do it fast and furious
2.0
Når Neal H. Moritz er krediteret som producent, så er man garanteret tanketom, strømliniet, lettere fordummende, larmende, etc. etc., men altid velproduceret og egentlig også (minimalistisk) underholdende actionfilm. Hidtil har han ’begavet’ filmindustrien med film som Rob Cohens The Fast and the Furious og xXx, samt Clark Johnsons latterlig ueffektive S.W.A.T. Så er standarden vist blevet demonstreret og forventningerne trykket tilpas i bund. Jeg så frem til at overvære den seneste fra Moritz’s trivielle samlebånd med skadefro forventning om at komme med en velfortjent nedsabling. For helt ærligt, der står elendighed skrevet med stort over Torque. En historie identisk med den i Fast & Furious (som i sig selv er ligeså tynd som Christian Bale i The Machinerist), et pengegrisk og dybt kommercielt cast og naturligvis en debutantinstruktør, frisk fra musikvideoverdenen. At Torque langtfra er så slem, som jeg havde forventet (okay, håbet på) kommer som lidt af en overraskelse, for nok er alle de hjernelamme ingredienser og plotafviklinger til stede, men underholdningen er forbavsende velfungerende (den første lille time), så man ikke irriteres overvældende meget over filmens få bagvedliggende overvejelser.
Martin Henderson (pretty-boy af rang) er lige dele sympatisk som han er elendig. Bevares, rollen er ubarmhjertelig endimensional, men han fortjener næsten ros for at være så unuanceret. Han er den tilbagevendende helt på den forkerte side af loven, der skal forklare og godtgøre fortidens handlinger, der naturligvis ved nærmere blik er nærmest helgenagtige. Jep, det er så banalt som det lyder til, men Henderson skal da også kun fungere som blikfang. Ligeså de andre skuespillere, hvor jeg er ekstrem skuffet og ked af at se Ice Cube i sådan en dum birolle. Han viste talent i David O’ Russells mesterværk Three Kings og Singletons Higher Learning, og han burde da kunne gøre det igen. De ulovlige bilræs i Fast & Furious blev behandlet nærmest som en subkultur, hvor Cohen tydeligvis (kun) var fascineret af dette aspekt. Debutanten Jonathan Kahn har kun en ambition og agenda; at gøre Torque så visuelt lækket som overhovedet muligt.
Jeg har utallige gange udtrykt min fascination for det æstetiske i filmmediet, som kan gøre selv en ordinær film seværdig. Derved blev jeg også en smule imponeret (og fænget) over Kahns reklame- og musikvideoæstetik, der utvivlsomt er Torques hovedattraktion. I filmens første halvdel holder den historien kørende og interessen nogenlunde fanget med de farvefyldte og lækre billeder (som dog aldrig kommer ud over musikvideoens verden og betydningsfulde i filmiske sammenhænge), der desværre lidt for ofte og for manisk søger det forrygende. Kameraturene er svedige og pompøse i et stor virvar, og Kahn går ofte over stregen for det seværdige. Men han rammer også så tit plet, at man tilgiver fejltrinene. Det visuelle udtryk kan dog langtfra bære en hel film, og det er her, hvor Torque virkelig trækkes ned i bedømmelsen. Manglen på bare en smule realisme bliver ubærlig, og da personerne ingen psykologisk tyngde har, så er de hverken troværdig eller medrivende, hvorved man er pisseligeglade med dem. Filmens sidste halve time (den varer heldigvis kun cirka 5 kvarter) bliver trættende, dybt uinspirerende og decideret latterligt. Slutopgøret mellem de to selvstændige chicks er en afskrækkende opvisning i actionsøgende jammerlighed. Ligeså er den sidste duel mellem helten og skurken komplet latterligt og nærmest grotesk elendigt. Computereffekterne i filmen første halvdel skal da ikke nærstuderes, men de fungerede udmærkede (takket være den intense klipning), men slutteligt går der rent computerspil og tegnefilm i det. Man forlader derved filmen med en klam bismag af respektløst effektjageri, præcis sådan som Fincher ikke ønskede det (han var næsten selvstændig grundlægger af den unikke og visionære æstetik, hvor kameraets søgende muligheder nærmest er uendelige, se Fight Club og Panic Room).
