen mangler, men det er også tit svært at finde en morale i film som denne, hvis tema er "hævn" kort og godt. Indrømmet at film som denne og f.eks. "En mand ser rødt" og "Revenge" appellerer til noget meget banalt og ikke-civiliseret i os. Nemlig begrebet "øje for øje". Frasen "revenge is a dish best served cold" dukker da også op igen her.
Det er ikke altid det lykkedes for instruktører at slippe afsted med det uden at man som publikum udelukkende sidder tilbage med en følelse af, at det hele er lavet med en ligegyldighed overfor moralen og udelukkende bruger vold for underholdningens skyld. Lidt ligesom når folk sidder og tørster efter at se blod i en splatter-film.
Jeg synes dog at film som "Man on fire" og f.eks. "8mm" slipper nogenlunde afsted med det og filmisk er denne 2004 udgave flot skruet sammen. I modsætning til så mange andre tidligere musikvideo instruktører, så formår Scott at lave det hele på en smart måde, uden at man får hovedpine og klipningen er superb.
Som sædvanlig har filmen det "skumringstimen"-agtige look som Scott hælder til. Selv om den er lidt mere dyster end de fleste af hans andre film og derfor visuelt nok minder mest om "Spy game".
Denzel Washington gør et lige så fremragende job i rollen som Creasy, som Scott Glenn i 1987 udgaven. Ja måske endda bedre.
Resten af casten består bl.a. af Christopher Walken, Marc Anthony (Jennifer Lopez´s seneste mand og sangfugl), Dakota Fanning (den lille pige som gjorde et udmærket job i "I am sam"), Giancarlo Giannini (den kære inspektør fra "Hannibal") og to gamle kendinge i Rachel Ticotin ("Total recall") og den lettere afdankede Mickey Rourke.
En udmærket cast, som til gengæld også have noget at skulle leve op til, hvis man skulle sammenligne med casten fra 1987 udgaven: Scoot Glenn, Joe Pesci, Brooke Adams, Jonathan Pryce og Danny Aiello.
Alt i alt en positiv overraskelse, hvis tema er set mange gange før og filmen er da også ganske forudsigelig (indimellem går der da også lidt 80ér a la "First Blood" i den), men alligevel er filmen skruet flot sammen og er et af de få remakes jeg har set, som ikke bare har kopieret alt.
Den får 4 velfortjente stjerner herfra. Nu håber jeg så at Scott kan slippe nogenlunde lige så hæderligt fra "Warriors" remaket, selvom der er jeg mere urolig. Faktisk håber jeg endnu mere, at han kommer væk fra remakes.
05/01-2005
