Sjov Nok, Men...

Prinsesse Fiona’s (Diaz) forældre (Cleese, Andrews) inviteret hende og Shrek (Myers) til at besøge dem, men de ved ikke at de begge er trolde.

Efter den store succes med den først ”Shrek” måtte der jo komme en efterfølger, og den er på alle måder en rigtig en af slagsen. Filmen er mere af det samme, bare mindre originalt (forståeligt nok selvfølgelig) og uden samme friske energi og iderigdom.

At det ville være tæt på umuligt at toppe den første film, som hører til en af de bedste oplevelser jeg har haft med en film, er vel ikke overraskende. Men forventer man at ”Shrek 2” kommer tæt på, bliver man nok også skuffet, jeg gjorde i hvert fald. Men kan man nøjes med at forvente en morsom og underholdende film, der ikke når den første til hofterne, så fungerer ”Shrek 2” alligevel som herlig tidsfordriv.

Handlingen kan i perioder virke lidt anstrengt, det er som om de ikke rigtigt har kunne komme op med noget tilfredsstillende. Ikke at handlingen i den første var en åbenbaring, men den fungerede glimrende som simpel ramme om de mange sjove indfald og den blev fortalt enkelt og elegant. Her begynder en ellers beskeden historie at blive snørklet, uden at være forvirrende skal dog siges, og det er som om den har svært ved i det hele taget at komme i gang.

Først da katten ”Puss In Boots” med suveræn og hylende skæg stemmeføring af Banderas og i det hele taget en særdeles fornøjelig figur, melder sig på banen et stykke inde i filmen, begynder løjerne for alvor at tage fat. Indtil der følte jeg det kørte meget på vågeblus, trods flere tiltag til noget der skulle forstille at være sjovt. Men derefter følger der så til gengæld også mange gode gags og underholdende situationer, i en cocktail af egne påhit og festlige referencer til alverdens film og mere eller mindre kendte historier.

Murphy er stadig grinagtig som det evigt talende og irriterende æsel, uden at han når samme højder som i etteren. Meyers er også stadig god som den grønne trold, men jeg savnede lidt mere sarkasme fra hans side i denne omgang. Diaz havde jeg derimod glemt alt om, da jeg forlod biografen.

Den computeranimerede tegnefilm er som man kan forvente, af en teknisk meget høj standard, med et flot spektrum af farver og figurerne virker levende og troværdige og vigtigst af alt, elskværdige, men man bliver ikke længere på samme måde imponeret af denne teknik og filmskabernes evne til at kreere gode figurer på computer, som man gjorde tidligere.

Musikken syntes jeg desværre var svingende, særligt et par af sangene virkede på mig tamme. Jeg har i hvert fald svært ved at forstå, hvordan det kan lade sig gøre, at få Ricky Martin’s hysteriske latino-pophit ”Livin’ La Vida Loca” til at lyde så flad og rolig som her, det er næsten en bedrift i sig selv, hvad enten man så kan lide sangen eller ej.

Som skæg og ballade og lattervækkende underholdning, er Shrek dog stadig et bekendtskab og en biograftur værd. Den når ikke etterens store højder i komik, trods indfald som angribende kæmpekager (en reference til skumfidus-manden i ”Ghostbusters”) eller introduktion af charmante bifigurer som den bestøvlede kat, men den er stadig mere morsom end de fleste komedier vi får fra USA. Nu kan vi så bare vente på, efter denne hers enormt store succes, at de får lavet ”Shrek 3” færdig, og så blot håbe på at de ikke helt udvander konceptet.