Og Med Hende Klicheerne
3.0
Den forsigtige forsikringsmand Reuben (Stiller) skal giftes, men på bryllupsrejsen hopper hans kone (Messing) i kanen med en anden (Azaria). Deprimeret tager han hjem til det hus han havde købt til dem, men så dukker Polly (Aniston) op.
Overraskende afdæmpet og udramatisk kærlighedskomedie, der trods den tamme historie, har sin charme (men ikke nok til en rigtig god bedømmelse) på grund af en okay sjov Stiller (elsker når han danser) og en sød Aniston.
Vi får som så ofte før i denne forslidte genre, kastet en masse klicheer i hovedet og den følger temmelig tæt den typiske kurve for sådanne film (forelskelse, krise og genforening).
Jeg må alligevel indrømme, jeg blev en anelse positivt overrasket over Aniston’s karakter, for sådan en film, der beskrives som en fri og livsglad sjæl på overfladen (som det ville være let at forelske sig i), men der kommer så et stykke inde i filmen, en fin antydning om, at hendes person og hendes flygtige levemåde skyldes hendes angst for at binde sig og frygt for at blive såret, på grund af hendes barndom hvor hendes familie blev splittet af hendes far. Det positive består mest i, at filmen nøjes med at komme med en kort og stille antydning, i stedet for at vi skal trækkes igennem en lang og supersentimental for klaring, som vi kunne have fået kvalme af.
Stiller gør et okay job som skrevet tidligere, Aniston er også helt fin og i en større birolle imponerer Hoffman med endnu en velspillet personlighed.
Jeg gav i første omgang denne film en lidt mindre bedømmelse, for den er tynd og lige tam nok, men jeg kunne egentlig godt lide den og syntes den skulle have den ene stjerne mere.
Overraskende afdæmpet og udramatisk kærlighedskomedie, der trods den tamme historie, har sin charme (men ikke nok til en rigtig god bedømmelse) på grund af en okay sjov Stiller (elsker når han danser) og en sød Aniston.
Vi får som så ofte før i denne forslidte genre, kastet en masse klicheer i hovedet og den følger temmelig tæt den typiske kurve for sådanne film (forelskelse, krise og genforening).
Jeg må alligevel indrømme, jeg blev en anelse positivt overrasket over Aniston’s karakter, for sådan en film, der beskrives som en fri og livsglad sjæl på overfladen (som det ville være let at forelske sig i), men der kommer så et stykke inde i filmen, en fin antydning om, at hendes person og hendes flygtige levemåde skyldes hendes angst for at binde sig og frygt for at blive såret, på grund af hendes barndom hvor hendes familie blev splittet af hendes far. Det positive består mest i, at filmen nøjes med at komme med en kort og stille antydning, i stedet for at vi skal trækkes igennem en lang og supersentimental for klaring, som vi kunne have fået kvalme af.
Stiller gør et okay job som skrevet tidligere, Aniston er også helt fin og i en større birolle imponerer Hoffman med endnu en velspillet personlighed.
Jeg gav i første omgang denne film en lidt mindre bedømmelse, for den er tynd og lige tam nok, men jeg kunne egentlig godt lide den og syntes den skulle have den ene stjerne mere.
28/10-2004
