- Da verden var problemfri -
1.0
Gab! Det er, hvad der kan siges om denne kriminelt politisk korrekte forestilling.
Det er da prisværdigt og flot at lave en film om et amerikansk fodboldhold, der som de første nogensinde, blæste højt og helligt på raceadskillelsen og havde både sorte og hvide spillere på holdet, men når det er gjort så tamt og konfliktsky, som det er her, så står man altså af.
”Remember The Titans” er ikke alene en hån mod sit publikum, den er også en åbenlyst forherligende og nærmest forfalskende beretning, der tilsyneladende ikke er interesseret i at arbejde med den problemstilling, der er filmen underlagt. I stedet for at tage tyren ved hornene og fortælle om den modvind og de problemer, der var knyttet til et sådant tiltag (forening af sorte og hvide), er man her blevet så forfærdelig bange for at træde den mindste sjæl over tæerne, at det hele slår over i en rendyrket ”feel good”-film. Ja, hvad er der mon galt her?
Det virker ikke alene absurd, det virker også ualmindeligt hult og overfladisk. Havde filmen da bare haft en smule rygrad, kunne det være blevet til så meget mere, men da den ikke ejer skyggen af det, forbliver den aldeles uvedkommende, og det er ganske enkelt for dårligt af en film, der tillader sig at lægge ud med sætningen ”Based on a true story” – ordene har aldrig været mere misvisende.
Det er da prisværdigt og flot at lave en film om et amerikansk fodboldhold, der som de første nogensinde, blæste højt og helligt på raceadskillelsen og havde både sorte og hvide spillere på holdet, men når det er gjort så tamt og konfliktsky, som det er her, så står man altså af.
”Remember The Titans” er ikke alene en hån mod sit publikum, den er også en åbenlyst forherligende og nærmest forfalskende beretning, der tilsyneladende ikke er interesseret i at arbejde med den problemstilling, der er filmen underlagt. I stedet for at tage tyren ved hornene og fortælle om den modvind og de problemer, der var knyttet til et sådant tiltag (forening af sorte og hvide), er man her blevet så forfærdelig bange for at træde den mindste sjæl over tæerne, at det hele slår over i en rendyrket ”feel good”-film. Ja, hvad er der mon galt her?
Det virker ikke alene absurd, det virker også ualmindeligt hult og overfladisk. Havde filmen da bare haft en smule rygrad, kunne det være blevet til så meget mere, men da den ikke ejer skyggen af det, forbliver den aldeles uvedkommende, og det er ganske enkelt for dårligt af en film, der tillader sig at lægge ud med sætningen ”Based on a true story” – ordene har aldrig været mere misvisende.
05/01-2005