Bale og McDormand

Enkelt, men sobert og velmenende udviklingsdrama med komiske undertoner, der flere gange har tiltag til noget virkelig medrivende og dybfølt, men hæmmes desværre af den lidt for forudsigelige historie og underspillede dramaturgi (som lige her ikke fungerer optimalt). Jeg vidste, at dette ville være skuespillernes film, og mine forventninger var derfor høje, da rollelisten virkede meget prominent. Ikke overraskende var skuespillet da også helt i top over hele linien, men to i særdeleshed skiller sig (nærmest naturligvis) ud. Christian Bale er selvsagt absolut fantastisk med hans nedtonede, men troværdige præstation. Utvivlsomt en af mine yndlingsskuespillere, alsidig og formidabel talentfuld. Han spiller rollen som den hensynsfulde søn, hvis behagesyge tangerer til det nedtrykte og underlegne. Filmens indledningsklip mellem en intim situation med kæresten og det hyggelige socialselskab udtrykker ingen forandring i hans opførsel, og dette siger det hele om personen. Han har uddannet sig som psykiater i et forsøg på at overskue følelsesregistret og måske endda kontrollere det. Under overfladen lurer den indre konflikt dog tydeligvis, instruktøren Lisa Cholodenko bruger en motorvejs virvar som symbol på hans følelser, kontrasterende den behagelige og varmende slutning, hvor hans livsopfattelse er ændret til det mere raffinerede. Først skal han dog igennem en dannelsesproces, ligeså kæresten, spillet af den yndige og undervurderede Kate Beckinsale. Denne proces katalyseres af kultursammenstødet med Bales mor, den post-hippie og frigjorte pladeproducer (der har nogenlunde styr på sit liv, en vej med sving), spillet af en altid livlig og seværdig Frances McDormand, der går fra karrierens ene højdepunkt til det andet. Hun svinger perfekt mellem komisk uhøjtidelighed og dramatisk vægt.

Laurel Canyon omhandler derfor Bales ’opvækkelse’ og overvindelse af frygten for at blive sammenlignet med moderen og deres sammenhørighed kontra distance. Dette gør filmen på en stille måde, hvor man langsomt ser Bale og Beckinsale miste deres selvkontrol og kaste sig ud i følelsernes vold. Dette lyder ikke synderlig sindsoprivende (som det jo heller ikke er), men Laurel Canyon er en charmerende og livsbekræftende film, der fungerer gennem dens personbeskrivelse. For at stjæle Jason Lees ord fra Vanilla Sky (og Emil Schultz’s), så skal kærligheden mellem Bale og Beckinsale gennemgå det sure og det søde. I forskellige størrelsesordner afprøver de det uortodokse, men ender med at værdsætte hinandens kærlighed. Den forløsende slutning kom en smule forbavsende, da filmen ikke har lagt op til noget der minder om lykke. I stedet for at blive et sentimentalt anti-klimaks, så rammer genforeningsscenen mellem Bale og Beckinsale lige i hjertet, takket være de to blændende skuespillere.

En enkelt replik fra McDormand er en underfundig og nærmest sarkastisk kritik af Hollywoods mainstreamkriterium. Efter at have blevet presset til at udgive en cd til julesæsonen for salgets skyld kvitterer McDormand med, at de derved kun vil få lort i fin indpakning. Utvivlsomt også en hilsen til de visuel fokuserede film, der savner den troværdige dramaturgiske tyngde; noget som Laurel Canyon besidder i stor stil.

Alle de positive ting til trods, så kan filmen desværre ikke opnå en højere karakter end tre (store) stjerner, da omdrejningspunktet er en smule forslidt og fordi publikum først rigtig fænges i den sidste tredjedel.