Efter en overraskende positiv begyndelse bliver fokus lagt på historien, og det kan Torque slet ikke tåle. Ikke så ynkeligt som forventet, men heller ikke noget særligt. Jeg vil forudsige, at dette er en film, som Das Gott vil elske og Forceoffice vil elske at hade :-) (no offence, guys).
Martin Henderson (pretty-boy af rang) er lige dele sympatisk som han er elendig. Bevares, rollen er ubarmhjertelig endimensional, men han fortjener næsten ros for at være så unuanceret. Han er den tilbagevendende helt på den forkerte side af loven, der skal forklare og godtgøre fortidens handlinger, der naturligvis ved nærmere blik er nærmest helgenagtige. Jep, det er så banalt som det lyder til, men Henderson skal da også kun fungere som blikfang. Ligeså de andre skuespillere, hvor jeg er ekstrem skuffet og ked af at se Ice Cube i sådan en dum birolle. Han viste talent i David O’ Russells mesterværk Three Kings og Singletons Higher Learning, og han burde da kunne gøre det igen. De ulovlige bilræs i Fast & Furious blev behandlet nærmest som en subkultur, hvor Cohen tydeligvis (kun) var fascineret af dette aspekt. Debutanten Jonathan Kahn har kun en ambition og agenda; at gøre Torque så visuelt lækket som overhovedet muligt.
Jeg har utallige gange udtrykt min fascination for det æstetiske i filmmediet, som kan gøre selv en ordinær film seværdig. Derved blev jeg også en smule imponeret (og fænget) over Kahns reklame- og musikvideoæstetik, der utvivlsomt er Torques hovedattraktion. I filmens første halvdel holder den historien kørende og interessen nogenlunde fanget med de farvefyldte og lækre billeder (som dog aldrig kommer ud over musikvideoens verden og betydningsfulde i filmiske sammenhænge), der desværre lidt for ofte og for manisk søger det forrygende. Kameraturene er svedige og pompøse i et stor virvar, og Kahn går ofte over stregen for det seværdige. Men han rammer også så tit plet, at man tilgiver fejltrinene. Det visuelle udtryk kan dog langtfra bære en hel film, og det er her, hvor Torque virkelig trækkes ned i bedømmelsen. Manglen på bare en smule realisme bliver ubærlig, og da personerne ingen psykologisk tyngde har, så er de hverken troværdig eller medrivende, hvorved man er pisseligeglade med dem. Filmens sidste halve time (den varer heldigvis kun cirka 5 kvarter) bliver trættende, dybt uinspirerende og decideret latterligt. Slutopgøret mellem de to selvstændige chicks er en afskrækkende opvisning i actionsøgende jammerlighed. Ligeså er den sidste duel mellem helten og skurken komplet latterligt og nærmest grotesk elendigt. Computereffekterne i filmen første halvdel skal da ikke nærstuderes, men de fungerede udmærkede (takket være den intense klipning), men slutteligt går der rent computerspil og tegnefilm i det. Man forlader derved filmen med en klam bismag af respektløst effektjageri, præcis sådan som Fincher ikke ønskede det (han var næsten selvstændig grundlægger af den unikke og visionære æstetik, hvor kameraets søgende muligheder nærmest er uendelige, se Fight Club og Panic Room).
Efter en overraskende positiv begyndelse bliver fokus lagt på historien, og det kan Torque slet ikke tåle. Ikke så ynkeligt som forventet, men heller ikke noget særligt. Jeg vil forudsige, at dette er en film, som Das Gott vil elske og Forceoffice vil elske at hade :-) (no offence, guys).
30/10-2004
