- Øst, vest.... vest bedst! -

4.0
Kevin Costner får her genopfrisket sine ride- såvel som instruktørevner, og det gør han med en lun forkærlighed for genren.

”Open Range” er en gammeldags western efter den klassiske model. I dramaturgien er der derfor intet nyt at hente, og der er i det hele taget ikke noget spektakulært over denne afdæmpede western.

Den er derimod, hvad der kan betegnes som, en ægte western. Altså en western i flotte omgivelser, der skaber et stilrent stemningsbillede og som fortæller en god og meningsfuld historie. Og det er nu også dejligt at se en ny western i gammel skikkelse, idet man bliver mindet om genrens oprindelige kvaliteter, og når det er lavet med så stor hengivenhed, som det er her, så fremstår westerngenren som alt andet en passé.

”Open Range” er en smuk og uforfalsket beretning med alle de karakteristiske elementer men uden fyld og ligegyldigheder. På mange måder en komplet western, hvor volden er tvungen (og ikke meningsløs), følelserne er oprigtige og humoren og romantikken er opløftende. Lige som det skal være.

Men som nævnt før er der intet spektakulært over filmen, hvilket jo ikke nødvendigvis skal tolkes negativt, men den mangler en vis intensitet, før den kan være med helt oppe i toppen. Dette er dog absolut til at leve med, for ”Open Range” er en fuldblodswestern og ikke mindst en varm hilsen til genrens storhedstid.
Open Range